Af Monica Stoye
stud.techn.soc, faglært landmand og forbrugerrepræsentant i LØJs bestyrelse.

Den danske svinebranche har set skriften på væggen og er i fuld gang med at indgå frivillige aftaler for at undgå brugen af vækstfremmere. Er landbruget på forkant eller har de bare set skriften på væggen?

I december 1996 fik fødevareminister Henrik Dam Kristensen endelig samlet argumenter nok sammen, til at kunne gennemføre en ulovliggørelse på EU-plan af vækstfremmeren avoparcin til anvendelse i slagtesvineproduktionen. På dette tidspunkt havde diskussionen om anvendelse af vækstfremmere i den animalske landbrugsproduktion allerede bølget frem og tilbage i flere år. Eksperterne - og med dem medierne - var bange for krydsresistens. Altså at den stigende anvendelse af antibiotika som en almindelig forebyggende indsats i slagtesvineproduktionen betød at man indenfor humanmedicinen ville få problemer med at slå sygdomme, der i dag er relativt harmløse, ned med antibiotikabehandlinger.

Skræmmende perspektiver

Perspektiverne var altså skræmmende. Men beviserne var ikke alene vanskelige at fremskaffe - det virkede også som om beslutningstagerne i EU havde vanskeligt ved at lade sig overbevise af dem. Henrik Dam Kristensen udformede det danske forbud udfra en rimelig godt underbygget mistanke om, at der var fare for krydsresistens mellem avoparcin og den humane medicin vancomycin, mens EU-kommissionen krævede yderligere forskning inden de kunne gøre det samme. Danmark havde allerede haft et forbud mod avoparcin i 1½ år, før EU-kommissionen fandt tiden moden til at lade dette forbud gælde hele EU.

Dette kan ses som et eksempel på den omvendte bevisførelse som man arbejder efter i EU; sålænge det ikke er bevist at noget er farligt, må man betragte det som ufarligt. Forsigtigheds-princippet, der ville give den nødvendige fokus på risici og konsekvenser ved bestemte produktionsmetoder eller anvendte stoffer, findes i realiteten kun på papiret som en del af nogle flotte formuleringer. Desværre labber det konventionelle landbrug denne indstilling i sig som varm mælk. Her kører man efter princippet, at når noget er lovligt og godkendt så må det dermed også være ganske uskadeligt. De seneste år har denne indstilling f.eks. været på banen i forhold til anvendelsen af sprøjtemidler og disse midlers påvirkning af det omgivende miljø. Det er altså sjældent fra det konventionelle landbrug, der bliver presset på for at forbedre forhold, der ikke decideret har noget med økonomi, eksport og øvrig indtjening at gøre.

Forbud giver nye vinkler

Tingene ændrer sig når noget forbydes, for så må landbruget næsten fra dag til anden ændre holdning, således at noget der for blot en måned siden var ganske ufarligt, nu pludselig har en bevist farlighed - og i øvrigt er forbudt - hvilket oftest får landbruget til at slå sig for brystet og forklare omverdenen at de jo hele tiden har været forberedt på at noget var under opsejling … og så viser det sig pludselig at de sagtens kan finde alternativer ! Landbrugets grovvareselskaber var således grumme stolte af at de allerede en måned før Henrik Dam Kristensens forbud i maj 1995 havde lugtet lunten og fået stoppet deres produktion af foder med avoparcin således, at lagrene var aldeles tomme da forbuddet blev vedtaget . Dette forbud viste sig så i løbet af de næste år at medføre en stigning i brugen af en del andre; endnu ikke forbudte vækstfremmere.
 

Siden er forbudene mod anvendelse af vækstfremmere faldet tæt både her hjemme og i EU, de danske svineproducenter har dermed en ny situation - de skal til at klare sig uden vækstfremmere.

Væk fra vækstfremmerne, men hvordan ?

Som sædvanlig har landbruget først i elvte time set skriften på væggen og fundet ud af at der kun var to mulige udgange væk fra brugen af vækstfremmere; enten ville de politiske beslutningstagere forbyde stof efter stof og dermed gradvis trænge landbruget op i en mediemæssigt set meget uheldig krog eller landbruget kunne selv tage tråden op og forsøge at gå offensivt ind i de konfliktfyldte vande.
Her var igen to veje at gå; landbruget kunne selv forsøge at nedsætte brugen af vækstfremmerne f.eks. ved at opprioritere forskning og rådgivning i anvendelsen af andre ikke-antibiotiske midler med samme effekt eller man kunne gøre noget ved produktionsforholdene således at anvendelsen af vækstfremmere ville blive helt overflødig.
 
Havde landbruget valgt denne sidste løsning havde det krævet store forandringer i produktionsforholdene. Indenfor svineproduktionen har vækstfremmerne primært været anvendt i to produktionsled. Til pattegrise der fravænnes ved 3-4 ugers alderen for at soen kan blive drægtig så hurtigt som muligt. Her ville en ændring kræve at pattegrisene fik lov til at gå hos deres mor i omkring otte uger for herved at opnå en tilstrækkelig modstandskraft til at komme helskindet gennem en fravænning.

Den største del af vækstfremmerne blev dog anvendt til slagtesvin på omkring 40-50 kilo, da større dyr kræver mere vækstfremmer for at der opnås en effekt. Omtrent halvdelen af de slagtesvin som produceres i Danmark flyttes under deres opvækst. Ikke bare fra én stald til en anden, men også fra en producent til en anden. Man har simpelthen producenter, der er gode til at lave smågrise og andre der har specialiseret sig i at fede disse grise op. Udover at disse flytninger stresser dyrene, medfører de også forandringer i dyrenes miljø f.eks. i forhold til den omgivende bakterieflora, nye flokfæller, anden fodersammensætning m.v. Dette kan medføre at grisenes fordøjelsessystem bryder sammen, derfor har man hidtil brugt vækstfremmere som en forebyggende foranstaltning. Uden vækstfremmere stiger risikoen for diareer og lign., hvilket medfører at grisene efterfølgende må behandles med netop antibiotika. Der arbejdes dog  fra landbrugsforskningens side ihærdigt med avancerede alt ind - alt ud systemer og diverse foder- og managementtips som alternativer til vækstfremmerne2. Blot at lade grisene gå samme sted i egen søskendeflok indtil slagtning er nemlig hverken rentabelt eller rationelt, hvis man har det konventionelle svinebrugs briller på.

Landbruget - og her måske især svinebranchen - har et stort fælles mantra, et mantra der ikke kan diskuteres og som der ikke kan rokkes ved nemlig; den hellige eksport. Hvis et tiltag kaster en skygge, der bare i et vist omfang kan virke truende i forhold til denne eksport hives mantraet ud af skabet og gentages i en uendelighed. En mere gennemgribende produktionsomlægning f.eks. til økologiske frilandsgrise ville ikke bare kaste en truende skygge over eksporten af bulkvarer, men ligefrem rokke ved dennes eksistensgrundlag. Derfor kommer den slags løsninger ikke engang til diskussion - de er ikke-eksisterende.

I mangel af bedre greb landbruget dermed til det eneste offensive middel der var tilbage, nemlig at forsøge at få nedsat anvendelsen af de antibiotiske vækstfremmere.

Frivillige aftaler

I første omgang indgik svinebranchen en frivillig aftale med sig selv og hinanden om at stoppe brugen af antibiotiske vækstfremmere til slagtesvin over 35 kg fra og med den 1/3 1998. Private slagterier og eksportslagterier var ikke omfattet af denne frivillige ordning, men man regnede indenfor branchen med at de ville følge trop med de meget større andelsslagterier. De landmænd som ikke ønskede at deltage i denne frivillige ordning skulle betale 20 øre pr. kilo  i straf, hvilket godt kan gå hen og blive en god klat penge; når man leverer 2000 slagtesvin, á ca. 100 kg., årligt.

De 20 øres strafbetaling per kilo var i øvrigt mere end man kunne gøre sig håb om at tjene ved at benytte vækstfremmere. Da branchen så samtidig, af andre årsager, oplevede en stærk nedgang i afregningspriserne, var det vel så som så med frivilligheden. Det viste sig da også i løbet af 1998 at forbruget af vækstfremmere i forhold til det foregående år faldt med 70% .

Målet for svinebranchen er helt at undgå vækstfremmerne - også de noget mindre mængder der bliver anvendt ved fravænning af smågrisene. Denne udfasning sker ved udgangen af 1999.
Den tidlige fravænning er hård ved smågrisenes mave-tarmsystem, her virker vækstfremmerne  stabiliserende. Landmændene har altså brug for at finde en alternativ vækstfremmer, for at kunne fortsætte med den tidlige fravænning. Det mest virksomme præparat har vist sig at være syrer. En af de syrer, som giver gode resultater er mælkesyrebakterier , de samme som f.eks. anvendes ved yoghurt-, tykmælks- og anden surmælksproduktion til os mennesker. Når man fremover hører landmænd tale om alternative vækstfremmere kan dette altså dække over noget så harmløst som mælkesyrer.

Selv om man naturligvis kunne ønske sig, at svinebranchen turde begive sig ud i egentlige produktionsændringer, er det så absolut et positivt skridt frem at antibiotiske midler, med en hale af ukendte risikofaktorer, fjernes og mere naturlige stoffer vinder indpas.

Svinebranchen er stolte over sig selv

Svinebranchen er således et mulehår foran lovgivningen og kan bryste sig af at være fremsynede og gøre en stor indsats af egen drift. Udover at de herved slipper for noget af mediemøllen, er de jo også godt klar over, at gjorde de ingenting, ville de højst få et år eller to mere med vækstfremmere før de politiske beslutningstagere lukkede ballet.
Formanden for Danske Slagterier, gårdejer Jørgen Laursen Vig er f.eks. meget stolt over at landbruget 'selv' har fundet frem til en frivillig aftale og giver følgende begrundelse for målet om at fjerne de antibiotiske vækstfremmere:
"… Dermed vil Danmark som verdens største eksportør af svinekød stå i den situation, at vi som det eneste af de store eksportlande har fjernet brugen af vækstfremmere frivilligt. Det skal vi naturligvis bruge offensivt i markedsføringen af dansk svinekøds i forvejen høje kvalitet. ?….? Nu tager vi så fat på den sidste afvikling. Ikke fordi brugen af vækstfremmere har været skadelig eller har ført til resistensproblemer - den har hele tiden været lovlig og godkendt af myndighederne, både herhjemme og i EU. Men fordi landbruget ikke ønsker at anvende antibiotika til produktionsformål, når det vel at mærke kan lade sig gøre, uden at det fører til øget brug af medicin ordineret af en dyrlæge, og uden de store fravænningsproblemer i soholdet. Det tror vi kan lade sig gøre."
Det er jo dejligt at høre så vovede og visionære ord fra en af landbrugets absolutte topfolk - det morsomme er, at han, seks sider længere henne i samme blad, er meget bekymret for om den danske svinebranche nu også kan konkurrere med USA på svinepriserne. Det er som at sammenligne æbler og pærer.

I USA er eksport-svineproduktionen i sandhed stordrift, med farme der producerer flere hundredetusinde slagtesvin årligt. Her hersker de frie markedskræfter, så sådan noget besværligt noget med regler omkring dyrevelfærd, miljøbeskyttelse og den slags, er ikke på dagsordenen. Begrænsninger i forhold til brugen af vækstfremmere er naturligvis overhovedet ikke på tale i USA. Ja, selv forekomsten af salmonella svæver i det uvisse, så hvad angår fødevaresikkerhed er der et langt stykke vej inden amerikanerne når op på siden af den danske svineproduktion . Så måske giver
stramme danske regler alligevel branchen et vist forspring på verdensmarkedet.
 
Det ville være en god intellektuel øvelse for landbrugets topfolk at prøve at komme ud over den traditionelle opfattelse af stramme regler som begrænsende faktorer. Stramme regler kan også være de nødvendige udfordringer, der fremtvinger nye og bedre muligheder; også i forhold til verdensmarkedet.

Frivillige aftaler og regler går hånd i hånd

Det, at svinebranchen får taget sig sammen til at indgå en frivillig aftale omkring fjernelsen af vækstfremmere, er altså ikke noget, der er helt så fantastisk og enestående som branchen gerne vil have det til at se ud. EU er for en gangs skyld bare en smule med på beatet og forbyder fra og med i sommer en lang række vækstfremmere, der er blevet brugt i den animalske landbrugsproduktion. Et EU-forbud er at foretrække fremfor en frivillig aftale af to årsager, nemlig for det første at EU-lovgivningen er langt sværere end en frivillig aftale lige hurtigt at ændre, hvis det viser sig vanskeligt at opfylde kravene. For det andet - og klart væsentligst - så gælder EU-reglerne  i et meget større område. De frivillige aftaler gælder jo kun for Danmark.

EU-forbuddet er udelukkende rettet mod anvendelsen af vækstfremmere i produktionen, det er således ikke forbudt at importere varer, hvor der under produktionen er anvendt vækstfremmere. Denne begrænsning skyldes, at EU ikke ønsker endnu engang at være på kant med USA, som man er det i sagen om hormonkødet. USA kan således fortsat bruge lige så mange og lige så forskellige vækstfremmere som de har lyst til og uhindret eksportere deres produkter til EU-landene2.

Det er dog ikke i forhold til importen af svinekød til Danmark, vi forbrugere behøver at bekymre os. Den smule der importeres er enten gourmet-produkter som f.eks. parmaskinke eller omvendt råprodukter af en billigere og noget ringere kvalitet end de danske produkter. Disse produkter importeres af mindre slagterier til produktion af delikatessevarer som f.eks. patéer, rullepølser og lign. Den indenlandske produktion af svinekød er rigelig stor til sagtens at kunne levere den altovervejende del af den almindelige danskers forbrug - eksporten udgør således omkring 80-85% af den danske svinekødsproduktion ; så der er selvfølgelig en økonomisk grund til landbrugets mantra om den hellige eksport.

Restkoncentrationer i kødet

Netop den store produktion af svinekød gør det ekstra interessant for danskernes almene helbredstilstand, at branchen ønsker helt at fjerne vækstfremmerne. De resistente bakteriestammer, der kan være konsekvensen ved brugen af vækstfremmere, opstår netop i de områder hvor produktionen foregår. Det er altså dyr - og i uheldigste fald også mennesker - tæt på produktionsstederne, der er i den største risikozone. Desværre forsvinder risikoen ikke bare fordi landbruget fravælger vækstfremmerne. Resistente bakterier giver deres resistensgener videre, også selv om der ikke er antibiotika i miljøet, derfor må det forudses at de resistente bakterier vil florere  i lang tid endnu  . Derimod løber dem, der sidenhen, et sted i udlandet, spiser kød, der er produceret ved hjælp af vækstfremmere stort set ingen risiko, da mængderne af de vækstfremmere, der benyttes under produktionen, er så forholdsvis små, at det aldrig er lykkedes at spore noget i kødet efter slagtning .

Problemet kommer så hvis de danske svineproducenter i stedet for at forebygge med små mængder antibiotiske vækstfremmere, i langt højere grad end i dag begynder at behandle dyrene med antibiotika. Når dyrene skal kureres med antibiotika anvendes der nemlig meget højere doser og risikoen for, at der opstår restkoncentrationer i kødet efter slagtning er derfor stigende.

I 1997 gennemførte Forbrugerbladet Tænk en test sammen med andre europæiske forbrugerorganisationer, der gik ud på at undersøge restindholdet af antibiotika i forskellige typer kød fra de 15 EU-lande. Danmark slap igennem nåleøjet uden at der blev fundet antibiotikarester i nogle former for kød. Irland fik den tvivlsomme ære at komme på førstepladsen. Her blev der konstateret antibiotikarester over maksimalgrænseværdien i 17% af de indkøbte prøver . Om dette fremover også bliver det billede, vi skal forholde os til i Danmark kan kun fremtiden vise …