Energigrabbing Brintens brutale bagside

Centrale budskaber

• Danske og europæiske selskaber dræner naturressourcer i fattige lande for at skabe grøn vækst. Historiske uretfærdigheder gentager sig, og det globale syd står tilbage med de sociale, miljømæssige og landskabsmæssige konsekvenser . 
• Import af brint udskyder klimahandling og skaber falske forventninger, fordi det er endnu et teknisk fix, som ikke lever op til ambitionerne.

Jord- og vandgrabbing

Europa-Kommissionen har en målsætning om at importere 10 millioner tons grøn brint i 2030. Import af grøn brint fra tredjeland er derfor et vigtigt værktøj i EU’s grønne omstilling. Vedvarende energi fra vindmøller og solpaneler kan ikke transporteres over meget lange afstande, men hvis man producerer brint af energien, kan den lagres og transporteres langt. 

Udover forbrug af areal til energiparker kræver fremstillingen af brint store mængder rent vand. Ofte forventer de private vestlige selskaber, som planlægger at producere brint i det globale syd, at bruge afsaltet havvand, på trods af at det er dyrt og skaber store affaldsmængder at afsalte havvand.

Nogle selskaber, for eksempel danske GreenGo, beskriver, at de har en vision om at forsyne de omkringliggende indbyggere med vedvarende energi og afsaltet vand. Men af praktiske og økonomiske grunde er det ikke videre sandsynligt, at brintprojketer kommer til at forsyne omkringliggende samfund med el og vand. Private virksomheder har en tendens til at beskrive langsigtede visioner som noget, der kommer til at gå i opfyldelse med det samme, selvom det måske aldrig kommer til at ske.

De lokale økonomiske gevinster er også til at overse. Lande i det globale syd giver typisk skatterabat til selskaber, der investerer i brint, og ifølge Danwatch, mener Florian Egli, professor på Technische Universität München, at brintprojekter kun giver ganske få lokale jobs.

Man kan med rette stille spørgsmål ved, om de berørte lokale samfund får mulighed for at give frit, forudgående og informeret samtykke, før deres land bliver overtaget af vestlige firmaer.

Rapporten beskriver et projekt i Mexico, hvor Copenhagen Infrastructure Partners er involveret. Dette projekt har forsøgt at manipulere lokalsamfund til at lave aftaler om leje af jord, uden at de har fået mulighed for at analysere og evaluere projektets konsekvenser.

EU’s model med at lade private selskaber investere i produktion af grøn brint i Afrika betyder, at profit primært kanaliseres til de private selskaber, mens de europæiske skatteydere betaler i form af offentlige støtteordninger, og den lokale befolkning i det globale syd betaler via sociale, miljømæssige og landskabsmæssige repressalier - uden at der skabes meget lokal udvikling.

Grøn brint er en dyr og usikker måde at reducere udledningen af klimagasser. Andre tiltag giver billigere, større og sikrere klimagevinster. For eksempel isolering af boliger og forbrug af den vedvarende dér, hvor den bliver produceret. 

Mindst 70 procent af energien går nemlig tabt, når man producerer brint i Afrika, og sender den til Europa. Hvis man bruger energien lokalt, er tabet tæt på nul.

Det er neokolonialisme, når vestlige selskaber overtager store landområder i for eksempel Afrika for at producere grøn energi til Europas grønne omstilling.

Udsat handling

Europæernes drøm om at købe sig til grøn handling i tredjeland har ført til planer om at bygge nogle af verdens største energiparker og energiinfrastruktur i Afrika. Mange af de virksomheder, som har lavet aftaler med afrikanske regeringer, lover at bygge enorme projekter, selvom de aldrig har bygget i den skala før.

GreenGo har for eksempel indgået en hensigtsaftale med Mauretaniens regering om at producere vedvarende energi på et område, der svarer til 150.000 fodboldbaner, kun 20 km uden for hovedstaden Nouakchott. På det areal kan halvdelen af Danmarks befolkning spille fodbold samtidig.

Der er mindst 78 lignende projekter på vej i Afrika. Mange af projekterne er opstået for at få del i EU’s støtteordninger, men en reel produktion af brint i Afrika har stadig lange udsigter.

EU’s målsætning om at importere 10 millioner tons grøn brint i 2030 bliver langt fra realiseret, og derfor giver målsætningen et forkert grundlag for beslutninger. 

EU’s embedsværk skal naturligvis arbejde for, at politiske målsætninger bliver opfyldt. Det fører til alt for stor og dyr infrastruktur, som ikke bliver brugt.

Få mere at vide

• Download rapporten her

• Deltag i vores webinar om rapporten den 18. august 2026. Tilmeld dig her!

• Se præsentation om rapporten på Youtube: