Anders Fogh og Cost-Benefit-analyser

Debatindæg af Erik Christensen, 14. marts 2002

Få journalister og politikere er opmærksomme på, hvad Anders Fogh faktisk skriver om cost-benefit-analysen i sin berømte bog "Fra socialstat til minimalstat" (1993) (s. 46-47).

Virkeligheden er nemlig meget ironisk og paradoksal.

"Afvisningen af naturlige rettigheder leder netop frem til grundproblemet i nyttelæren: Hvordan vi skal måle det ene menneskes nyttetab i forhold til det andet menneskes nyttegevist. Hvis vi forkaster eksistensen af absolutte værdier og menneskelige rettigheder, så fører vi os selv ud i helt absurde resultater.. Eksempelvis: Kan en voldtægt forsvares med at forbryderens nytte er større end offerets tab?... Nej vel! Når vi driver nyttelæren ud i dens yderste konsekvens, kan enhver indse, at dens ophævelse af de ukrænkelige menneskerettigheder fører til hårrejsende resultater. Dertil kommer et simpelt måleproblem. Da mennesker har individuelle præferencer, er det aldeles umuligt at lave en objektiv målestok for gevinster og tab.

Dette er grundproblemet i de såkaldte cost-benefit analyser, der forsøger at kvantificere tab og genvinst ved planlagte indgreb mod individuelle rettigheder. Cost-benefit-analyserne er udtryk for en kollektivistisk tankegang, som helt ser bort fra individuelle forskelle i menneskers prioritering af værdier. Nyttelæren fører nødvendigvis til et kollektivistisk samfundssystem, idet der skal etableres en central myndighed, som må have autoritet til at fastsætte og kvantificere genvist og tab ved forskellige indgreb i frihedsrettighederne."

Det er tankevækkende ord. De bør indrammes og gives som gave til Bjørn Lomborg, når hans nye institut starter - og bør citeres fra folketingets talerstol af oppositionen hver gang man skal diskuteres miljøvurderinger:

"For øvrigt vil jeg henvise til Anders Foghs kloge ord om cost-benefit-analyser".

Hvorfor har en kvik journalist ikke spurgt både Bjørn Lomborg - og Anders Fogh, hvordan de i dag forholder sig til disse kloge ord fra 1993.

Hvis der er to, der må være fundamentalt uenige (på papiret) - så er det Bjørn Lomborg og Anders Fogh Rasmussen!

Den fulde version af artiklen er bragt i Information 9-10.3.2002