[Præsentation af NOAH-Aktualitet] [Gamle nyheder]

Tale af
Kim Ejlertsen, Miljøbevægelsen NOAH
ved Stop Bush demonstrationen den 6. juli 2005

 

Hej alle sammen

Jeg er blevet bedt om at sige et par ord om George Bush´s miljøpolitik og den kan man sige meget om.

Fra NOAH´s amerikanske søsterorganisation i Friends of the Earth hører vi, at Bush alene i 2004 gennemførte 150 svækkelser af miljølovgivningen i USA. Reguleringen af forurenende virksomheder er bevisligt blevet en hel del lempeligere under Bush og nu er turen så kommet til 24 millioner hektar naturområder, der åbnes for vejbyggeri, skovning, minedrift og olieeftersøgning.

 

 

USA står også i spidsen for en WTO-retssag mod EU der skal tvinge os europæere til at købe USA´s genmodificerede mad.

Men det mest groteske er USA´s rolle i de internationale klimaforhandlinger, så det vil jeg sige noget mere om.

Når George Bush senere i dag mødes med de andre G8 lande står klimaforandringerne og den globale opvarmning højt på dagsordenen. Tony Blair har bragt emnet på bane. Det sker i lyset af stigende temperaturer, gletchere der smelter, stigende vandstand i havet, et mere ekstremt vejr, og udsigten til tab af arter pga. ændrede betingelser for klodens planter og dyr.

Dag for dag vokser mængden af videnskabelige udsagn om, at det vi alle er vidne til ér menneskeskabte klimaforandringer. Men det til trods siger Bush, at det videnskabelige grundlag er mangelfuldt og at amerikanske interesser må gå forud for bekæmpelsen af de globale klimaforandringer. Bush lytter først og fremmest til sine venner fra olieindustrien.

Han ser bort fra de miljømæssige, sikkerhedsmæssige, økonomiske og beskæftigelsesmæssige fordele, der kan opnås ved at sætte energibesparelser og vedvarende energi i centrum. Og han ser bort fra, at hvis der handles for sent på klimaområdet vil det føre til ufattelige økonomiske, økologiske og sociale tab.

Han ser også bort fra, at USA kun udgør 4% af verdens befolkning, men står for hele 25% af den globale udledning af drivhusgasser.

Lækkede dokumenter forud for G8-mødet viser, at Bush ved mødet fortsat vil forsøge at skabe tvivl om det videnskabelige grundlag og slet ikke acceptere bindende CO2-målsætninger, hvis de blot ligner Kyoto-aftalen. Samtidig har Bush bebudet, at det er på tide at USA får sat gang i byggeriet af nye a-kraftværker.

Man græmmes ved at tænke på, hvordan USA via en enorm lobbyindsats udvandede Kyoto Protokollens CO2-målsætninger og fik indført de såkaldt fleksible mekanismer. Derefter nægtede USA alligevel at skrive under.

Verden over tager miljøorganisationer, afstand fra Bush-regeringens kortsynede, ignorante og umoralske politik. En politik der først og fremmest vil gå ud over verdens fattigste og svage. Vi kræver Klima-retfærdighed i den betydning, at alle mennesker og nationer har krav på en lige andel af det globale CO2-råderum. De rige har ansvaret for ulykkerne – de rige må derfor gå forrest med løsningen af problemerne.

 

 

For lande som Danmark, G8 og de fleste EU-lande betyder klima-retfærdighed at vi skal levere CO2-reduktioner over de næste årtier på mellem 80 og 90% samtidig med at udviklingslandene tilbydes hjælp til at følge en mindre miljødestruktiv vej, end den vi følger og har fulgt.

Først med Ruslands ratifikation i februar i år trådte Kyoto Protokollen i kraft. Det efterlod USA isoleret og det giver nu indenrigspolitiske dønninger. Flere end 150 borgmestre for mere end 32 millioner amerikanere fra hele USA, vil ikke være med til at USA lukker øjnene for sit globale klima-ansvar og de har nu vedtaget Kyoto-lignende CO2-reduktionsmålsætninger.

Bush og hans regering er uden for pædagogisk rækkevidde på klimaområdet. Derfor er der ingen grund til, at de andre lande i G8 bøjer af og indgår udvandede kompromisser med Bush, i form af manglende CO2-målsætninger og øget brug af a-kraft. NOAH såvel som vores internationale netværk Friends of the Earth International opfordrer derfor G8 mødet til at isolere Bush og gøre fælles sag med de lande - inklusive Kina og Indien - som ser behovet for hurtig handling.

Der er som minimum brug for:

En aftale om, at den globale gennemsnitstemperatur ikke må stige mere end 2 grader over førindustrielt niveau.

En aftale der kan sikre dette mål ved hurtigt at vedtage de nødvendige nationale mål for reduktioner af drivhusgasser sammen med en tidsplan for gennemførelse.

En handlingsplan der indfrier målene ved brug af energibesparelser, udvikling og brug af energieffektive produkter, samt udvikling og øget brug af vedvarende energikilder.

- og endelig

En aftale om hurtig hjælp til de fattige lande, der allerede mærker konsekvenserne af klimaforandringerne.

Tak for jeres opmærksomhed