Billede af en snegl, hvor der ved siden af står Modvækst Sommerskole. Billedet er i grønne nuancer.

Modvækst Sommerskole 2021 - Grøn Genstart i en Krisetid

Slutter
Makvärket
Teglværksvej 30, 4420 Regstrup
Tilmelding

Modvækst sommerskolen vender tilbage efter debuten sidste år, og vi glæder os så meget til at diskutere denne essentielle idé med nye ansigter. Glæd dig til en forlænget weekend med fascinerende foredrag, lækker mad og engagerede deltagere.

Grøn genstart i et modvækstperspektiv
Samfundet er ved at åbne op, men vi vil ikke tilbage til normalen! Kom med på sommerskole hvis du også mener, at vi skal have nogle alternativer til det dominerende vækst-samfund.

Stater og samfund verden over har nu i halvandet år vist en bemærkelsesværdig evne, til at omstille sig som reaktion på corona-pandemien. Det er nu for alvor tid til at udnytte den omstillingsparathed, til at fokusere på den grønne omstilling, og de tiltag, der er nødvendige for at afværge miljø- og klimakrisen.

Derfor fokuserer årets modvækst sommerskole på at gentænke, hvordan et grønt, retfærdigt, inkluderende og demokratisk samfund kan se ud. Sommerskolen finder sted den 26.-29. august 2021 i fantastiske omgivelser på Makvärket i Knabstrup på Vestsjælland.

Hvorfor modvækst?
Modvækst er både en bevægelse og en akademisk teori, som beskæftiger sig med at fremme andre former for fremgang end økonomisk vækst. Modvækst handler om at sænke det materielle forbrug i den rige del af verden og i stedet at skabe vækst i fælles værdier, såsom social og global retfærdighed, omsorg og nærhed, demokrati og lokalsamfund og ikke mindst økologisk bæredygtighed.

Vi mener, at corona pandemien giver oplagt anledning til at gentænke vores samfundsøkonomi. Derfor håber vi, at du vil være med til at genoplive debatten om grøn genstart og hvordan det kan se ud i et modvækst-perspektiv. Man behøver ikke at have noget kendskab til modvækst inden sommerskolen.
Det afgørende er at du brænder for en reel grøn og retfærdig omstilling af samfundet, og har lyst til at nytænke og få mere kendskab til modvækst.

Program
Sommerskolen vil byde på en blanding af foredrag og mere aktiv læring gennem workshops, hvor egne perspektiver bringes i spil, og hvor vi sammen vil forsøge at gentænke principperne for økonomien i konteksten af de presserende klima-, miljø- og ulighedskriser. Der vil være fokus på tre temaspor: transport og mobilitet, arbejdsmarkedet og landbrug.

Sommerskolens program vil bl.a. byde på spændende oplæg fra:

  • Hubert Buch-Hansen, politisk økonom fra CBS, ekspert i konkurrence- og erhverspolitik på EU-plan, og forsker i modvækst fra et polisk-økonomisk perspektiv.

  • Rebecca Rutt, politisk økolog fra Københavns Universitet, som bl.a. forsker i forbindelsen mellem modvækst, feministisk økonomi og den rolle omsorgsarbejde spiller i økonomien.

  • Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet og tidligere borgmester for teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

  • Anne Rehder, fra Frie Bønder, Levende Land og praktiserende regenerativ jordbruger.

  • Bevar Jordforbindelsen, talsperson offentliggøres senere.

Flere navne offentliggøres snart!


Med på programmet er også en rundvisning på Makvärket, morgen-yoga, filmaften og en festligt nat med masser af musik lørdag aften. Vi opdaterer beskrivelse med et mere detaljeret program så snart de sidste oplægsholdere er bekræftet. De tilmeldte vil derudover få tilsendt en læseliste, hvor man kan blive bekendt med nogle af modvækst-ideerne henover sommeren.

Det praktiske:

  • OBS! Efter vi har fået flere midler har vi valgt at gøre weekenden gratis for alle deltagere.
    Dem der har betalt, vil få deres penge tilbage, medmindre de ønsker andet.

  • Tilmeldingen til aftenskolen inkluderer alt mad (min. økologisk og vegansk) og drikke(-alkohol), logi i Makvärkets sovesale, samt det faglige indhold.

  • Tid: Ankomst om eftermiddagen torsdag d. 26. august kl. 17 og farvel søndag ved middagstid d. 29. august 2021 

  • Sted: Makvärket, en frivilligt og kollektivt drevet forening på den tidligere keramikfabrik ved Knabstrup teglværk: https://makvaerket.org/.

  • Der vil derudover være en mulighed for op til fem deltagere at tilmelde sig som frivillige, ved at markere at man ønsker dette, i evt. feltet ved tilmelding.

  • Skriv til os ved tilmeldingen vedrørende allergener og andre hensyn.

Vi glæder os til nogle rigtig hyggelige sensommerdage sammen!

Alt det bedste,
NOAH Modvækst

P.S. Vi er meget taknemmelige for støtte til projektet, fra henholdvis Græsrodsfonden, Miljø- og Energifonden, samt 1. Majfonden - TAK!

Tilmelding

  • 1 Aktuelle Start
  • 2 Preview

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!