NOAH: gen-pausen fortsætter!
21. januar 2001
Der har de seneste dage været øget debat om, hvornår EUs stop for GMO'er, det såkaldte moratorium, bliver ophævet.
Den bioteknologiske industri - og bag kulisserne repræsentanter fra den amerikanske regering - presser hårdt på for at få EU til at ophæve sanktionerne. Primært fordi et nyt direktiv om GMO'er ventes færdigt inden for få måneder.
Bo Normander, ph.d., NOAH-Genteknologi udtaler:
"Det vil være en dødssejler at ophæve moratoriet nu. Det nye direktiv vil ikke sikre forbrugeren et reelt valg ligesom spørgsmålet om erstatningsansvar er helt uafklaret. Det vil hverken europæiske NGO'ere eller forbrugere finde sig i. En ophævelse af moratoriet kan kun opfattes som en krigserklæring."
NOAH-Genteknologi mener, at følgende mindstekrav bør opfyldes før gen-pausen kan ophæves:
1) Tydelig mærkning - Varer der er fremstillet vha. genteknologi skal mærkes med et tydeligt gen-mærke. Formålet med og omfanget af gensplejsningen skal fremgå af varedeklarationen.
2) Dyrefoder - Gensplejset dyrefoder og produkter, der stammer fra dyr der har spist gensplejset foder skal mærkes.
3) Forbud mod resistenser - Gener der koder for resistens mod antibiotika, sprøjtegifte og skadedyr bør forbydes helt.
4) Erstatningsansvar - En virksomhed skal gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle skader et GMO-produkt kan forvolde på natur eller sundhed. Disse regler ligger ikke klar. Kommissionen har lovet et forslag herom i slutningen af 2001.
5) Sikre økologisk produktion - Den økologiske produktion skal sikres mod forurening fra GMO'er. Frø og såsæd skal holdes GMO-fri. Krydsbestøvning fra GMO-marker til økologiske marker må ikke forekomme.
6) Etik - De etiske og samfundsmæssige konsekvenser ved brugen af genteknologi er ikke blevet diskuteret endnu, selvom gen-pausen bl.a. skulle benyttes hertil. Der mangler etiske retningslinier og analyser af evt. negative socioøkonomiske effekter.
Ovenstående krav er ikke opfyldt, og bliver det heller ikke med det nye direktiv.
NOAH vil derfor opfordre miljøminister Svend Auken - og Folketinget i øvrigt - til at arbejde for en opretholdelse af gen-pausen.
Kontakt: Bo Normander, tlf. 35 36 12 12