|
[Gentek-forside] [Nyheder] [Arbejdsområde] [Bestil materiale] [Gen-links] [English] |
|
NOAH kræver uvildig vurdering af DMUs gen-bakterier Pressemeddelelse 13. marts 2000 Læs høringssvar Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har søgt Skov- og Naturstyrelsen (SNS) om tilladelse til at udsætte gensplejsede bakterier til at rense en PCB-forurenet grund ved Århus. NOAH-Genteknologi har indsendt et høringssvar på sagen til SNS. Svarfristen var i dag. Det er mildest talt uheldigt, at ansøger (DMU) og godkendende myndighed (SNS) fungerer i samme ministerium. Det er NOAHs erfaring, at de involverede kontorer/afdelinger igennem mange år har arbejdet tæt sammen om en række godkendelsessager. Det er derfor svært at forestille sig, at SNS kan eller vil foretage en uvildig vurdering af DMUs ansøgning. NOAH mener, at der skal nedsættes et uvildigt godkendelsesudvalg, der tager den endelige beslutning til ansøgningens validitet. I udvalget bør sidde specialister udenfor regi af Miljø- og Energiministeriets godkendelsessystem. F.eks. bør man høre forskere og myndighedspersoner fra Sverige eller Norge. Det er NOAHs opfattelse, at væsentlig videnskabelig dokumentation mangler i DMUs ansøgning. Der er intet bilag, der angiver hvorvidt den gensplejsede bakterie kan nedbryde PCB i laboratoriet. Normal procedure er at sikre sig positive resultater i modelforsøg inden en udsætning; i dette tilfælde måling af den gensplejsede bakteries evne til at nedbryde PCB i forskellige koncentrationer i bakterie-kulturer, potteforsøg og større plante-jord opstillinger. NOAH er imod, at den gensplejsede bakterie udsættes, sålænge der ikke foreligger dokumentation for, i hvilket omgang bakterien kan nedbryde PCB-forbindelser vist ved laboratorieforsøg. NOAH indstiller således til, at ansøgningen ikke bliver imødekommet. Høringssvaret kan læses i sin fulde længde her. |