NOAH årsberetning 2025 Håb, mod og fællesskab
Velkommen til endnu en årsberetning fra Miljøbevægelsen NOAH. Vi håber, at du på disse sider kan finde håb, mod og fællesskab i en verden, der i stigende grad kan tage pusten fra selv den mest garvede miljøretfærdighedsaktivist.
Sidste års forord fra bestyrelsen havde fokus på valget af Donald Trump som præsident for USA og de mange mennesker, der hver dag må kæmpe for deres liv i en verden præget af konflikt, økologiske kriser og usikkerhed.
Igen i år må vi konstatere, at store dele af verden er spundet ind i den amerikanske 'troldefabrik'.
Inden 2025 var begyndt, og inden Trump var blevet indsat som præsident, var det klart, at han havde til hensigt, at han/USA skulle have ejerskab over Grønland. Om nødvendigt ved brug af militær magt. Med disse trusler mod Grønland blev NATO kastet ud i en helt ukendt situation, hvor Canada og de europæiske NATO-medlemmer for alvor blev usikre på alliancens holdbarhed.
Selve indsættelsen af Trump illustrerede, hvor tæt de allerrigeste tech-milliardærer nu var på den politiske magt. Efter at have hilst Trump med noget, der kun med besvær kunne ses som andet end en fascistisk hilsen, fik Elon Musk oven i købet frie hænder til at rundbarbere det offentlige USA med den eksterne "konsulenttjeneste" DOGE. Samtidig forfulgte maskerede, paramilitære ICE-agenter immigranter og aktivister i byer over hele USA.
Trump 2.0 agerede ud fra en åbenlys chokdoktrin som planlagt i Project 2025. Tilsat præsidentens uberegnelighed blev 2025 et uroligt år præget af angst og frygt. Det blev mere og mere tydeligt, at denne præsidentperiode indvarslede en helt ny verdensorden.
USA fortsatte den ubetingede støtte til Israels folkemord i Palæstina og i juni overtalte Israel USA til at angribe Irans atomanlæg.
Med denne verdenssituation som baggrundstæppe har NOAH i 2025 kæmpet for miljøretfærdighed i solidaritet med såvel naboer til svinefabrikker her i Danmark som bondebevægelser i Brasilien.
Vi i bestyrelsen er overordentligt stolte af alle de seje NOAH-aktivister, der fortsætter arbejdet ufortrødent på trods af verdens tilstand.
I denne årsberetning kan du blandt andet læse om aktivisters modstand mod dereguleringen af GMO-teknologi, om alliancer mod udvidelser af svinefabrikker landet over, rettighedsarbejde i Brasilien og modstanden mod CCS i Danmark og i EU.
God læselyst!
