Klima-topmøde i Kyoto Dette dokument beskriver NOAHs politik på klimaområdet med udgangspunkt i topmødet i Kyoto, Japan, der fandt sted den 1-10 december 1997.   Hvad forlanger NOAH af Kyoto: Vedtagelse af en protokol med juridisk bindende forpligtelser for Annex I landene (OECD + Østeuropæiske overgangsøkonomier) mhp. at reducere CO2 og andre drivhusgasser. En 20% reduktion i alle Annex I landenes per capita CO2 udledning frem til år 2005 i forhold til 1990 niveauet (AOSIS protokollen). Juridisk bindende reduktionsmål for alle drivhusgasser der ikke er reguleret af Montreal protokollen. Beslutning om regelmæssigt at revidere reduktionsmålene. Et effektivt moniteringsprogram. Hvad der ikke skal komme ud af Kyoto: 2010 som det første målår for reduktion i udledningerne. En løsning hvor målene strikkes sammen af flere drivhusgasser - det vil være umuligt at kontrollere. Vedtagelse af joint implementation (JI) og omsættelige forureningstilladelser (OFT) da disse virkemidler vil føre til en fortsat ulighed i de faktiske udledninger. Komplekse løsninger med differentiering og uens per capita mål. Hvad ønsker vi på længere sigt: Farlige klimaforandringer må forhindres f.eks. ved at temperaturstigningerne holdes under 0,1 °C per årti og at den samlede temperaturstigning holdes på under 1 °C over førindustrielt niveau./LI> Lighed i per capita CO2 udledningen. Dette vil være en forudsætning for en kommende dialog med U-landene om begrænsninger i deres udledning. I-landene må derfor hurtigst muligt reducere udledningerne til U-landenes niveau (se vedlagte CO2-råderums scenarie). Et bæredygtigt og effektivt 100% vedvarende energiforsyningssystem. Først orden i eget hus Joint implementation og omsættelige forureningstilladelser vil forhindre gennemførelsen af de nødvendige CO2-reduktioner i I-landene og undergrave den nuværende politik vedrørende udviklingsbistand. Vi må derfor først bringe orden i eget hus, førend vi stiller krav til lande, der med rette kan påkalde sig en ret til CO2-udledning for at kunne opbygge den nødvendige infrastruktur. Her og nu vil JI og OFT svække anvendelsen af de p.t. anvendte virkemidler: Afgifter og subsidier. Vi kan se frem til en lang periode, hvor de nuværende virkemidler ikke udvikles og hvor det diskuteres, hvorledes JI og OFT kan praktiseres. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at det er de stærkeste kritikere af, at der skal gøres noget, som forlanger de nuværende afgifter fjernet og som taler varmt for JI og OFT - f.eks. Venstre, Konservative og Dansk Industri.   Kyoto - og hvad så? Vedlagt finder du et CO2-råderums scenarie udarbejdet af NOAH´s energigruppe. Et råderum for CO2 består af 2 grundlæggende dele: Klimasystemets bæreevne må ikke overskrides - kommende generationer skal levnes samme muligheder som vores. Det globale lighedsprincip der siger, at alle på jorden har lige ret (men ikke pligt) til at udlede samme mængde CO2. Måske har vi allerede overskredet klimasystemets bæreevne og enhver yderligere udledning af drivhusgasser vil øge risikoen for farlige klimaforandringer. Det skitserede lav-risiko-scenarie er et realistisk bud på, hvad der kan lade sig gøre, såfremt politikerne såvel som I-landenes forbrugere vil. I-landene må gå først i udviklingen fordi vi har teknologien og kapitalen til at gennemføre energibesparelser og udvikle et bæredygtigt 100% vedvarende energiforsyningssystem. Spørgsmålet om lighed vil blive helt afgørende i forhold til at få U-landene til at påtage sig forpligtelser i de kommende klimaforhandlinger. Vi skal ikke udlede mere CO2, end hvis alle andre gjorde det samme, da vil klimaet ikke forandres. Scenariet perspektiverer resultatet fra klimatopmødet i Kyoto: En samlet reduktion i udledning af de 6 vigtigste drivhusgasser svarende til en CO2-reduktion i I-landene på 5,2% i år 2008-10 sammenlignet med 1990. Og det perspektiverer især USA´s uansvarlige og helt utilstrækkelige udspil til forhandlingerne: Stabilisering af alle drivhusgasser i perioden 2008-2012 - altså en 10-14 års udskydelse af den stabilisering som Toronto-konferencen anbefalede allerede i 1988. USA´s holdning er uansvarlig, specielt i betragtning af, at der findes såkaldte "no regrets measures", d.v.s. initiativer, der kan gennemføres uden økonomiske nettoomkostninger, og som kan nedbringe CO2-udledningen med mellem 10% og 30%.   Figur 1 Figur 1 illustrerer, hvor store per capita CO2-reduktioner der er nødvendige i I-landene hhv. hvor meget U-landene samtidig skal begrænse deres stigning, for at holde den samlede udledning indenfor et lav-risiko-scenarie.    Vi må stræbe efter, at I-lande såvel som U-lande så hurtigt som muligt opnår samme årlige per capita CO2-emission ved at I-landene nedbringer deres udledninger. I scenariet krydser I-landene og U-landenes kurver hinanden i år 2020. Det giver U-landene mulighed for næsten at fordoble deres nuværende årlige per capita udledning på 1,85 ton CO2 til 3,4 ton CO2. Dette er ikke et bæredygtigt niveau, men vil som nævnt være forudsætningen for, at U-landene vil indgå bindende reduktionsaftaler. Alle er enige om, at der er behov for en global halvering af CO2-udledningen inden midten af næste århundrede for at undgå farlige klimaforandringer. Med dette for øje medfører råderumskonceptets lighedsprincip, at I-landenes årlige per capita emissioner inden år 2050 skal ned fra de nuværende ca. 10,4 ton CO2 til mellem 1,1 og 1,7 ton CO2 afhængig af befolkningsforudsætningen. Derefter kan I-lande såvel som U-lande reducere per capita emissionerne til et ufarligt niveau - dvs. udvikle bæredygtigte 100% vedvarende energiforsyningssystemer frem mod år 2100. I råderumsscenariet tilbagebetaler I-landene tilmed noget af deres historiske CO2-gæld i perioden efter år 2020. Med de foreslåede per capita kurveforløb følger I-landene stort set det forløb på 5,4 ton CO2 i 2010, 2,3 i år 2030 og 1,7 i år 2050 som foreslås i rapporten "Wuppertal Institute 1995. Towards Sustainable Europe, FoE Europe. Dansk version: Mod et bæredygtigt Europa, NOAH 1995".   Figur 2 Figur 2 viser de samlede CO2-udledninger og er beregnet ud fra figur 1 ved brug af FN´s middelbefolkningsprognose.   Den samlede CO2-mængde der udledes i scenariet er ca. 1600 milliarder ton CO2 (GtCO2), hvilket er noget under den emission på omkring 2300 GtCO2, der vil føre til en stabilisering af CO2-koncentrationen i atmosfæren på omkring 450 milliontedele på volumenbasis (ppmv) (mod idag 363 ppmv og førindustrielt 280 ppmv). Vi må imidlertid tage hensyn til bidragene fra andre drivhusgasser f.eks. metan og lattergas. I dag svarer emissionen af andre drivhusgasser til ca. 1/4 af CO2-udledningen og forudsættes samme forhold frem til år 2100 giver det et bidrag på ca. 400 GtCO2. Hertil skal lægges et usikkert bidrag fra skovrydning på mellem 110 og 330 GtCO2. Såfremt vi fortsatte den nuværende afbrænding af fossiler frem til år 2100, ville det medføre en samlet CO2-udledning på i alt 3200 Gt CO2 og en stabiliseringskoncentration på 550 ppmv og dermed risiko for alvorlige klimaforandringer.   Yderligere oplysninger: Kim Ejlertsen, NOAHs Energigruppe, via NOAHs sekretariat på tlf. 35 36 12 12. Vi kan desuden formidle kontakt til energieksperter i NOAHs internationale netværk, Friends of the Earth International.