Tilbage til forsidenHvad er Noah?Nyt fra NOAHBliv aktiv i NOAHNOAHs tidsskrift MiljøskNOAHs forlagLinks til miljøsiderSøg på NOAHs hjemmesiderSkriv eller spørg NOAH
[Gentek-forside] [Nyheder] [Arbejdsområde] [Bestil materiale] [Gen-links] [English]

Pressemeddelelse København, 7. oktober 2002

NOAH MED I AKTION MED INDKØBSVOGNE MOD GMO-FORURENING

EU MÅ FORSVARE DE EUROPÆISKE FORBRUGERES RETTIGHEDER




Onsdag den 9. oktober vil NOAHs genteknologigruppe være at finde blandt de hundreder af mennesker fra hele Europa, der vil marchere gennem Bruxelles' gader i protest mod gensplejsning. Der vil være et hav af indkøbsvogne fyldt med fødevarer fri for GMO.

Aktionen, der er organiseret af Friends of the Earth [1], er et signal til EUs ministre om at tage initiativ til at beskytte de europæiske fødevarer mod forurening med gensplejsning.

Processionen af indkøbsvogne vil passere gennem Bruxelles' gader og stoppe ved Europaparlamentet (Place du Luxembourg), før alle til slut samles ved Europarådet (Rond Point Schumann) kl. 14.00. Her mødes EU-delegationer for at diskutere forslaget til regler for mærkning af GMO. Der vil blive uddelt smagsprøver på GMO-fri fødevarer fra hele Europa.

Gode muligheder for billeder!


Vigtige beslutninger i de kommende uger

EUs medlemsstater skal tage en række vigtige beslutninger vedrørende gensplejsede fødevarer [2]:

  • Den 16. oktober mødes EUs landbrugsministre for at stemme om forslaget til en mærkningsordning for alle gensplejsede fødevarer og foderstoffer produceret ved hjælp af gensplejsning.
  • Den 17. oktober stemmer EUs miljøministre om et lignende forslag.
  • I den første uge af november vil den stående komité for "Frø og udsædsmateriale for landbrug, gartneri og skovbrug" afholde en indikativ afstemning om et forslag der tillader såsæd og frø at indeholde op til 0,7% gen-forurening før de skal mærkes.

VK svækker GMO-regler

NOAH byder forslaget om mærkning af alle fødevarer og foderstoffer velkommen. Dette vil styrke de eksisterende mærkningsregler og give forbrugerne en bedre mulighed for at fravælge fødevarer, der er produceret vha. genteknologi. Men et forsøg fra den danske regering, der i øjeblikket har EU-formandskabet, på at svække forslaget vækker stor bekymring.

VK har introduceret såkaldte "transitionary measures" - overgangsberegninger - til EUs forslag om mærkning. NOAH er foruroliget over dette, da det vil tillade fødevarer med et indhold på op mod 1% GMO, der ikke er blevet godkendt i Europa, at blive solgt i danske butikker i op til tre år uden mærkning.

Dette vil f.eks. kunne betyde, at der i en periode på op til tre år, kan sælges tomater af en i Danmark ikke-godkendt gensplejset sort, i en størrelsesorden, der svarer til en ud af hundrede tomater. Og fordi tomaterne ikke er mærkede, vil det være næsten umuligt for danske forbrugere at undgå de gensplejsede fødevarer.

NOAH har tidligere afsløret Venstres GMO-politik som utroværdig. Partiet bruger den rigtige retorik overfor borgerne, men derefter handler V stik imod løfterne [3]. Venstres fem medlemmer af Europaparlamentet stemte alle imod forslag om bedre regler for mærkning af GMO. Stik imod miljøminister Hans Chr. Schmidts og fødevareminister Mariann Fischer Boels løfter til danskerne om, at alle varer, hvor gensplejsning er anvendt skal mærkes.


Danskerne er imod gensplejsede fødevarer

Den seneste Eurobarometer undersøgelse viser, at 71% af de europæiske forbrugere er imod gensplejsede fødevarer [4]. Samme undersøgelse viser, at mere end 64% af de danske forbrugere er imod gensplejsede fødevarer. Dette bekræftes af en dansk undersøgelse, der viser, at 62% af danskerne er enige i, at det skal være forbudt at producere og sælge gensplejsede fødevarer i Danmark [5].

Aktionen med indkøbsvogne i Bruxelles vil minde de danske og europæiske politikere om borgernes overvældende afvisning af denne nye teknologi, og den vil tilskynde ministrene til at stemme for en mærkning af alle fødevarer og foderstoffer der er produceret ved hjælp af genteknologi, og imod forslaget om at tillade genetisk forurening af fødevarer, foderstoffer og frø.


EU moratorium

EUs ministre og den danske regering er under et stigende pres fra biotek-industrien og USA, for at slippe flere gensplejsede produkter ind i Europa. Under Rådets møde den 16.-17. oktober vil de muligvis være tvunget til at hæve det nuværende moratorium for tilladelse af nye GMO'er i EU. Men det er for tidligt at overveje et sådan tiltag. Moratoriet bør opretholdes indtil regler om mærkning, erstatningsansvar og beskyttelse af (økologiske) landmænd er gennemført.


Mere om aktionen med indkøbsvogne den 9. oktober

Processionen afgår fra Spanjeplein/Place d'Espagne (foran Bruxelles Hovedbanegård) kl. 12.00. Den stopper ved parlamentsbygningen (Place du Luxembourg) kl. 13.00, hvorfra den vil fortsætte til Europarådet (Rond-Point Schumann) med ankomst kl. 14.00. Her vil der være taler fra nøglepersoner som Alexander de Roo, MEP, og Alan Simpson, medlem af det britiske parlament. EU-politikere vil blive præsenteret for Friends of the Earths krav og blive tilbudt GMO-fri mad.

For flere detaljer om aktionen se: http://www.foeeurope.org/GMOs/trolley_action/home.htm
Siden opdateres jævnligt.


Delegationer

Østrig: Global 2000 Belgien: Velt, Les Amis de la Terre
Danmark: NOAH Kroatien: Zelena Akcija
Storbritanien: Friends of the Earth Frankrig: Les Amis de la Terre
Tyskland: BUND Irland: Earthwatch
Italien: Amici Della Tierra Luxemborg: Mouvement Ecologique
The Netherlands: Milieudefensie Skotland: Friends of the Earth Scotland
Spanien: Amigos de la Tierra Sverige: Miljöförbundet Jordens Vänner


Kontakt

Både før, under og efter aktionen med indkøbsvogne vil det være muligt at få interview med repræsentanter fra de ovenstående organisationer.

København: NOAH, tlf. 3536 1212, Bo Normander, tlf. 3536 8333

Bruxelles: Geert Ritsema, Friends of the Earth GMO-kampagnekoordinator, tlf. +32 2 542 0182
Mobiltelefon under aktionen: +31 6 290 05 908


Noter

[1] Friends of the Earth (FoE) er verdens største sammenslutning af miljøorganisationer med 68 medlemslande. Kun én organisation fra hvert land kan være medlem. I Danmark er det Miljøbevægelsen NOAH.

[2] Den 16. oktober vil de EUs landbrugsministre stemme om et forslag (KOM/2001/425 endelig) til en forordning om godkendelse af gensplejsede fødevarer/foderstoffer. Forordningen omhandler dels godkendelse af gensplejsede fødevarer og foderstoffer, og dels sporbarhed og mærkning af gensplejsede fødevarer og foderstoffer.

Den 17. oktober stemmer miljøministrene om et forslag (KOM/2001/182 endelig) om et system for sporbarhed af GMO i fødevarer og foderstoffer og om mærkning af fødevarer og foderstoffer der er afledt fra GMO.

I midten af oktober vil den stående komité for "Frø og udsædsmateriale for landbrug, gartneri og skovbrug" afholde en vejledende afstemning om udkastet til et direktiv (arbejdsdokument SANCO/1542//2002) omhandlende genetisk forurening af frø.

[3] Se pressemeddelelse: www.noah.dk/gentek/gt030702.html

[4] Kilde: www.europa.eu.int/comm/public_opinion/archives/eb/ebs_134_en.pdf

[5] Jelsøe et al. Denmark: The revival of the national controversy over biotechnology., In: George Gaskell and Martin W. Bauer (eds.): Biotechnology 1996-2000, the years of controversy, Science Museum, London, 2001, pp.157-171.


Med venlig hilsen

NOAH-Genteknologi

Bo Normander,
Mercy Kamara og
Freya Grossmann