|
[Gentek-forside] [Nyheder] [Arbejdsområde] [Bestil materiale] [Gen-links] [English] |
|
Nedlæg TRIPS ! WTOs patentregler skal nedlægges eller ændres radikalt, mener NOAH. Problemet aktualiseres af medicinalindustriens retssag mod Sydafrikas regering. 2. marts 2001 41 medicinalkoncerner - deriblandt Novo Nordisk og Lundbeck - har lagt sag an mod Sydafrika, for at få ophævet en lov, der giver landet mulighed for at fremstille og importere billig kopimedicin til behandling af f.eks. AIDS-smittede. NOAH tager skarp afstand fra denne retssag og opfordrer - på linie med Læger Uden Grænser, MS m.fl. - Novo og Lundbeck til straks at trække sig ud af retssagen. Derfor vil NOAH også deltage i demonstrationen foran Novo Nordisk i dag kl. 15:30.
Ifølge TRIPS kan et land ikke modsætte sig et patent med mindre det juridisk kan argumentere for, at landet er i en nødsituation (jvf. artikel 31b). Dvs. at TRIPS giver et land, der er ramt af f.eks. en AIDS-epidemi mulighed for at se bort fra patentrettigheder og selv fremstille eller importere billig kopimedicin. Men det er kun i teorien. Problemet er, at det er uklart hvor artikel 31's grænser går. "Artikel 31 er en gummiartikel, der desværre kan bøjes efter medicinalindustriens forgodtbefindende. NOAH mener, at det til enhver tid bør være muligt for et u-land at ophæve et patent på medicin. Det drejer sig om at de fattigste skal have mulighed for at få adgang til livsvigtig medicin." udtaler Bo Normander, civilingeniør, NOAH-Genteknologi. TRIPS-reglerne går meget langt, idet de giver mulighed for at patentere medicin, biologiske ressourcer (f.eks. plantemedicin) og genetisk materiale. Med TRIPS i hånden har vestlige firmaer gang på gang kunnet patentere naturmedicin, gener, planteudtræk m.v., der har været kendt, udnyttet eller besiddet af lokale folk gennem op til flere århundreder. Derved har lokale folk mistet rettighederne til fordel for vestlige firmaer. "TRIPS er lavet udfra industriens synspunkt og tilgodeser ikke u-landene. Den aktuelle retssag mod Sydafrikas regering slår dette fast med syvtommersøm. NGO'er verden over har igen og igen kritiseret TRIPS, og tiden er inde for at TRIPS nedlægges eller ændres radikalt.", mener Bo Normander. Note: [1] TRIPS står for "Trade- Related Aspects of Intellectual Property Rights" og blev indført under WTO i 1994. Ifølge TRIPS kan man tage patent på produkter, fremstillingsmetoder samt udnyttelse af livsformer. Patenterne skal sikre personer og virksomheder mod, at andre "stjæler" deres idé eller opfindelse. Men TRIPS-reglerne går meget langt og betyder f.eks., at en virksomhed kan tage patent på et lægemiddel udvundet fra en plante, også selvom lokalbefolkningen i området (f.eks. i en regnskov) har foretaget den samme proces i århundreder. Læs om TRIPS på www.gendebat.dk under patenter og www.wto.org/english/tratop_e/trips_e/trips_e.htm |
||