|
[Gentek-forside] [Nyheder] [Arbejdsområde] [Bestil materiale] [Gen-links] [English] |
|
København 4. maj 2003 Fødevareministeriet har udsendt et forslag til en dansk strategi for dyrkning med gensplejsede afgrøder (GMO). Arbejdet skal munde ud i en ny lov om Sameksistens for GMO og almindelige afgrøder. NOAHs genteknologi-gruppe bifalder arbejdet bag strategiforslaget men mener, at Fødevareminister Mariann Fischer Boel "stikker hovedet i busken", når hun vælger at se bort fra helt basale problemer med dyrkning og salg af GMO: "Det er helt uacceptabelt, når Fischer Boel lægger op til, at virksomheder, der sælger eller forarbejder GMO, ikke skal dække de ekstraudgifter, som GMO fører med sig. GMO-landmanden stilles delvist til ansvar, men generelt vil forslaget føre til, at dem, der ikke ønsker GMO, kommer til at betale regningen for de andres GMO-eventyr." Vi gør endvidere opmærksom på, at ekstraudgiften til at holde gensplejsede og ikke-gensplejsede afgrøder adskilte kun er beregnet for selve dyrkningen, men ikke i forarbejdnings- og detailleddet: "Udredningsarbejdet viser, at det vil koste penge, op til 21% mere, at have både GMO og ikke-GMO på markerne. Men hvad vil det koste ekstra i de videre led inden GMO-varene lander på butikshylderne? Det er ikke undersøgt men kunne være nok så interessant at vide." siger Bo Normander, civilingeniør, NOAHs Genteknologigruppe. NOAH ønsker, at der oprettes en erstatningsfond, der kan dække tab i de tilfælde, hvor de GMO-påførte omkostninger ved f.eks. et uheld ikke kan dækkes af anden vej. GMO-brugeren skal betale til denne fond, gerne gennem en afgift på gensplejset såsæd. NOAHs høringssvar kan ses her. Kontakt: Bo Normander og Jesper Toft NOAHs Genteknologi-gruppe (Friends of the Earth Denmark) |