[Bag om Miljøsk][Planlagte numre][Tidligere numre][Udvalgte artikler][Skriv til Miljøsk] [Abonnement][English presentation]P Ritt lover 5.000 miljøvenlige boliger til københavnerne Pressemeddelelse 10. juni 2006
”Danmark er ikke længere på forkant med det miljø- og energibevidste byggeri. De spændende initiativer og byggerier skal vi finde i bl.a. Tyskland, Holland og Schweiz. Det vil være ønskeligt at det offentlige tør stille krav til byggeri og planlægning” Kirsten Sander, Arkitekt & sekretariatsleder i selskabet for miljø og arkitektur. Redaktionsgruppen bag tidsskriftet Miljøsk skrev et åbent brev på vegne af NOAH til Overborgmester Ritt Bjerregaard og Bygge- og teknikborgmester Klaus Bondam og krævede at de 5.000 nye boliger til Københavnerne skulle være sunde boliger som en del af en bæredygtig revitalisering af byen. Vi skrev bl.a. "Byen trænger til en grøn revitalisering og det er ikke kun bilerne som skal ud af byen. Det gælder også de mange miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, som findes i mange konventionelle byggematerialer, samt træk og støj i dårligt isolerede boliger. København skal, som de førende storbyer i Europa, i gang med at inddrage vidtgående miljøhensyn i alt nybyggeri og de 5000 nye boliger er et godt sted at starte." Ritt svarede bl.a. "Jeg er enig med jer i, at der skal bygges så miljørigtigt som muligt set ud fra en totaløkonomisk betragtning." I NOAH ser vi frem til at kommunen tager sin del af ansvaret, lader handling følge de fine ord og udstikker en bæredygtig kurs for fremtidens byggeri i byerne. Du kan læse mere om bæredygtig byggeri i Miljøsk nr. 41 med temaet "Byg bedre - om bæredygtig byggeri". Bladet er næsten udsolgt men du finder udvalgte artikler på vores hjemmeside. Kontakt til NOAH T. 35361212 E. noah@noah.dk Svar fra Overborgmester Ritt Bjerregaard Kære NOAH Tak for jeres mail om nye bæredygtige boliger i København. Jeg er enig med jer i, at der skal bygges så miljørigtigt som muligt set ud fra en totaløkonomisk betragtning. Derfor har Københavns Kommune fastlagt en række krav for miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri. Disse krav skal følges ved byfornyelse, støttet byggeri og kommunalt byggeri. Endvidere anbefales det, at de også følges ved privat byggeri. Jeg har for nylig sammen med min borgmesterkollega Klaus Bondam præsenteret en plan for de 5.000 billige boliger. Vi forestiller os, at boligerne opføres dels af en fond, dels af almene boligorganisationer, dels af private bygherrer. Der vil således ikke blive tale om kommunalt byggeri. I forhold til det almene byggeri er der allerede i dag krav om miljøorientering jf. kommunens udbudskrav for støttet byggeri. Og kommunen vil selvfølgelig også over for fonden og andre private bygherrer - som det allerede er praksis i dag - anbefale, at kommunens politik følges. En meget vigtig forudsætning for at opnå billigere boliger er, at produktionen af boligerne gøres betydelig mere effektiv gennem en øget industrialisering. Det vil både medvirke til mindre ressourceforbrug ved boligernes produktion og ved den efterfølgende opførelse. Venlig hilsen Ritt Bjerregaard
|