Bæredygtighed - hvad er det?

Debatindæg af NOAHs Bæredygtighedsgruppe

Begrebet bæredygtighed nævnes i mange sammenhænge, men der er ikke enighed om, hvad det betyder. Er en bæredygtig økonomi f.eks. ensbetydende med et bæredygtigt samfund?

I Brundtlandkommissionens rapport om miljø og udvikling fra 1987 "Vores fælles fremtid", blev en bæredygtig udvikling defineret som en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare. I rapporten omtales først og fremmest de miljømæssige, sociale og økonomiske dimensioner af bæredygtighed.

Efter Brundtland-rapporten fulgte topmødet i Rio de Janeiro i 1992. Her vedtog verdens regerings- og statsledere et handlingsprogram for en bæredygtig udvikling - Agenda 21. I Agenda 21 indgår den samfundsmæssige organisation som et væsentligt element i diskussionen af bæredygtighed. Denne dimension kan kaldes den institutionelle dimension. Begrebet dækker samfundets organisering, men også personlige vaner og adfærdsmønstre.

I dette indlæg vil vi beskrive de elementer, vi finder er vigtige i diskussionen af, hvornår en udvikling kan kaldes bæredygtig. Ingen kan på forhånd sige, hvordan et bæredygtigt samfund skal se ud, eller præcis hvilken vej vi skal følge. I det nationale, såvel som det lokale Agenda 21-arbejde bliver vi derfor nødt til selv at skabe nogle billeder af det samfund, vi ønsker for os selv og vores efterkommere. Det er os, der skal vælge, hvilken etik og kvalitet vi vil bygge vores samfund på. Det vil sige, hvordan skal vores forhold til miljøet, forhold mellem mennesker, økonomi og samfundsmæssige institutioner være, for at vi kan kalde det et bæredygtigt samfund. Diskussionen af de grundlæggende værdier, og udviklingen af et bæredygtigt samfund må, som det jo også blev påpeget i Rio, ske både nationalt og lokalt.

I det følgende beskrives fire sider, eller dimensioner, af bæredygtighedsbegrebet:

- den miljømæssige dimension

- den sociale dimension

- den økonomiske dimension

- den institutionelle dimension

De fire dimensioner beskrives som værdisæt. Med værdisæt mener vi, det man også kalder imperativer. Det vil sige sæt af værdier, der fordrer handling. Når vi vælger at tale om værdisæt, er det fordi der ikke findes nogen økonomisk eller videnskabelig metode, der kan fortælle hvad bæredygtighed er. Det skal altså være et fælles værdigrundlag, der driver værket.

Når de fire værdisæt, der til sammen kan beskrive begrebet bæredygtighed, stilles op og forbindes med linier som vist i figur 1, fremkommer et billede der kan opfattes som en tredimensional figur, som kaldes et tetraeder. Forbindelserne mellem de miljømæssige, sociale, økonomiske og institutionelle dimensioner er lige så vigtige at diskutere som dimensionerne i sig selv. Ved at indsætte dem i figuren illustreres, at bæredygtighed er et kompliceret begreb, der indeholder en lang række afvejninger og valg.

Fordi vi ikke i dag har et bæredygtigt samfund, bliver beskrivelsen af værdisæt naturligt fulgt af et sæt målsætninger. Målsætninger, der afspejler, hvor vi vil hen for at opnå et bæredygtigt samfund, og målsætninger, som gør det muligt at opstille indikatorer, så vi kan måle, om vi er på rette vej.

Figur 1. Bæredygtighedstetraeder Idé efter J. Spangenberg, Wuppertal Institute.

Det miljømæssige værdisæt

Det miljømæssige værdisæt handler om at undgå at påvirke natur og miljø i en negativ retning. Det vil sige at bevare økosystemers struktur og funktion, at øge antallet af naturelementer (f.eks. vandhuller og levende hegn) i det åbne land, at bevare værdifulde kulturelementer, samt at lukke menneskeskabte stofkredsløb. I NOAH mener vi, at reduktion af materialestrømmene er et overordnet mål, der omfatter størstedelen af de miljømæssige værdier. En målsætning om en markant reduktion i mængden af materialer, der overføres fra naturen til økonomien (produktion og forbrug) vil, alt andet lige, reducere spildet fra processer og dannelsen af affald. En anden vigtig målsætning er at fravælge de mest sundheds- og miljøskadelige stoffer og processer. Tilsammen vil disse målsætninger reduceres menneskets påvirkning af natur og miljø.

Det sociale værdisæt

Det sociale værdisæt handler om at sikre sammenhængskraften i samfundet. Samfundet skal her forstås både som lokalsamfundet, nationalstaten og verdenssamfundet. Det kan ske gennem udvikling af hvert enkelt menneskes særlige kvaliteter, uddannelse og erfaring. I NOAH mener vi, at målet for et bæredygtigt samfund, set i et socialt perspektiv, er et samfund uden udstødning eller diskrimination med hensyn til status, køn, race, religion, alder m.m., og et samfund som sikrer alle lige adgang til de fælles goder.

Det institutionelle værdisæt

Det institutionelle værdisæt skal beskrive samfundets organisation, såvel som personlige vaner og adfærdsmønstre. Det er afgørende, at samfundets institutioner underbygger de sociale og miljømæssige værdisæt, man har valgt. Omdrejningspunktet for et fælles værdisæt er borgerdeltagelse, forstået bredt som aktive borgere, der tager del i samfundslivet både som enkeltpersoner og som deltagere i den offentlige debat.

For de politiske institutioner, f.eks. kommuner, amter og ministerier, er åbenhed, gennemsigtighed samt nærhedsprincippet centrale værdier. Det vigtigste mål er at sikre borgenes mulighed for at få indflydelse. NOAH finder det nødvendigt, at arbejdsgangen i de offentlige forvaltninger og politiske beslutningsprocesser ændres, så der i langt højere grad end i dag er tid til en åben debat med politikere og forvaltninger samt tid til flere borgerhøringer. Frem for alt skal alle have fri adgang til alle dokumenter og informationer.

Institutioner så som folks vaner og forbrugsmønstre er også omdrejningspunkter i en bæredygtig udvikling, og dermed et vigtigt element i det lokale arbejde. Der kan gøres meget lokalt for at udbrede viden om miljø, og ikke mindst skabe rum for den enkeltes muligheder for at agere miljørigtigt.

Det økonomiske værdisæt

Det centrale ved det økonomiske værdisæt er, at økonomien skal være et redskab for udvikling af sociale og miljømæssige værdier. Det vil sige, at økonomien skal sikre alle menneskers basale behov for materiel og social velfærd. En velfærd, der ikke går på kompromis med de miljømæssige og sociale værdisæt. Markedsmekanismerne kan bruges til at forbedre de miljøvenlige teknologiers konkurrenceevne i forhold til de mindre miljøvenlige teknologier således at der sikres en produktion af varer, serviceydelser og jobs, der til stadighed repræsenterer de bedst mulige miljøegenskaber.

I figur 1 er relationerne mellem de fire værdisæt udtrykt ved de seks linier, som forbinder figurens fire hjørner. I det følgende fokuseres på sammenhængene mellem de fire dimensioner af bæredygtighedsbegrebet. Hvordan hænger f.eks. økonomien og miljøet sammen, og hvad skal der til for at denne sammenhæng kan bliver bæredygtig.

Forholdet mellem den institutionelle og den miljømæssige dimension handler især om statens eller den lokale myndigheds måde at forvalte miljøet på via love og regler. Her er kodeordet først og fremmest forsigtighed. Dels i betydningen at lade tvivlen komme miljøet til gode. Det vil sige, at i tilfælde hvor der kan være tvivl om at f.eks. hvorvidt en given planlægning eller et stof er skadeligt for miljøet, så falder valget ud til miljøets fordel. Dels i betydningen tilbageholdenhed, f.eks. i brugen af ressourcer. Relationen kan også udvides til at omfatte organisationer og individer, hvis der fokuseres på den del af det institutionelle værdisæt, der drejer sig om vaner og forbrugsmønstre, og hvordan disse værdier påvirker miljøet.

I forholdet mellem det sociale og det institutionelle værdisæt er kodeordet demokrati. Med lokal Agenda 21som udgangspunkt handler denne del af bæredygtighedsbegrebet især om at styrke borgerdeltagelsen i de politiske beslutningsprocesser på alle niveauer i samfundet. Der er brug for at få flere til at engagere sig i de fælles problemer, men en forudsætning for det er, at folk får reel indflydelse.

Mellem det økonomiske og det institutionelle værdisæt står retfærdighed. Da en bæredygtig udvikling nødvendigvis indebærer, at en lang række produktioner og aktiviteter må begrænses eller forbydes, bliver opgaven at skabe en proces, der på en og samme tid opleves som retfærdig for aktørerne (f.eks. erhvervslivet), og som sikrer den nødvendige forandring i samfundet.

Et økonomisk system er kun bæredygtigt, hvis forbruget af ressourcer er begrænset til en størrelse og kvalitet, der ikke overudnytter kilderne eller overbelaster de økosystemer, der skal modtage affald fra produktion og forbrug. Derfor handler forholdet mellem det økonomiske og det miljømæssige værdisæt først og fremmest om to ting. Dels om hvor ressource-effektivt varer og service-ydelser kan leveres, dels om størrelsen af den samlede mængde råstoffer, der anvendes inden for et givet område. Denne øko-effektivitet, hhv. det samlede råstofforbrug, er nøgleparametre i udviklingen af miljøvenlige produkter, såvel som for ønsket om at reducere de menneskeskabte materialestrømme.

Forholdet mellem det økonomiske og det sociale værdisæt drejer sig først og fremmest om byrdefordelingen i samfundet. Her kan der være tale om, at erhvervslivet påtager sig sociale forpligtelser ved at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor alle kan få en meningsfuld beskæftigelse. Der kan også tilstræbes en udjævning af borgernes netto-indkomster gennem den førte fordelingspolitik. Jo mindre skel mellem rig og fattig i et samfund, jo færre spændinger, og jo større sammenhængskraft kan der opnås.

Forholdet mellem det sociale og det miljømæssige værdisæt handler først og fremmest om lige adgang til ressourcerne. Et sådant globalt lighedsprincip indebærer, at den mængde råstoffer vi bruger som samfund eller som individer ikke må være større, end at alle andre på Jorden har adgang til det samme forbrug uden at miljøet tager skade eller råstoffer overudnyttes. Lige adgang til ressourcerne indebærer for os i den rige del af verden, at vi skal skære drastisk ned i forbruget af råstoffer for at give plads til, at alle andre kan have et lignende forbrug.

Bæredygtig udvikling er etik og politik

Der findes forskellige opfattelser af, i hvilket omfang vi mennesker har lov til at gribe ind i naturen. Og alt efter hvilke interesser man har, vil der blive lagt mere eller mindre vægt på de forskellige dele af bæredygtighedsbegrebet.

I NOAH mener vi, at bæredygtighed må indebære, at fornyelige såvel som ikke-fornyelige ressourcer ikke bruges hurtigere, end de gendannes. Det er af nogle blevet kaldt meget stærk bæredygtighed. Især økonomer har gradbøjet begrebet i f.eks. meget svag, svag, stærk og meget stærk bæredygtighed. En opdeling, der indirekte udpeger "meget stærk bæredygtighed" som ekstrem med det formål at forhindre, at hensyn til bæredygtighed medfører begrænsninger via den førte økonomiske politik.

Økonomer har især haft travlt med at finde en definition af bæredygtighed, som tillader en prissættelse af naturen, hvorved miljømæssige omkostninger kan indregnes i traditionelle økonomiske modeller. Problemet med det er, at de fleste kvaliteter og elementer i biologiske systemer reelt ikke lader sig omregne til kroner eller EURO. Hvad er f.eks. værdien af lærkesang? Forsvinder lærken eller en algeart, vil det ikke umiddelbart få nogen økonomisk betydning. Derfor har lærken og algen ingen værdi i økonomisk sammenhæng. Men ud fra en økologisk betragtning er enhver dyre- eller planteart uerstattelig, og for hver art der forsvinder bliver vores liv fattigere og økosystemernes struktur og funktion ændret.

Vi har kun én jord. Der er et modsætningsforhold mellem denne kendsgerning og det nuværende økonomiske system, der kun fungerer, så længe det vokser. På længere sigt hænger de to ting ikke sammen. For at opnå bæredygtighed må økonomien derfor indrettes, så den respekterer at der findes absolutte fysiske grænser for, hvad vi kan bruge af ressourcer - enten på grund af deres mængde, vores mulighed for at få fat på dem, eller på grund af den forurening, ressourceforbruget skaber. Der må træffes nogle valg på baggrund af den viden, vi har i dag. Valg der bygger på en række bredt accepterede principper, såsom dem vi har skitseret i dette kapitel.

Udgangspunktet for en bæredygtig udvikling er en politisk diskussion, hvor de overordnede målsætninger for vores samfunds udvikling skal fastlægges. Bæredygtighedsfiguren tager udgangspunkt i hovedhjørnestenene, det vil sige det miljømæssige, det sociale, det økonomiske og det institutionelle, og forsøger at give et bud på nogle af de sammenhænge, der er mellem disse. Forbindelseslinierne illustrerer, at væsentlige sammenhænge i diskussionen af bæredygtig udvikling er forsigtighed, demokrati, retfærdighed, øko-effektivitet/totalt råstofforbrug, byrdefordelingen og lige adgang til ressourcerne. Nogle dele af bæredygtighedsbegrebet giver det mest mening at diskutere på globalt niveau, andre på nationalt, og andre igen på det lokale niveau.