[Præsentation] [Det miljømæssige råderum] [Gruppens udgivelser] [Nyheder]

 

Debathæfte om miljøøkonomi

Vi skal have mest miljø for pengene. Det er det nye slagord i miljødebatten. Og det lyder jo rigtig godt. Men bag ordene gemmer sig ofte miljø-økonomiske beregninger, hvor økonomer har forsøgt at give en økonomisk beskrivelse af samfundets påvirkning af naturen. Det centrale redskab i beregningerne er den såkaldte cost-benefit analyse, der benytter kroner og øre som fællesnævner.

Men hvorfor opstår der et kor af kritiske røster, hver gang økonomerne begynder at regne på miljøet? Det må da være i alles interesse at få så meget for pengene som muligt? Et af problemerne er, at det ikke er helt så let, som det umiddelbart ser ud. Det er svært at sætte et prisskilt på miljøet, selv når vi taler om små, begrænsede analyser. Og det bliver endnu sværere, når vi begynder at arbejde med de store, globale problemer.

Emnet er omfattende og komplekst, men økonomi er alligevel noget som berører os alle i hverdagen. Debathæftet gennemgår, hvad markedsøkonomi er og ser kritisk på den meget omdiskuterede fagdisciplin miljøøkonomi og de tilknyttede cost-benefit analyser.

Hæftet kan med fordel anvendes i samfundsfag til at belyse forskellige dele af økonomien, fra markedsmekanismer til bæredygtighed og etik. Det henvender sig til gymnasier, HF og de ældste folkeskoleklasser, men også til almindelige borgere der ønsker at vide mere om denne kontroversielle fagdisciplin.

Bladet er på 16 sider og rigt illustreret med billeder og tegninger. Hvert opslag indeholder en introduktionstekst, samt et antal tekstbokse, der udbygger og underbygger introduktionsteksten.

Ved bestilling af klassesæt (30 stk.) medfølger en gennemarbejdet webbaseret lærervejledning. Lærervejledningen lægger vægt på at give inspiration til undervisningen bl.a. ved at skitsere forskellige øvelser, som kan bruges i sammenhæng med hvert af hæftets opslag. Desuden præsenterer den kort og præcist nogle af de økonomiske problemstillinger, som det ville komme for vidt at omtale i debathæftet, men som en underviser nemt kan støde på i en undervisningssituation.

Eksempler på sider fra bladet:
Side 3: Indholdsfortegnelse
Side 8: Kan det betale sig?

Hæftet koster 20 kr pr stk (ekskl. forsendelse 15 kr.). Klassesæt, 30 stk: 400 kr (inkl. webbaseret lærervejledning, ekskl. forsendelse 75 kr.). Kan bestilles her eller på tlf. 3536 1212.