Af Bo Normander, NOAH-Genteknologi
 

Det er NOAHs grundholdning, at en genteknologisk fødevareproduktion ikke er ønskelig. NOAH ønsker en bæredygtig landbrugsudvikling og ser den økologiske produktion som det hidtil bedste forbillede herfor. Gensplejsede fødevarer vil være et tilbageskridt for sundhed og miljø, og vil ikke gavne vore samfund. NOAHs holdning er ideologisk betinget og som sådan kan den ikke anfægtes, endskønt der blev lagt 20 videnskabelige rapporter på bordet, der alle udtrykte revolutionerende fordele ved en genteknologisk fødevareproduktion. NOAHs grundholdning er dog ikke en nutidig realitet. Der er ingen tvivl om, at den genteknologiske fødevareproduktion er kommet for at blive - måske endog som den dominerende produktionsform i flere dele af verden. Denne virkelighed vil jeg forholde mig til i indeværende oplæg omkring miljøkonsekvenser ved produktion af gensplejsede fødevarer.
 

Gensplejsede organismers etablering i naturen
Ved enhver udsætning af en fremmed organisme i naturen er der en risiko for, at den etablerer sig med en eventuel negativ effekt på økosystemet. Det klassiske eksempel er introduktionen af kaniner i Australien. Kaninerne vendte op og ned på Australiens økosystem og truede ikke mindst pungdyrs levevis. Gensplejsede organismer kan afhængigt af deres tilførte egenskaber ligeledes etablere sig uhensigtsmæssigt i naturen. En laks, der er gensplejset til at vokse hurtigt kan bortslippe dambrug og udkonkurrere vilde laks. En kartoffel der er gjort kulderesistent kan blive en helt ny art i den danske natur. En sprøjtegiftsresitent majs kan optræde som superukrudt i efterfølgende år.
 

Genspredning
Indsat genmateriale i gensplejsede afgrøder kan spredes til andre afgrøder eller vilde planter gennem bestøvning via vind eller insekter. Genspredningen vil være afhængig af, om der er nærtbeslægtede planter i bestøvningsafstand. Majs har f.eks. ingen nære slægtninge i Danmark, hvorfor en genspredning - udover til nabomarker - vil være teoretisk. Derimod har forskere ved Risø påvist, at en sprøjtegiftsresistens fra en gensplejset raps kan overføres til agerkål, en almindelig ukrudtsart i Danmark.
    Problemet ved genspredning er, at den er uigenkaldelig (irreversibel). En biologisk forurening kan ikke - i modsætning til en kemisk forurening - begrænses eller ryddes op. Hvis et gen, der f.eks. koder for et giftstof mod sommerfuglelarver, først er spredt i naturen, kan det ikke hentes ind igen (se også nedenfor under “Resistens mod skadedyr”). Planter med giftgenet vil have en selektiv fordel i naturen og kunne udkonkurrere andre planter. Andelen af larvegift-producerende planter vil kontinuerligt øges med det resultat, at sommerfuglearter vil blive truet og en ubalance i naturens økosystem bliver skabt.
    Miljørisikoen ved udsætning af gensplejsede planter er derfor stærkt afhængig af 1) om der findes beslægtigede planter i naturen og 2) om det fremmede gen kan give naturlige planter særlige fordele (f.eks. modstandsdygtighed overfor insekter).
 

Utilsigtede effekter ved gensplejsning
Nogle argumenterer for, at gensplejsning er en præcis teknik, fordi man kan flytte ét eller få udvalgte gener fra én organisme til en anden. Derimod er der ingen præcision i, hvor det flyttede gen (transgenet) lander i modtagerorganismens genom (arvematerialet) - ligesom det ikke kan forudsiges, hvordan de indførte gener vil virke og spille sammen med modtagerens andre gener. Sideeffekterne ved gensplejsning er uforudsigelige og ofte ikke-målbare. Opsummeret er mulighederne for at skabe et “genetisk rod” ved gensplejsning:
1) Der er fejl i selve det indsatte gen-materiale. Gensplejsning indebærer flere processer, hvor man ikke altid har “styr på” det DNA der skal overføres.
2) Det indsatte gen har enten tændt (aktiveret) eller slukket (ødelagt) gen(er) i modtagergenomet.
3)  Et gen virker aldrig alene. Et kompliceret genetisk samspil kan være påvirket af gensplejsningen.
Den skotske forsker Arpad Pusztai blev verdensberømt for at sige, at gensplejsede kartofler var giftige, hvorpå han blev fyret. Han argumenterede for at giftigheden kunne skyldes en ukendt og utilsigtiget påvirkning af modtagerkartoflens gener (punkt 2 og 3). Det fremgår af hans egen rapport (16. februar 1999) og af det ansete tidskrift New Scientist (20. februar 1999). New Scientist foreslog endvidere, at det var selve “konstruktet” (dvs. det indsatte DNA-stykke) der var noget galt med (punkt 1).

Det er højst sandsynligt, at der i nogle af de gensplejsede afgrøder som dyrkes i dag, er skabt et “genetisk rod”, der kan have en uheldig - men ikke umiddelbar målbar - effekt på sundhed eller miljø. Fremtiden vil formentlig byde på et sådan eksempel (f.eks. om 10 år opdager man, at et givent gen-produkt frembringer allergiske reaktioner eller øger risikoen for kræft).
 

Sprøjtegiftsforbrug
En række afgrøder er gensplejset til at være modstandsdygtige overfor bredspektrede plantegifte (Roundup og Basta). Alt grønt på marken dør ved sprøjtning bortset fra den resistente afgrøde f.eks. majs, roe eller soja. Argumentet for de resistente afgrøder er, at landmanden skal sprøjte mindre og kun med ét middel, der samtidig anses for at være miljøvenligt. Sådan siger tilhængerne, men det er ren camouflage for at kunne sælge egne sprøjtegifte. Sagen er, at det er samme firmaer (f.eks. Monsanto), der sælger både genmanipulerede frø og den tilhørende sprøjtegift (Roundup) - en effektiv måde at øge salget af kemikalier på.
    Erfaringer i USA viser, at på marker med resistente soja og majs har forbruget af Roundup været flere gange højere end “normalt” anbefalet af producenten. Dette skyldes, at landmændende har forhøjet doseringsmængde og -frekvens p.g.a. øget resistens blandt ukrudt og for at være “på den sikre side”. Forbruget af Roundup er eksploderet i USA eftersom flere og flere landmænd er gået over til at dyrke resistent majs og soja. Monsantos salg af Roundup steg derfor med hele 72% i 1998 i forhold til året tidligere.
    De resistente afgrøder fastholder landmanden i en ikke-bæredygtig produktion. Taberen bliver miljøet. Roundup med aktivstoffet glyphosat skader miljøet via en fuldstændig tilintetgørelse af den vilde flora. Herved fjernes levegrundlag for dyr og fugle. USAs Miljøstyrelse (EPA) påpeger, at sjældne plante- og dyrearter, herunder en Houston-tudseart, er truede p.g.a. øget Roundup-forbrug. Via regn og vind spredes glyphosat i naturen, og f.eks. i fynske vandløb er der i seks prøver ud af seks mulige konstateret glyphosat i mængder op til 3 gange grænseværdien for drikkevand. Glyphosat er moderat toksisk overfor visse vandlevende organismer. Glyphosat er endnu ikke konstateret i grundvandet, men i mindst ét tilfælde er nedbrydningsproduktet AMPA fundet.

Sprøjtegiftsresistente afgrøder bør af miljøhensyn ikke tillades. Tanken bag er forkert - andre produktionsformer bør prioriteres. Derfor er det også NOAHs holdning, at man ikke skal foretage forsøgsudsætninger med sprøjtegiftsresistente afgrøder.
 

Resistens mod skadedyr
Man har via gensplejsning gjort planter modstandsdygtige overfor insektangreb. På den vis håber man at kunne mindske brug af sprøjtegifte. Men der er alvorlige miljøkonsekvenser. Ved genspredning kan modstandsdygtigheden spredes til naturlige planter. I USA og sydamerikanske lande udplantes insektresistent majs - den såkaldte Bt-majs - i stor stil. Bt er forkortelse for Bacillus thuringiensis, den jordbakterie, hvor insektgiftgenet stammer fra. I Mexico vokser tusindvis af vilde majssorter, og der vil højst sandsynligt ske en spredning af giftgenet til disse fra marker med Bt-majs. Hvad vil der ske, når vilde planter bliver effektive insektbekæmpere? Videnskaben kan kun gisne herom. Der er lavet meget få tests, og eventuelle miljøpåvirkninger måles ikke, hverken i USA eller Mexico.
    I kontrast til at insektarter trues står muligheden for, at de uønskede skadedyr bliver immune overfor Bt-giften. Udviklingen af immunitet forstærkes af, at Bt-giften produceres i planten i høj dosis igennem hele vækstsæsonen, hvilket er imod god praksis om at bekæmpe efter behov. Problematikken er en realitet, idet flere amerikanske landmænd har oplevet at Bt-planterne ikke virkede efter hensigten. Insekterne var blevet immune og landmændene forsøgte at sprøjte sig ud af problemet. For at hæmme udviklingen af immunitet opfordrer forskere til, at man har et såkaldt refuge (mindre areal på marken) med ikke-gensplejsede planter. Industrien har hidtil været modstander af dette, men har fornyligt måtte se sig nødsaget til at foreslå, at fra år 2000 skal 20-50% af en mark med Bt-afgrøder være ikke-gensplejset!
    IFOAM (international organisation for økologer), Greenpeace og en række andre organisationer har i protest mod Bt-planter trukket EPA (USAs miljøstyrelse) for en domstol (18. februar 1999). Anklagen lyder på, at EPA har givet godkendelser til Bt-planter i strid med amerikansk lovgivning omkring miljøhensyn.
    At problematikken omkring insektresistens er mangesidet kompletteres af tre videnskabelige undersøgelser, der viser uønskede sideeffekter på gavnlige insekter ved anvendelse af resistente (Bt eller lektin) planter. Det seneste eksempel er fra Skotland, hvor forskere har vist at mariehøns’ levetid og fertilitet blev dramatisk reduceret, hvis de spiste bladlus fra insektresistente kartofler. Mariehøns anses ellers for gartnere og landmænds “bedste ven”.

Strategien med at tilføre planter insektresistens er forkert. Modstandsdygtige planter kan spredes i naturen og udkonkurrere andre planter og/eller udrydde insektarter. Landmanden kan få problemer med at skadedyrene bliver immune. Sideeffekterne på gavnlige organismer kan være katastrofale. Insektresistens er et eksempel på den værst tænkelige anvendelse af genteknologi.
 

Antibiotika-resistens
Gener der koder for resistens overfor antibiotika bruges som såkaldte selektionsgener i planter og bakterier. Antibiotika-resistens benyttes udelukkende af gensplejseren til i laboratoriet at kunne udvælge de rigtige planter/bakterier og har ingen endelig funktion. Antibiotika-resistensgeners miljøeffekt er det svært at sige noget om. Det er især de sundhedsmæssige forhold, der er bekymrende - d.v.s. frygt for øget forekomst af (multi-)resistente sygdomsfremkaldende bakterier, der ikke kan bekæmpes med antibiotika.

Der bør indføres forbud mod udsætning af antibiotika-resistente organismer (planter og bakterier) i miljøet. Det er etisk og sundhedsmæssigt forkert at benytte en teknik, der kan forårsage øget frekvens af resistente bakterier. Desuden har der i mange år eksisteret alternative typer selektionsgener.
 

Andre typer gen-planter
De sprøjtegifts- og insektresistente planter dominerer fuldstændigt markedet for gensplejsede afgrøder verden over. Mindre udbredte typer er bl.a. stresstolerante, langtidsholdbare og næringsberigede planter. Miljømæssigt er det mest betænkeligt at gøre planter tolerante overfor stress (kulde, tørke, salt og kemiske forhold). Eksempelvis er en kartoffel gjort kuldetolerant ved at indsætte et gen fra en ishavflynder. Hvis en sådan kartoffel blev udplantet i Danmark, ville den måske klare sig så godt i det kolde klima, at den ville sprede sig i naturen og udkonkurrere vilde planter. Hvis der var tale om en plante (f.eks. raps) med vilde slægtninge, kunne det fremmede fiskegen endvidere spredes i naturen. Resultatet er biologisk forurening.
    Også ved traditionel forædling har man gennem historien søgt at få stresstolerante planter. Med gensplejsning kan dette gøres langt hurtigere og mere effektivt (man kan ikke forædle sig frem til fiskegener!).
    En langtidsholdbar tomat, en kartoffel med ændret stivelsesindhold, blomster i nye farver eller raps med sunde fedtsyrer vil (formentlig) ikke klare sig bedre i naturen end de ikke-gensplejsede artsfæller, ligesom de fremmede gener ved genspredning til vilde planter (formentlig) ikke har nogen effekt. Derfor vil sådanne gen-planter forventeligt være mindre miljørisikable end ovenstående.
 

Kumulative forhold
Ét af de store spørgsmålstegn står udfor storskala-problematikken. Hvad sker der, hvis mange forskellige afgrøder gøres Roundup-resistente eller hvis flere typer insektresistenser benyttes? Omkring disse kumulative forhold er der virkelig tale om videnskabelige gisninger. Det er klart, at to marker med sprøjtegiftsresistente roer ikke har den store miljøeffekt i forhold til, hvis der på hovedparten af landets marker vokser resistente afgrøder. Markforsøg giver kun et lille fingerpeg om storskala-effekter. Derfor er det vigtigt at bruge forsigtighedsprincippet konsekvent. Altså kun give grønt lys til gen-planter, hvor miljørisikoen ved storskala-udsætning er minimal i forhold til den forventede nytte. Kumulative miljøeffekter indgår ikke i den nuværende risikovurdering, idet reguleringen udelukkende bygger på “case-by-case” godkendelser.
 

Miljørisici i Danmark
Det er muligt at lave en prioritering over, hvilke gensplejsede organismer der vil have den største/mindste effekt på det danske miljø. Denne prioritering skal forstås vejledende - der kan ikke sættes tal på. Det er NOAHs opfattelse, at de tre resistenser (antibiotika-, sprøjtegift- og insektresistens) vil give de største miljøproblemer, ligesom deres nytte set fra et ikke-kommercielt synspunkt er absolut fraværende. Man kan måske forsvare at ville lave raps med et sundt fedtsyreindhold, men de tre resistenser er i enhver henseende uhensigtsmæssige.
    Et andet "worst-case" eksempel er hormonlaks. Der sker i forvejen en kraftig forurening af de vilde laksestammer fra dambrug. Gensplejsede laks vil i endnu højere grad være en trussel mod vildlaksen.
    Gensplejsede egenskaber som langtidsholdbarhed (tomat), øget stivelsesindhold (kartofler) eller ændret fedtsyresammensætning (raps) er mindre miljøbekymrende end ovenstående. Disse egenskaber medfører ikke sprøjtegiftsafhængighed eller selektive fordele i forhold til vilde planter. Muligheden for utilsigtede effekter (se afsnittet derom) eksisterer dog stadig. Hvis gen-planten har vilde slægtninge (raps) er det grundet genspredningen miljømæssigt mere betænkeligt, end hvis den ikke har (tomat).
    Fra et miljømæssigt synspunkt er køer, der er genmanipuleret til at kunne producere medicin i mælken, så godt som sikre. Køerne vil aldrig udgøre en trussel i naturen, men derfor kan medicinkøer godt være uønskelige af andre, f.eks. etiske og sundhedsmæssige, grunde.

Gensplejsede organismer kan vægtes i forhold til deres miljøeffekt fra mindst belastende til mest belastende: medicinko (mindst!) => langtidsholdbar tomat => stivelsesberiget kartoffel => raps med sunde fedtsyrer => kuldetolerance => antibiotikaresistens => sprøjtegiftsresistens => insektresistens => hormonlaks (værst!).
 

Tænkepause for gensplejsede fødevarer i Danmark
NOAH har sammen med 8 andre miljø- og landbrugsorganisationer i et notat opfordret miljøminister Svend Auken og fødevareminister Henrik Dam Kristensen til at indføre en tænkepause på minimum tre år for salg og dyrkning af gensplejsede afgrøder/produkter i Danmark. Dette med baggrund i manglende lovgivning, usikkerhed omkring miljø og sundhed, videnskabelig utilstrækkelighed og manglende indflydelse fra befolkningen. Notatet indebærer også et krav om et total forbud mod de tre resistenser (se ovenfor). Notatet kan fås ved henvendelse til NOAH. 
 

Uvildig forskning i Danmark
Det er en myte, at der skulle eksistere uvildige forskere! Dette skyldes at forskere:
1) er velbegavede, d.v.s. de har en holdning til det de laver, politisk og ideologisk.
2) er fascinerede af ny teknologi, og blændes derfor ofte af det smukke i videnskaben i forhold til de mindre smukke anvendelser teknologien kan have i det virkelige liv.
3) er ansatte, og må derfor rette sig efter deres institutions/arbejdsgivers politik.
4) sætter deres forskningskarriere meget højt. Forskere vil gerne risikoanalysere gensplejsede organismer, men kun forbyde et fåtal. Uden gensplejsning ingen risikoforskning og forskeren gør sig selv arbejdsløs.
Uvildig forskning er derfor ikke opnåeligt. Forskning uafhængig af kommercielle interesser derimod er opnåeligt og ønskværdigt. Risikoforskning i genteknologi skal foretages af universiteter og sektorforskning (f.eks. Risø og Danmarks Miljøundersøgelser) uden kommerciel indblanding. Men bioteknologiske virksomheder er desværre involveret i stort set al uafhængig risikoforskning i dag. Dette er meget uheldigt - den kommercielle indblanding bør undgås.
    Bioteknologiske virksomheder skal også foretage risikoforskning efter krav og retningslinier fra myndighedernes side.
    De offentlige biotek-midler skal omfordeles. Fra 1991-95 blev kun 6 ud af 450 mio. kr. givet til risikoforskning. Riskoforskningen er i dag så mangelfuld, at den skal kraftigt opprioriteres.
    Risikovurdering drejer sig ikke kun om miljø og sundhed i snæver forstand, men også om samfundsnytte, økonomi, ideologi og etik. Borgere og interesseorganisationer bør i vid udstrækning høres.

Offentlige biotek-midler skal i langt højere grad end i dag gå til risikoforskning på universiteter og sektorforskningsinstitutioner. Enhver kommerciel indblanding skal undgås.
 
 
 

 
NOAH-Genteknologi                                                                             Tilbage