Klimaaktion ved Ruslands Ambassade mandag
Det er i 11. time, hvis Kyotoprotokollen og det globale klima skal reddes.
Fem minutter i tolv mandag den 8. september overbringer NOAH-Friends of the
Earth Denmark derfor et brev til Ruslands Ambassadør i Danmark, Dmitriy
Borisovich Ryurikov med opfordring til hurtig russisk ratifikation. Vi
medbringer et kæmpe ur med viserne på fem minutter i tolv, høj lyd af ure samt
protestskilte på dansk og russisk. Gode fotomuligheder.
I anledning af den russiske Duma´s åbning efter sommerferien vil Friends of
the Earth grupper (1) aktionere foran de russiske ambassader over hele Europa
(2) mandag den 8. september.
"Vi protesterer mod Ruslands manglende underskrivelse af Kyotoprotokollen,
der er den eneste internationale aftale, der reducerer klimagasser, og opfordrer
præsident Putin og den russiske regering til snarest at fremsætte forslag i
Dumaen om ratifikation" siger Kim Ejlertsen fra NOAH´s Energigruppe.
"Rusland holder nøglen til protokollens ikrafttrædelse, og den russiske
regering trækker bevidst processen i langdrag og senest har Rusland brugt
Kyoto-ratifikationen som pressionsmiddel i forhandlingerne om optagelse i WTO op
til mødet i Cancun, Mexico næste uge" fremhæver Kim Ejlertsen.
I mangel på USA´s deltagelse (USA står for 25% af de globale udledninger) og
på trods af, at 116 lande allerede har ratificeret protokollen som skærer 5% af
industrilandenes udledninger, kan den først træde i kraft når Rusland er med.
Det kræves, at de underskrivende lande som minimum skal stå for 55% af de
globale udslip af drivhusgasser, først og fremmest CO2. De 116 lande, heriblandt
Danmark, der til dato har skrevet under repræsenterer ca. 44% af
drivhusgasserne, mens Rusland alene står for ca. 12%.
"Der er al mulig grund til at tage protokollen alvorlig. Beviserne for
menneskeskabte klimaændringer er tydelige. Top-videnskabsmænd siger, at der ikke
kan være anden forklaring på de seneste ekstreme vejr-mønstre end global
opvarmning" fortsætter Kim Ejlertsen.
I juni i år offentliggjorde World Meteorological Organisation (WMO) rekordagtige niveauer for ekstreme vejrhændelser så som tornadoer,
oversvømmelser og tørke kloden rundt. Siden da har en hedebølge hærget Europa
med langt over 10.000 døde til følge. FN´s klimapanel forudsiger, at abnorme
vejrhændelser vil blive mere og mere hyppige, hvis den globale temperatur stiger
op mod de 6 grader, som nu er på tale.
"Hvis Rusland svigter nu, risikerer vi i bedste fald, at hele processen
forsinkes og i værste fald, at hele Kyotoprotokollen ryger på gulvet, så ingen
længere vil føle sig forpligtet til at reducere deres udledninger" udtaler Kim
Ejlertsen.
Der er gode muligheder for billeder.
Tid: Mandag den 8. september 2003 kl. 11.30-13
Sted: Ruslands Ambassade, Kristianiagade 5, 2100 Kbh. Ø.
Kontakt: Sekretariatsleder Kim Ejlertsen, NOAH´s Energigruppe tel.
35361212, noah@noah.dk
(1) Friends of the Earth (FoE) er verdens største sammenslutning af miljøorganisationer med 69 medlemslande. Kun én organisation fra hvert land kan
være medlem. I Danmark er det miljøbevægelsen NOAH.
(2) Italien, Tyskland, Holland, Danmark, Norge, Luxemburg,
England