[Præsentation] [Det miljømæssige råderum] [Gruppens udgivelser] [Nyheder]

 


Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 6. november 2006 (med ændringer foretaget af JP)

Begræns korte flyruter

EU-Kommissionen barsler med et nyt lovudkast, der skal inddrage luftfarten i kampen mod den globale opvarmning. Det er på høje tid, for mange års særbehandling af luftfartsbranchen i form af omkostningsfri forurening har gradvist gjort os afhængige af billig flytransport til skade for både samfundsøkonomi og miljø.

Da anden verdenskrig sluttede, var der overkapacitet af flyvemaskiner, piloter, flyveledere osv., men der var ikke mange, der tænkte på klimaforandringer eller energiforsyningssikkerhed. På den baggrund vedtog man at forbyde afgifter på flybrændstof på alle internationale ruter - en beslutning alverdens regeringer er bundet af den dag i dag. Heller ikke Kyoto-aftalen kunne fravriste luftfarten deres hævdvundne ret til at kunne forurene omkostningsfrit.

Fogh-regeringen har speedet væksten i luftfarten yderligere op ved f.eks. at afskaffe passagerafgiften og ved at støtte udvidelsen af lufthavnskapaciteten. Det kan virke underligt, at en regering, der påstår, at den lægger stor vægt på grøn energi, vækst og beskæftigelse, ønsker at fremme en branche, der medfører en klimabelastning, der svarer til 10 % af Danmarks samlede klimapåvirkning, men kun bidrager med 0,4 % til Danmarks BNP og kun beskæftiger 0,4 % af de beskæftigede i Danmark.

Set i lyset af, at luftfart har fået et prædikatet som en af verdens hurtigst voksende kilder til drivhusgasudslip, ser det desværre ud til, at det blive et meget svagt udspil, som Kommissionen kommer med. Med økonomiske konsekvensanalyser af en kvotehandelsordning, der forudsiger prisstigninger fra helt ned til 1,5 kr. for korte distancer og op til 70 kr. per retur-billet for langdistanceflyvninger, er det klart, at indvirkningen på væksten vil være minimal. Til sammenligning lød passagerafgiften på 75 kr.

Mange mener, at jordens klima skal reddes ved, at man først og fremmest plukker de lavest hængende frugter til at opnå reduktioner i drivhusgasudslippet. En sådan frugt er korte flyruter. Dels bruger korte flyruter mere energi per kilometer end lange ture pga. det høje brændstofforbrug forbundet med starter og landinger. Dels er der gode alternativer til korte flyruter. Alternativer der forurener langt mindre. Eksempelvis skaber en passager, der kører i tog fra København til Bruxelles, 14 gange mindre drivhuseffekt, end en passager der tager flyet. Dertil kommer, at de fleste flyafgange i Europa er korte distancer. Når man kan have direkte fly mellem København og Bruxelles, kan man vel også have direkte tog. Og er det ikke mindste ligeså komfortabelt at lægge sig til rette i en sovevogn på Københavns Hovedbanegård ved midnatstid og, efter at være blevet vækket af morgenmad fra togstewardessen, frisk og udhvilet trille ind på Bruxelles Centralbanegård næste morgen, som at skulle op kl. 4 for at nå morgenflyet?

Indlægget er skrevet af Jacob Sørensen i samarbejde med NOAH's Bæredygtighedsgruppe