Indledende bemærkninger

Først vil vi gerne anerkende initiativet til denne udenomsparlamentariske høringsrunde. Vi finder det beklageligt, at regeringen og miljøminister Hans Christian Schmidt ikke selv ønskede at gennemføre en offentlig høring, der kunne kaste lys over de åbenlyse problemer som har vist sig i forbindelse med oprettelse af et Institut for Miljøvurdering. Miljøministeren har udvist en magtfuldkommenhed og arrogance, som ikke er set lige i nyere tid, og som varsler ilde for et kommende samarbejde omkring natur- og miljøpolitikken. I dette høringssvar beskrives først de overordnede problemer dernæst mere specifikke spørgsmål vedrørende Institut for Miljøvurdering.

Forhistorien og den kritiske debat

I diskussionen af dette institut er forhistorien unægtelig af stor betydning. Med Bjørn Lomborg som ideologisk bagmand på opfordring af statsministeren og som kandidat til direktørstillingen, tegner der sig et billede af et institut, der ikke skal drive seriøs forskning på højt internationalt niveau, men derimod levere udredninger i statsministerens og miljøministerens liberale ånd. At regeringen kun lytter til dem den vil lytte til, har den kun alt for tydeligt demonstreret med nedlæggelsen af mere end 100 råd og nævn, og med afvisningen af denne høring.

Den kvalificerede, kritiske offentlige debat søges bl.a. kvalt ved at statsministeren i sin nytårstale hang landets eksperter ud som tyranner, der undertrykker den frie folkelige debat. De belemrer befolkningen med deres meninger - og han kaldes dem for statsautoriserede smagsdommere. Regeringen følger tilsyneladende en særlig Venstre-tolkning af hvordan man som politiker skal forholde sig til den offentlige debat: De personer eller organisationer, der leverer højt kvalificeret og faglig velbegrundet kritik, skal opfattes som smagsdommere, og dem skal man ifølge statsministeren netop ikke lytte til. Nej, den almindelige befolkning ved bedst. Regeringen synes åbenbart at det er bedre når indlæggene er ukvalificerede og fagligt ubegrundede!

Der er selvfølgelig mange enkeltpersoner, der deltager med kvalificerede bidrag i den offentlige debat, men kun de færreste formår det lange seje træk med lovgivning og direktiver - eller at sætte sig ind i meget komplicerede sager. Her udfylder organisationerne samt råd og nævn en vigtig rolle. Man kunne få den mistanke, at regeringen i virkeligheden også er ligeglad med den "almindelige danskers" meninger og først og fremmest ønsker fri bane for en ny miljøpolitik der bygger på neo-klassisk økonomisk teori.

Institut for Miljøvurdering skal ses i dette lys og kan samtidig opfattes som en gave til Bjørn Lomborg for hans succesrige arbejde med at skabe tvivl om miljøproblemernes eksistens, den aktuelle prioritering af løsningerne og mistænkeliggørelse af miljøbevægelser, organisationer og partier, der tager natur- og miljøproblemerne alvorligt. Et Institut for Miljøvurdering vil alene som følge af den baggrund hvorpå det etableres, fra starten af have mistet enhver form for autoritet og vil af de fleste blive afskrevet som en seriøs partner i arbejdet for at skabe et bæredygtigt samfund.

Meget svag bæredygtighed i centrum

Oprettelsen af et Institut for Miljøvurdering vil eksponere et skift i de etiske holdninger og værdier der ligger bag miljøpolitikken. Det nye i diskussionen er, at Lomborg og Statsministeren sammen med regeringen og Dansk Folkeparti, tager udgangspunkt i den svagest mulige fortolkning af hvad bæredygtighed er. I deres verdensbillede er økonomien det centrale og miljøet en vare der kan/bør prissættes. Gør man det, bliver det muligt at beregne om en given miljøindsats kan betale sig. Først fastsætter man selv prisen på et naturelement eller en naturkvalitet og dernæst holder man prisen op mod hvad det vil koste at forhindre eller reducere en given forurening. Metoden kaldes cost-benefit analyse og er miljøøkonomers arbejdsredskab, når de skal forklare "verdens sande tilstand".

I dagens miljøforvaltning foretages også en lang række politiske valg, faglige vurderinger og skøn, men som udgangspunkt afstår myndigheder og andre fra at sætte pris på Danmarks arter og naturty-per. Hvad skulle naturtypen ekstrem rigkær, Råbjerg Mile eller Susåen f.eks. koste? Hvad er prisen på en levedygtig bestand af klokkefrøer? Eller hvad mon lærkens sang er værd? Hvad er vores børns overlevelse værd i kr. når vi f.eks. taler drivhuseffekt, ozonnedbrydning og kemiske stoffer?

Efter NOAH´s mening vil der altid være brug for at prioritere investering og indsats ud fra den bedst tilgængelige viden, men valgene må ske med respekt for det værdigrundlag miljøpolitikken hviler på (ønske om en rig natur og et uforurenet miljø, offentlighedens deltagelse, forsigtighedsprincippet, forureneren betaler, indsats ved kilden m.v.). Men der hverken kan eller skal der sættes pris på naturen. Vi er selv en del af naturen og vores langsigtede velstand og livskvalitet afhænger til syvende og sidst af, at vi forvalter vores naturgrundlag på en bæredygtig måde samt yder vores proportionale bidrag til at holde det globale ressourceforbrug inden for det miljømæssige råderum. Det kræver regulering - ikke liberalisering. Overudnyttelse og misrøgt viser sig ikke nødvendigvis i morgen da store økologiske systemer udviser træghed - f.eks. bliver klimaforandringer og ozonhuller i højere grad et problem for de næste generationer end det er for os i dag. Det kræver langsigtet planlægning frem for kortsigtede økonomiske cost-benefit analyser.

I dagens natur- og miljølovgivning er der ambitioner om opretholdelse af et alsidigt dyre- og planteliv, men hensigtserklæringen tilsidesættes gang på gang i den praktiske forvaltning - først og fremmest i forbindelse med etablering af infrastrukturanlæg.

Hvis vi fortsat vil opretholde ambitionen om et alsidigt dyre- og planteliv i Danmark samt en bred repræsentation af de naturtyper vi har i dag, og et uforurenet miljø, så må vi træffe nogle valg der siger, at vi vil fastholde og forbedre disse kvaliteter. De folkevalgte må tage initiativer til at dette faktisk sker.

Har man først accepteret at administrere natur og miljø ud fra cost-benefit analyser så har man accepteret at sætte pris på naturen og lade markedets usynlige hånd råde. Derfra er der ikke langt til også at sætte bæredygtighed ind i en økonomisk formel og håndtere natur- og miljøspørgsmål på linie med andre økonomiske parametre. Det er hvad Det Økonomiske Råd har forsøgt via begrebet "ægte opsparing" der er et frontalt angreb på den nugældende natur- og miljøpolitik.

Beregningen af et lands "ægte opsparing" forudsætter, at der indledningsvis skal accepteres nogle meget vidtgående forudsætninger for især miljøpolitikken i Danmark og internationalt. Lad os nævne et par af problemerne ved begrebet "ægte opsparing":

• Natur og miljø prissættes som var der tale om enhver anden vare. Vi er af den stik modsatte opfattelse og mener på linie med en lang række andre natur- og miljøorganisationer, at naturen med dens utallige elementer og samspillet mellem dem (økosystemernes struktur og funktion), er uerstattelige, og skal tillægges en værdi i sig selv. Lærkens sang hverken kan eller skal prissættes.
  
  
• Udveksling mellem kapitaler (substitutionsantagelsen) er en forudsætning for begrebet. Substitutionen skal kunne foregå mellem økonomisk kapital, naturkapital og humankapital (meget svag bæredygtighed). Vi finder det helt uacceptabelt at en udvikling skal kunne kaldes for bæredygtig, hvis f.eks. udvikling af computersoftware, et højere gennemsnitligt uddannelsesniveau i befolkningen eller et større motorvejsnet, skal kunne kompensere tab af rent drikkevand, naturområder eller arter.
  
  
• Det globale perspektiv mangler. Beregningen af "ægte opsparing" er en løsrevet national beregning der bygger på nettonationalproduktet (NNP) og som helt ser bort fra forholdet mellem nulevende generationer. Alene af denne grund er begrebet "ægte opsparing" ikke anvendeligt som bæ-redygtighedsmål. En danskers årlige råstofforbrug med tilhørende forureningsudledning må ikke være større end at det skal kunne efterlignes af alle verdens borgere - uden at økosystemerne taber kvalitet. En lighedsbetragtning mellem nulevende generationer er helt central i en tid, hvor det kan forventes, at verdens mest folkerige nationer, inden for en overskuelig årrække, realiserer deres befolkningers ønske om at tilegne sig en materiel levestandard lig den vi har i dag. Det er os der har muligheden for at vise, at velfærd kan skabes på en måde, så der er nok til alle. Det sker på ingen måde med brug af begrebet "ægte opsparing", der mest tjener til at retfærdiggøre "business as usual" i bæredygtighedens navn!
  
  

Vi mener oprettelsen af et Institut for Miljøvurdering skal ses en sådan større sammenhæng med regeringens ønske om, at så mange dele af samfundet som muligt markedsgøres, introduktion af et svagt eller meget svagt bæredygtighedssyn i miljøpolitikken, flittig brug af mest-miljø-for-pengene mantraet, pris på naturen og cost-benefit analyser.

Instituttets formål

Ud fra det foreliggende er det meget uklart, hvad der egentlig skal være formålet med instituttet. På en og samme tid tales der om noget så forskelligt som "forskning på højt internationalt niveau", "opnåelse af de ønskede uafhængige vurderinger" samt "formidle den opnåede viden til offentligheden og politiske beslutningstagere".

I regeringsoplægget hedder det bl.a.: "Regeringen vil etablere et Institut for Miljøvurdering. Det er instituttets opgave gennem forskning på højt, internationalt niveau at skabe overblik over den aktuelle og den langsigtede miljøsituation såvel i Danmark som globalt, at vurdere effektiviteten af miljøinitiativer samt at formidle denne viden og indsigt til offentligheden og politiske beslutningstagere."

Ifølge denne beskrivelse skal instituttet ikke bare levere forskning, men "forskning på højt, internationalt niveau" dvs. på baggrund af arbejder publiceret i internationalt anerkendte tidsskrifter. En sådan ambition vil kræve store ressourcer over mange år og et forskningsmæssigt klima der kan tiltrække samarbejdspartnere fra hele verden. Det gøres normalt bedst ved at sætte en højt anerkendt forsker med mange seriøse publikationer, i spidsen for arbejdet. Her lyder det som om der skal leveres grundforskning frem for udredning og layout af farvede publikationer til husstandsomdeling.

Men i finanslovforslagets tekst hedder det: "De relevante forskningsmiljøer og kompetencecentre er placeret på universiteter, sektorforskningsinstitutioner, serviceinstitutter og myndigheder i ind- og udland og udgør tilsammen den meget brede vifte af videnskabelige kompetencer og databanker, der vil være nødvendige for at opnå de ønskede uafhængige vurderinger på et videnskabeligt forsvarligt grundlag". Nu handler det om at opnå ønskede vurderinger - altså en beskrivelse der mest ligner udredningsarbejde baseret på andres arbejde og med fokus på nogle ønskede vurderinger.

Og endelig skal instituttet som nævnt også "formidle den opnåede viden til offentligheden og politiske beslutningstagere". En helt anderledes opgave end forskning på højt niveau, eller udarbejdelse af udredninger, men det skal instituttet altså også lige klare. Der er noget her som slet ikke hænger sammen.

Og så er der selve den opgave instituttet sættes til at løse. Instituttet skal sikre en effektiv anvendelse af miljømidlerne ved at skabe overblik over den aktuelle og langsigtede miljøsituation - ikke bare i Danmark - men også globalt. Det er noget af en mundfuld for 6-7 ansatte specielt set i lyset af at DMU med 570 medarbejdere søger at skabe overblik over den danske miljøsituation. På EU-niveau arbejder Miljøargenturet på at skabe overblik over miljøsituationen i EU og FN´s UNDP og UNEP arbejder sammen med en række andre institutioner på at skabe overblik over de regionale og globale miljøproblemer. Hvordan har regeringen tænkt sig at noget institut seriøst skulle kunne løse en sådan opgave med et årligt budget på 10 mio. kr.? Og så er der tidsperspektivet. At se på den aktuelle situation kræver data fra omfattende moniteringsprogrammer nationalt og internationalt. Men at vurdere den langsigtede miljøsituation, på baggrund af forskning på højt, internationalt niveau, kræver videnskabeligt publicerede arbejder med kalibrerede miljø-og samfundsmodeller. Et eksempel herpå er klimaproblematikken der involverer tusindvis af forskere. Det hænger slet ikke sammen.

Meget af det her nævnte arbejde foregår allerede på DMU så man må spørge hvad regeringen egentlig vil med det nye institut. Det kunne være et første skridt til noget meget større, men hvad så med DMU? Og hvad med uafhængigheden. Hvis man virkelig ønskede en uafhængig forskning ville det bedste være at placere instituttet på et af landets universiteter.

Mon ikke dette mest handler om at få en politisk sparringspartner tildelt en videnskabelig kasket? Det bliver spændende at se hvilke seriøse forskere der vil nedværdige sig til at tage et så politisk beskidt job, som det der efter alt at dømme lægges op til med dette nye "institut".

Strategisk miljøplanlægning og Institut for Miljøøkonomi

I finanslovforslagets tekst heder det videre, at "bestyrelsen skal fremkomme med forslag til, hvorledes Miljøministeriets rapporteringer af natur- og miljøtilstanden i Danmark skal indgå i instituttets arbejde, og hvorledes dette rapporteres til offentligheden og politiske beslutningstagere". Instituttet skal med andre ord blande sig i Danmarks Miljøundersøgelsers (DMU´s) arbejde med rapportering af natur- og miljøtilstanden i Danmark samt være en politisk aktør i forbindelse med rapporternes formidling.

Det foreslås videre at "Bestyrelsens forslag skal sendes i international bedømmelse (peer review), dvs. kommenteres af udenlandske eksperter med erfaring inden for området". Regeringen vil åbenbart gøre Danmark til grin - man sender ikke bestyrelsesforslag i peer review, men derimod videnskabelige arbejder der ønskes optaget i videnskabelige tidsskrifter.

Den strategiske miljøplanlægning vil først fungere, når alle planlægningens aktører bidrager - ikke mindst det politiske niveau. Politikerne må forholde sig til de informationer om naturens og miljøets tilstand og udviklingstendenser, som tilvejebringes af Miljøministeriets forskningsinstitutioner samt landets universiteter. Vi frygter, at miljøministeren gennem Institut for Miljøvurdering ønsker at styre DMU´s anbefalinger vedr. natur- og miljøpolitikken samtidig med at ministeren vil svække Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) økonomisk - reelt en demontering af det strategiske miljø-planlægningsværktøj. I stedet for at reflektere på Miljøministeriets afrapportering af naturens og miljøets tilstand frygter vi, at miljøministeren vil bruge det foreslåede Institut for Miljøvurdering til at levere vurderinger og anbefalinger, der baseres på det meget svage bæredygtighedsbegreb og miljøøkonomiske cost-benefit beregninger.

Ansættelsesprocedure og kommissorium

Ministeren udpeger en bestyrelsesformand der ansætter institiuttets første direktør - altså før resten af bestyrelsen udpeges. Hvorfor skal direktøren ikke ansættes af den samlede bestyrelse og efter vurdering af et forskningskyndigt ansættelsesudvalg? Og hvorfor foreligger der ikke et kommissorium for, hvad instituttet skal beskæftige sig med. Regeringen har netop haft så travlt med at mis-tænkeliggøre diverse råd og nævn mhp. at bruge pengene bedre, så hvorfor skal dette institut søsættes uden høringsrunde og arbejdsgrundlag? Mon ikke vi er vidne til oprettelsen af et statsfinansieret smagsdommerpanel på miljøområdet?

Sammenfatning

NOAH finder ikke der er behov for at oprette et Institut for Miljøvurdering. De 10 mio. kr. det vil koste årligt kan bruges langt mere effektivt og miljøvenligt på andre områder. Indtil der foreligger et entydigt formål samt et kommissorium, der tydeligt formulerer, hvad instituttet konkret skal lave, så må vi se instituttet i den sammenhæng det er blevet lanceret af VK-regeringen, nemlig som modstykke til f.eks. DMU´s arbejde og dagens værdibaserede miljøpolitik. NOAH deler ikke det grundsyn, at en prissættelse af naturen og miljøet skal danne basis for kommende valg omkring miljøindsatsen. Og vi tager skarp afstand fra, at instituttet vil promovere det meget svage bæredygtighedsbegreb.

Vurderinger af effektiviteten i anvendelsen af miljømidlerne sker allerede i dag gennem eksterne evalueringer samt de ansvarlige institutioner. Hvad angår øget brug af miljøøkonomiske cost-benefit analyser så tilgodeses dette i rigelig udstrækning via Det Økonomiske Råds og DMU´s arbejde.

På vegne af NOAH´s Aktualitetsgruppe

Kim Ejlertsen