|
[Gentek-forside] [Nyheder] [Arbejdsområde] [Bestil materiale] [Gen-links] [English] |
|
EU må tage afstand fra USAs biotek-dagsorden København/Johannesburg, 29. august 2002 USA og biotekfirmaer som Monsanto, Aventis og AfricaBio presser hårdt på for at få gensplejsning på dagsorden ved Verdenstopmødet i Johannesburg. "GMO er hvad Afrika behøver. Genteknologi og bæredygtig udvikling går hånd i hånd" er budskabet fra bl.a. AfricaBio, et lobbyorgan sponsoreret af amerikanske Monsanto m.fl. EU er ved at give efter for biotek-presset. Senest forlyder det fra internationale medier, at EU vil acceptere USAs dumpning af gensplejset majs som nødhjælp til u-lande. "EU må stå fast og ikke blåstemple USAs beskidte GMO-politik. Hvis u-lande siger nej til GMO skal deres ønske efterkommes, som beskrevet i FNs Biosafety-protokol. Hvor er Danmarks stemme i denne sag?" udtaler Bo Normander, NOAHs genteknologigruppe. "Sultproblemer løses ikke med dyr og uforudsigelig genteknologi. Gensplejsning vil gøre u-lande afhængige af de rige landes kapital og viden. I stedet behøves bæredygtige teknikker som forbedret vandings- og dyrkningsteknikker, sædskifte og udveksling af frø." Grønvaskningen af gensplejsning er åbenlys i Johannesburg. Croplife og AfricaBio optræder som velmenende NGO'er med egne stande på NASREC. Begge NGO'er er i virkeligheden betalt af Monsanto, Aventis, Dupont, Syngenta og Bayer Cropscience. Croplife indgår i et Type II partnerskab med det formål at promovere genteknologi i Afrika. Croplife vil lave et e-mail baseret system målrettet afrikanske undervisere og landmænd. "Det genteknologiske landbrug er ikke bæredygtigt. GMO er ikke en grøn løsning, men et pr-stunt for USA og biotek-industrien. Johannesburg skal holdes GMO-fri" udtaler Juan Lopez, Friends of the Earth International [1].
Kontakt: Johannesburg: Bo Normander, NOAH, tlf. +27 (0) 72 545 4593 København: NOAH, tlf. 3536 1212 Note: [1] Friends of the Earth International er verdens største miljønetværk med medlemsorganisationer i 68 lande. NOAH er det danske medlem af FoEI. |