Tilbage til forsidenHvad er Noah?Nyt fra NOAHBliv aktiv i NOAHNOAHs tidsskrift MiljøskNOAHs forlagLinks til miljøsiderSøg på NOAHs hjemmesiderSkriv eller spørg NOAH

[Gentek-forside] [Nyheder] [Arbejdsområde] [Bestil materiale] [Gen-links] [English]


NOAH ønsker forbud mod mistænkt gen-majs

Sundhedsskadelig GMO fejlagtigt godkendt af EU

Pressemeddelelse 27. april 2001

I dag indleder NOAH sammen med andre Friends of the Earth [1] grupper i Europa en kampagne for at få annulleret godkendelsen af en gensplejset majs, den såkaldte T25-majs.

T25-majsen produceres af fransktyske Aventis (tidligere Hoechst Scheering og AgrEvo). Majsen har fået indsat gener for sprøjtegiftsresistens (Liberty/glufosinat ammonium) og antibiotikaresistens (ampicillin [2]), og blev i 1998 godkendt af EU til dyrkning (C/F/95/12-07) og anvendelse som menneskeføde (C/GB/05/05). (Se også www.gendebat.dk).

Friends of the Earth har indsamlet bevismateriale, der afslører, at kyllinger fodret med den gensplejsede T25-majs udviste "mistænkelige" afvigelser i vækst- og dødsrater sammenlignet med kyllinger, der fik normal majs [3]. Det har efterfølgende fået internationalt anerkendte forskere til at råbe vagt i gevær. Konklusionen er, at T25 ikke skulle have været godkendt, da majsen kan være sundhedsskadelig [4].

Ph.d. Bo Normander fra NOAH-Genteknologi har fulgt T25-sagen tæt og udtaler:
"Godkendelsen af denne gensplejsede majs afslører uhyggelige mangler ved EUs reguleringssystem for GMO'er. T25-majsen skulle aldrig have været godkendt, da de i øvrigt utilstrækkelige undersøgelser antyder, at majsen kan være sundhedsskadelig. Vi vil rette henvendelse til miljøminister Svend Auken og fødevareminister Ritt Bjerregaard for at bede dem om at suspendere godkendelsen af T25 i Danmark og samtidig arbejde for en suspendering på EU-niveau."

Både i 1999 og 2000 blev T25-majsen dyrket på forsøgsmarker på Forskningscenter Flakkebjerg ved Slagelse (www.gendebat.dk). Hvorvidt T25 vil blive dyrket på danske marker i år er uvist.

T25 blev allerede i 1995-96 godkendt i USA og Canada og dyrkes her i kommerciel skala til anvendelse som både dyrefoder og menneskeføde [5]. Østrig indførte i april 2000 forbud mod import af T25-majs fra bl.a. USA. T25 har endnu ikke været dyrket kommercielt i EU. I hvilket omfang T25-majs importeres til EU vides ikke.


Noter:

[1] Friends of the Earth (FoE) er verdens største sammenslutning af miljøorganisationer med 68 medlemslande. Kun én organisation fra hvert land kan være medlem. I Danmark er det Miljøbevægelsen NOAH.

[2] Genet der koder for ampicillin-resistens er ifølge Aventis delvist inaktiveret, men mindst 75% af genet er intakt. Ampicillin anvendes i dag i stort omfang til medicinsk behandling af mennesker, f.eks. mod lungebetændelse, bronkitis og difteri. NOAH mener generelt, at resistensgener bør forbydes, idet resistensgener kan overføres til mikroorganismer og i yderste konsekvens gøre dem modstandsdygtige overfor kendte antibiotika såsom ampicillin.

[3] Bevismaterialet er indsamlet af Friends of the Earth i England og kan læses i uddrag på: http://www.foe.co.uk/campaigns/real_food/index.html

[4] En række internationalt anerkendte forskere har udtalt sig yderst kritisk om T25-undersøgelserne. F.eks. udtaler professor i ernæring Bob Orskov ved Aberdeen Universitet: "Som forsker og på baggrund af den eksisterende viden vil jeg ikke drikke mælk fra køer, der har spist T25-majs." Forskernes kritik fremgår af den engelske regerings høringer på http://www.defra.gov.uk/. Kritikken var primært rettet mod:

- at Aventis kun testede T25 på rotter og kyllinger, selvom majsen er beregnet til køer og mennesker

- at der blev konstateret betydelige forskelle i næringsindhold mellem T25 og almindelig majs. Indholdet af aminosyrer, fedtsyrer, kulhydrater, proteiner og fibre var forskellig. Dette antyder, at der er "noget galt" med T25

- at det eneste fodringsforsøg med hele T25 majskorn (fra 1996) viste mistænkelige resultater, hvilket ikke blev nærmere undersøgt. Vægten for kyllinger fodret med T25-majs varierede mere end for kyllinger fodret med ikke-gensplejsede majskorn, og 2 gange så mange kyllinger døde. Forskerne konkluderede, at "undersøgelsen ikke var god nok til at kunne blive optaget i et videnskabeligt tidsskrift", at variationen i vægt og højere dødelighed blandt kyllinger fodret med GMO-majs var "mistænkelig" og at "det var overraskende at så ringe et studie var blevet fremlagt som videnskabelig dokumentation og derpå accepteret af EU".

[5] Se OECDs liste: http://www.olis.oecd.org/bioprod.nsf
USAs godkendelse: ftp://www.aphis.usda.gov/pub/bbep/Determinations/ascii/9435701p_det.txt
Canadas godkendelse: http://www.cfia-acia.agr.ca/english/plaveg/pbo/dd9822e.shtml



NOAH udgiver debatblad om gensplejsning

I næste uge udgiver NOAH debatbladet "Pandoras madkasse - genteknologiens vidunderlige verden". Med bladet lægges op til en bred debat om gensplejsede fødevarer, både i forhold til natur, sundhed, u-lande, biomangfoldighed og globalisering. Bladet er på 28 sider med mange illustrationer. Mere herom senere...


Kontakt:

Bo Normander, NOAH-Genteknologi