Detailhandlen bør leve op til krav om tydelig gen-mærkning
 

København, 7. januar 1999
 

Forbrugere og politikere ønsker en klar og genkendelig mærkning af gensplejsede varer. NOAH har foreslået et G-mærke i stil med det Ø-mærke vi kender i dag. Torben Lund (S) og Christian Mejdahl (V) bakker ifølge Politiken op om dette. Men hvor er fødevareminister Henrik Dam Kristensen i denne sag?

"Fødevareministeren må stikke hovedet ud af busken og gå ind i en dialog med detailhandlen om hvorledes en tydelig gen-mærkning sikres. Det er fødevare-ministerens klare ansvar." udtaler civilingeniør Bo Normander fra NOAHs Genteknologi-gruppe og fortsætter: "Detailhandlens foreslåede mærkning er simpelthen for ringe. Kun de færreste forbrugere går rundt i supermarkedet med en lup for at finde ud af om der står "genetisk modificeret" skrevet med småt et eller andet diskret sted på produkterne. På den måde vil FDB og andre slippe let om at markedsføre upopulære produkter."

NOAH mener, at det er et udtryk for dobbeltmoral, når FDB med den ene hånd slår på tromme for flere økologiske varer, som f.eks. hos Kvickly-bagerne, men med den anden hånd lukker op for gen-varer i deres butikker uden at disse er anstændigt mærket. Det hænger ikke sammen og gør FDB utroværdig.
 
 

 
NOAH-Genteknologi                                                                             Tilbage