  Efter at være startet i slutningen af august, og hvor vi nu går ind i december, har jeg som nægter herinde på NOAH haft muligheden for at få en vis rutine stablet på benene. Så kan man vel formode, at den tidligste indkøringsfase er overstået, og jeg derfor har en eller anden erfaring, som jeg kan give videre til en eventuelt interesseret kommende militærnægter. Først og fremmest vil jeg sige, at hvis du kommer herind, så vil du komme i lokaler med ligesindede mennesker, og at her er en god og fri atmosfære, hvor dagligdagens stress og konstante pres for at yde mere og mere ikke er helt så immanent. Grundet at folkene omkring dig er her på frivillig basis, kan du ikke undgå at blive smittet med et lignende engagement, og du skal immervæk også være født med en meget sur citron i munden, hvis du ikke også kommer i godt humør. Jeg føler i hvert fald ikke, at det har været mig nogen byrde at skulle være herinde fem dage om ugen, og det må vel siges at være en stor ros i sig selv, når man anser sin egen personlighed for værende af den lidt mere frie og flyvske slags. Mine opgaver har i høj grad været at passe på det daglige kontorarbejde herinde, hvilket er at passe telefonen, svare på e-mails osv., men der har også været stunder, hvor jeg har deltaget som medhjælper i det aktivistiske arbejde, og det er her, det har været allersjovest. Eksempelvis fik jeg den ære at være med til at dele suppe ud (mod betaling) til frysende deltagere ved årets Sociale Forum i Kulturstaldene ved Vesterbros Halmtorv. Derudover har jeg været med i engagementet imod agrobrændstoffer, som NOAH finder uhyre problematiske. Det bestod bl.a. i at være med til at vise en aktivist fra NOAHs søsterorganisation WALHI – en indonesisk miljøorganisation, der varetager eksempelvis småbønders interesser i kampen imod storkapitalen – rundt i København. En interessant opgave, når man tager i betragtning, at manden hverken kunne dansk, engelsk, tysk eller spansk for den sags skyld. Derudover har jeg været med til at arrangere en række begivenheder, hvor NOAH har fremvist dokumentarfilmen ”Lost in Palm Oil”, der omhandler netop de indonesiske bønder og ødelæggelsen af store områder regnskov på de indonesiske øer Sumatra og Papua. Generelt kan jeg kun sige positive ting omkring nægtergerningen på NOAH. Det er dog en fordel at være selvstændig, når du sidder herinde, og du ikke har noget imod ikke hele tiden at have en bunke arbejde foran dig. (Jeg har ordnet bogføringen, så den er up-to-date, så det slipper du for.) Der er også tidspunkter, hvor der ikke er så meget andet at lave, end at vente på at telefonen ringer. Men så kan man jo passende lave sig en kop kaffe eller tørre en enkelt reol af hist og pist…
|
||||