|
[Gentek-forside] [Nyheder] [Arbejdsområde] [Bestil materiale] [Gen-links] [English] |
|
Europæiske fødevareproducenter siger Nej til gensplejsning - men forbrugere må fastholde presset Pressemeddelelse 7. marts 2000 De fleste ledende europæiske fødevareproducenter har vendt ryggen til gensplejsede produkter og ingredienser, viser en ny undersøgelse fra Friends of the Earth (FoE). Flere fast-food kæder i Danmark siger også Nej til gensplejsning ifølge en undersøgelse fra NOAH. De to undersøgelsers offentliggørelse sker samtidig med startskuddet for Den Europæiske GMO-kampagne, som NOAH deltager i. Kampagnen foregår i regi af Friends of the Earth Europe under deltagelse af miljøorganisationer fra i alt 23 europæiske lande [1]. NOAH har interviewet 7 fast-foodkæder hvoraf 4 ønskede at svare. Burger King, Subway og Jensens Bøfhus ville ikke udtale sig. Vi fik derimod svar fra McDonalds, Sunset Boulevard, Dominos Pizza, og 7-eleven. McDonalds, Sunset Boulevard og Dominos Pizza fører ikke GMO-varer og frygter at miste kunder hvis de gør det. 7-eleven fører et enkelt GMO-produkt, Bugles chips, og frygter ikke at miste kunder ved salg af GMO-varer. Ingen af de adspurgte firmaer forventer, at der stadig vil findes GMO-ingredienser i deres produkter om et år. Friends of the Earth spurgte 21 af Europas største fødevareproducenter om deres holdning til gensplejsning. Tre firmaer ville ikke svare. 16 firmaer udtalte, at der ikke indgår gensplejset materiale i deres produkter [2]. Ét firma, Unilever svarede, at de var ved at opbygge et helt nyt system i Europa, hvor der næppe vil blive anvendt GMO-ingredienser. Nestlé, den største fødevareproducent i Europa, svarede, at de vil undgå GMO-ingredienser så vidt det er muligt, og i de lande hvor befolkningen kræver det. Nestlé i Danmark har - efter hvad NOAH har erfaret - lovet ikke at anvende gensplejset materiale i deres produkter. I andre lande vil de dog ikke give samme garanti. Undersøgelserne viser, at de fleste store fødevareproducenter er bevidste om modstanden mod gensplejsning i Europa, og at de derfor har været nødt til at tage en række forholdsregler. Men alligevel køber de europæiske forbrugere stadig mad, der indeholder GMO, da: 1) mange firmaer anvender tilsætningsstoffer eller derivater (såsom madolie og lecitin) udledt af gensplejsede afgrøder. Disse indeholder ikke DNA eller protein p.g.a. forarbejdningen og skal derfor ikke mærkes ifølge EU-reglerne 2) mange firmaer sælger fødevarer (mejeriprodukter og kød) fra dyr der har fået gensplejset foder 3) enkelte firmaer, som Nestlé, udbyder gensplejsede produkter i nogle lande og ikke andre 4) selv i produkter fra GMO-frie afgrøder er der en sandsynlighed for forurening med GMO, enten ved krydsbestøvning på markerne eller ved sammenblanding under produktionsforløbet Bo Normander fra NOAH-Genteknologi udtaler: "Vores undersøgelser viser, at de store fødevareproducenter er blevet tvunget til at lytte til de europæiske forbrugere, der er bekymrede over miljø- og sundhedsmæssige risici forbundet med genteknologien. Alligevel bliver der stadig i stor stil solgt produkter med GMO-ingredienser, eller mejeri- og kødprodukter fra dyr der har fået gensplejset foder. Dette, selvom forbrugerne ikke ønsker det. Forbrugerne må fortsætte deres pres for at få GMO-frie produkter. Derigennem vil virksomheder og politikere blive tvunget til at handle." I dag, tirsdag, vil Friends of the Earth annoncere starten på Den Europæiske GMO-kampagne ved et pressemøde i Bruxelles kl. 13.00. Formålet med kampagnen er at sikre, at europæere har mulighed for, og ret til at fravælge gensplejsede fødevarer, og at et GMO-frit landbrug beskyttes. Nærmere beskrivelse af kampagnen og de to spørgeundersøgelser kan opnås ved henvendelse til undertegnede. Link: Den Europæiske GMO-kampagne Noter: [1] FoE-grupper i 23 europæiske lande deltager: Danmark (NOAH), Østrig, Belgien, Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, England (samt Wales og Nordirland), Frankrig, Tyskland, Georgien, Grækenland, Italien, Luxembourg, Makedonien, Malta, Holland, Polen, Skotland, Slovakiet, Spanien, Sverige, Schweiz og Ukraine. [2] 16 firmaer svarede at de ikke anvender ingredienser fra GMO afgrøder i deres produkter. Blandt firmaerne er Heinz, Mars, Danone, Kellogs, Campbell Foods, Coca Cola, Pepsi Cola, Cadbury Schweppes, McDonals og Kraft/Jacobs/Suchard. 3 firmaer, ConAgra, Sara Lee Corporation og RJR Nabisco, ville ikke svare på undersøgelsen trods gentagne henvendelser. FoE havde i alt kontaktet de 26 største virksomheder fra listen over "Verdens top 100 fødevareproducenter" (af Seymour Cooke Food Research International). 5 virksomheder blev udelukket fra undersøgelsen, da de hverken udbyder varer direkte til forbrugerne eller til det europæiske marked som sådan. |