Af Professor Jesper Jespersen
Der må udarbejdets en for alle folketingets partier forpligtigende strategi for bæredygtig udvikling. Det kan for mig at se kun ske ved, at kravene eksplicit formuleres og efterfølgende indsættes i Grundloven, så alle fremtidige regeringer kan stilles til ansvar for overholdelsen heraf. Herved kan der skabes et værn mod, at kortsigtede økonomiske gevinster opnås på bekostning af hensynet til miljøet.
Forbrug og privatøkonomi
Det er med penge som med vejret, at alle taler om dem/det, og at alle er utilfredse. Om sommervejret er der kun at sige, at man skal helt tilbage til den gang jeg var dreng, for at finde en rigtig 'god sommer'. Og lige så med økonomien, vil skal helt tilbage til de 'glade 1960ere', for at finde en periode, hvor folk følte, de havde penge nok.
Det med sommervejret skal jeg lade ligge og koncentrere mig om pengene. For det paradoksale er jo, at når jeg slår efter i mine statistikker, så var den gennemsnitlige reale indkomst for 40 år siden under halvdelen af, hvad vi har i dag til rådighed til privat (og offentligt) forbrug. Vi havde et materielt forbrug på niveau med de 'stakkels' polakker - alligevel følte de fleste sig rigere end i dag.
Følelsen af velstand udsprang af to forhold. For det første steg indkomsterne hurtigere end i nogen tidligere periode. Det var simpelthen svært at bruge pengene i samme hastige tempo, som de blev tjent .
Et andet træk ved 1960erne var den fulde beskæftigelse, at alle der ville kunne få et (efterhånden) velbetalt job.
Men endnu i begyndelsen af 1960erne var arbejdsdagene mange og lange. Der blev arbejdet 45 timer om ugen, og der var kun 2-3 ferieuger om året.
Derfor blev en del af den øgede velstand op gennem 1960erne udbetalt i form af kortere arbejdstid (40 timers arbejdsuge) og længere ferie (4 uger), der skulle jo også være tid til at bruge pengene.
Gældsfælden
Hvorfor føler mange sig så alligevel fattigere i dag end for 30 år siden, når deres materielle forbrug nu er væsentligt større, og arbejdsdagen (for de fleste) er kortere, og ferien er længere? Det er der en række forklaringer på. Den væsentligste er formentlig, at stigningstakten i indkomsterne og dermed i forbrugsmulighederne er sat ned. Men måske nok så væsentligt, vi er begyndt at købe på kredit og afbetaling i en i forhold til tidligere helt uset grad. Forbrugerne er blevet 'kredit-junkies'. Det første man gør, når man har fået sit første job, er at købe en ejerlejlighed og udstyre den fra a til z finansieret ved kredit- og banklån. Ligesom der ikke går mange måneder, før en bil står ved kantstenen - ligeledes købt på afbetaling.
Det får gældsfælden til at klappe i omkring familien Danmark fra en tidlig alder. Når skatten og de månedlige betalinger til bank, kreditforening, olieselskab, børnehave, A-kasse og fagforening er trukket, så er der så lidt tilbage på (gennemsnits)familiens konto, at farmand bliver nødt til at tage overarbejde, og mor må springe de økologiske varer over på sin tur gennem Brugsen.
Bliver det så ikke bedre, når lånene med årene er ved at være høvlet ned? Næppe, for boligen har det med at vokse, bilen med at blive større og udlandsrejserne med at blive længere. Her er drivkraften uligheden i samfundet. For det er altid muligt at få øje på nogen i omgangskredsen eller i nabolaget, der har et større forbrug end en selv. Og når de kan tage til Florida 2 uger hver vinter, hvad skulle så holde os tilbage? I den vestlige kulturkreds synes behovene at være umættelige. Holdingen er i al sin primitivitet, at hvis noget er godt, hvorfor skulle mere så ikke være bedre? En 'filosofi', som det massive reklamebombardement vi dagligt udsættes ikke giver os mulighed for at glemme, og som den smilende bankrådgiver villigt finansiere. Set i det perspektiv, er det svært at forestille sig, at forbruget overhovedet skulle have en øvre grænse!
Forbrug og samfundsøkonomi
Her er det at politikerne kommer ind i billedet. De har nemlig også en interesse i, at holde forbruget oppe - eller rettere i, at forbruget vokser med 2-3 procent om året; for det er væksten i forbruget, der holder økonomien oppe i tempo. Panikken er jo i øjeblikket ved at brede sig, fordi forbrugerne i USA er blevet lidt mere tilbageholdende oven på tragedien den 11. september. Det har sendt en kædereaktion igennem den amerikanske økonomi, der straks har sendt arbejdsløshedstallene i vejret, hvilket har gjort forbrugerne endnu mere tilbageholdende; for i tilfælde af arbejdsløshed, hvordan skal lånene så tilbagebetales? Ikke overraskende har det fået den amerikanske centralbank til at sænke rente i flere omgange i håbet om, at forbrugerne skulle genvinde lidt af lysten til at købe på kredit. Og præsident George W Bush har sænket skatten - ligeledes i et forsøg på at pumpe købekraft ud i samfundet. Men denne stimulans til økonomien er ikke noget specielt amerikansk fænomen. I Danmark oplevede vi præcis det samme, da Nyrup Rasmussen trådte til som statsminister i 1993. Han indledte ligeledes det 'danske mirakel' med en kombination af øgede offentlige udgifter og lavere skatter. Og huj, hej hvor det er gået lige siden. Forbruget er i dag i gennemsnit 25 pct. højere end for 7 år siden. Noget ikke mindst finansministeren er godt tilfreds med; for hun har efterfølgende fået en dejlig masse skattekroner i kassen, da først de økonomiske hjul begyndte at rulle lystigt derudad.
Fra forbrug til miljø - men hvordan?
Men den økonomiske vækst er ikke omkostningsfri for miljø og arbejdskraft. Det slider på natur og mennesker med den høje økonomiske aktivitet. Men sliddet bliver ikke gjort op (i penge) og bliver derfor ikke trukket fra ved opgørelsen af nationens velstand - i det såkaldte bruttonationalprodukt (BNP). Tværtimod narrer BNP-opgørelsen os til at tro, at vi ligefrem bliver rigere, når f.eks. antallet af trafik- og arbejdsulykker stiger; for det giver god beskæftigelse og indkomster på autoværksteder og hospitaler. Ligesom den øgede produktion af olie og gas fra Nordsøen forøger BNP - men hvor længe og til fordel for hvem?
Hvis vi i stedet for BNP benyttede størrelsen og kvaliteten af naturkapitalen som mål for nationens velstand, så ville vi være nået til det diamentralt modsatte resultat: at vores velstand (formue) år for år var blevet reduceret. Der trækkes på udtømmelige ressourcer, jordarealer asfalteres og cementeres, grundvandskvaliteten forringes, kvælstofmængden i de indre farvande forøges, mængden af tungmetaller øges og CO2-koncentrationen stiger. Udviklingen er alt andet end bæredygtig, hvorfor det er et spørgsmål om tid, hvornår miljøpresset bliver direkte velfærdsforringende. Og så er det muligvis for sent at rette op; for mange af disse miljøprocesser kan ikke gøres om. Den olie og gas, der er brændt af, er forsvundet for al tid. CO2 kan ikke indfanges igen, når først den er sluppet ud i atmosfæren osv, osv.
Radikale krav – radikale ændringer
En opbremsning af det stigende miljøpres kræver en kollektiv - og dermed politisk - handling. Det ved vi godt, og derfor har vi også op gennem 1990erne set en stribe politiske handlingsplaner blive fremlagt under stor mediemæssig bevågenhed ved præsentationen; mens de udeblevne resultater efterfølgende blev søgt forbigået i tavshed. For ingen af de i sig selv ikke særligt ambitiøse miljøhandlingsplaner er endnu blevet opfyldt.
Kortsigtede økonomiske interesser er hver gang og hele tiden kommet på tværs. Finansministeren skulle lige have gang i økonomien, så hun kunne få råd til at finansiere et bedre miljø. Landbruget måtte ikke generes, for det skaffer valuta til landet. Transporten er jo en forudsætning for at få varerne frem til tiden. Forbrugerne, siges det, er ved at være trætte af grønne afgifter. Og var det i øvrigt ikke vigtigere, at sygehusene kom til at fungere - miljøet løber jo ingen steder? Jo, jo vi kender remsen, og da der er valg mindst hvert fjerde år, så vil disse kortsigtede politiske interesser vedblive med at dominere, hvis ikke reglerne for varetagelse af de langsigtede miljøhensyn ændres afgørende.
Der må udarbejdets en for alle folketingets partier forpligtigende strategi for bæredygtig udvikling. Det kan for mig at se kun ske ved, at kravene eksplicit formuleres og efterfølgende indsættes i Grundloven, så alle fremtidige regeringer kan stilles til ansvar for overholdelsen heraf. Herved kan der skabes et værn mod, at kortsigtede økonomiske gevinster opnås på bekostning af hensynet til miljøet.
