EU Brev til klima- og energiminister Connie Hedegaard

17. januar 2008 · Kl. 11:18 Høringssvar

Den danske støtte til EUs mål om 20% vedvarende energi og 30% reduktion af drivhusgasudslip i 2020 må følges op med konkrete tiltag for vedvarende energi og energibesparelser i Danmark.

 

Klima-og Energiminister Connie Hedegård

Stormgade 2-6
1470 København K
Email kemin@kemin.dk

Kære Connie Hedegård,

Den danske støtte til EUs mål om 20% vedvarende energi og 30% reduktion af drivhusgasudslip i 2020 må følges op med konkrete tiltag for vedvarende energi og energibesparelser i Danmark, med samme mål-år som EU’s fælles mål: 2020.

Danmark er i en bedre position til at gøre en stor indsats end mange andre lande, pg.a. af vor progressive industri for energibesparelser og vedvarende energi, en engageret byggebranche o.a. Derfor opfordrer vi til at det danske mål bliver mindst 50% reduktion af CO2-udslip fra 1990 til 2020, opnået ved en kombination af energibesparelser og vedvarende energi. Grundene til at netop Danmark skal påtage sig så store emmissioner er at vi har store emmissioner i forhold til det global gennemsnit, store potentialer for at reducere energiforbruget og en økonomi, der giver os mulighed for at blive et foregangsland. Det vil gavne Danmark og den danske industri fremover. Det er med andre ord både en investering i det globale klima og i dansk teknologi-udvikling.

Hvis Danmark skal bidrage positivt til at nå det fælles mål om 20% vedvarende energi i 2020, svarende til omkring en 13% stigning fra 2005, foreslår vi at det danske mål for VE i 2020 bliver 45% af det primære energiforbrug1. Der er en række forslag, der viser hvordan vi kan realisere dette med eksisterende teknologi og overkommelige investeringer. I 2005 var den danske VE-andel 15,5% vedvarende energi; derfor vil en dansk indsats for VE svarende til det forventede gennemsnitlige indsats i EU være at øge VE-andelen til 28,5%. Hvis vi i Danmark skal være med til at drive EU frem, må den danske målsætning derfor være markant større, f.eks. de her foreslåede 45%. Danmark har mere end fordoblet brugen af vedvarende energi i perioden 1996-2005, hvilket viser at en kraftig stigning er mulig. Hvis de 45% vedvarende energi kombineres med en kraftig indsats for energibesparelser, så det samlede energiforbrug nedbringes markant, kan sikres den foreslåede halvering af CO2 udslippet. Der er som 

bekendt store, uudnyttede potentialer for energibesparelser i de fleste af samfundets sektorer.

Hvis Danmark skal bidrage positivt til EUs klimaindsats, skal vi både nationalt og i EU arbejde for at vedvarende energi fremmes med afprøvede og effektive virkemidler, som faste afregningspriser for VE-el, information, anlægstilskud og demonstrationsprogrammer. Der vil være en stor risiko for at sætte den positive udvikling af VE i EU over styr ved at basere sig på VE-certifikatsordninger, hvor VE kan produceres overalt i EU, og hvor brancherne i de enkelte lande derfor ikke ved hvilken fremtid de har nationalt mht. priser, udbygningstakt osv.

Tidligere nationale erfaringer med VE-certifikatsystemer er at de har givet en langsommere udbygning og dyrere VE end systemer med faste afregningspriser. Dette er dokumenteret bl.a. i EU Kommissionens evalueringer i 2005 og 2007 af udbygningen af elproducerende VE i EU landene.

En VE certifikatsordning vil på kort sigt favorisere de billigste teknologier, og derfor ikke give det incitament til at udvikle nye teknologier, som f.eks. bølgekraft. Systemet vil derfor ikke understøtte den nødvendige teknologiudvikling.

Derfor opfordrer vi til at Danmark klart tilkendegiver overfor de øvrige EU-lande at de nødvendige ordninger til fremme af VE til at nå 20% målet skal være nationale og at Danmark er imod fælles ordninger med f.eks. omsættelige certifikater.

Med venlig hilsen,

Organisationen for Vedvarende Energi v. Marianne Bender (formand) og Gunnar Boye Olesen (sekretær for europæisk samarbejde), kontakt tlf. 36986856 og 86227000.

Miljøbevægelsen NOAH v. Kim Ejlertsen (talsmand for NOAH ’s Energigruppe), kontakt tlf. 57527592

1 Der er her taget udgangspunkt i 20% VE-andel af det primære energiforbrug, som er den reference, der normalt anvendes og som er den måde vedvarende energi er opgivet i Energistyrelsens statistik. EU Kommissionen arbejder nu internt med en målsætning på 20% det endelige energiforbrug. Det er lidt mindre ambitiøst, idet brug af vedvarende energi som regel er mere effektiv i konvertering af primær energi til endelig energi end traditionel energiforsyning.

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!