Atomkraft Firkløverregeringen bør fastholde atomkraftforbuddet
København, d. 25. juni 2026
PRESSEMEDDELELSE
Firkløverregeringen bør fastholde atomkraftforbuddet
Det er uforståeligt, at den nye regering fortsætter linjen fra den gamle og holder døren åben for atomkraft fra små modulære reaktorer (SMRer). I lighed med det norske Kjernekraftutvalg og det tyske føderale miljøagentur har Energistyrelsen påvist, at indførelse af atomkraft ikke giver nogen mening. Danmark bør involvere sig mere i europæisk forskning i atomaffaldshåndtering og slutdeponering af det radioaktive affald.
I maj 2025 besluttede Folketinget at iværksætte en analyse af de nye atomkraftteknologier og konsekvenserne af at ophæve forbuddet mod atomkraft i dansk energiplanlægning. Hensigten var bl.a. at give de to danske SMR-startups Saltfoss Energy (tidligere Seaborg) og Copenhagen Atomics en chance for at demonstrere, at deres reaktorkoncepter udgør realistiske alternativer til vedvarende energi.
Ifølge det nye regeringsgrundlag bevares muligheden for at implementere SMRer i 2040’erne, hvis de er sikre, omkostningseffektive for staten, konkurrencedygtige, standardiserede og skalerbare. Samtidigt skal der laves flere analyser af SMRerne end den, regeringen har gennemført.
”Vi ved allerede nu, at indførelsen af de små modulære reaktorer ikke bliver til noget”, udtaler Henning Bo Madsen fra NOAH. ”Ifølge den analyse fra Ea Energianalyse og VTT i Finland, som Energistyrelsen har offentliggjort, er SMRerne ikke konkurrencedygtige på et frit elmarked. Atomkraften bliver hele tiden dyrere og vedvarende energi billigere. Så hvorfor undergrave en blomstrende industri med over hundrede tusind ansatte? I NOAH er vi enige med Greenpower Denmark, der mener, at vi aldrig får atomkraft i Danmark. Atomkraftdebatten er en distraktion fra den grønne omstilling, som i forvejen går for langsomt”.
De danske konklusioner er på linje med de norske. I april i år konkluderede det norske Kjernekraftutvalg, at det vil tage mindst tyve år, fra der bliver taget en beslutning om indførelse af atomkraft, til det første atomkraftværk står færdigt. I dag er atomkraft to til fire gange dyrere end den forventede markedspris på strøm og omkostningerne skal falde med 70-80 %, før den bliver rentabel. I givet fald bør der satses på traditionelle atomkraftværker og ikke på SMRer.
De danske og norske konklusioner bekræftes af en 500-siders rapport, bestilt af det tyske føderale miljøagentur. Den konkluderer, at ny atomkraft ikke er realistisk, omkostningseffektiv, sikker eller en tilstrækkelig hurtig måde til at opnå klimaneutralitet. Det kan kun ske ved hjælp af vedvarende energi.
Det ovenstående har længe været kendt af de partier, der går ind for atomkraft i Danmark. Alligevel vil de tilpasse dansk energipolitik til de økonomiske interesser hos de to små SMR-startups i København, der udvikler smeltesaltsreaktorer. Blandt eksperter anses denne type reaktor at tilhøre de mindst realistiske blandt de mere end 120 eksisterende SMR-designs, fordi den ikke er testet i industriel skala og bl.a. har problemer med korrosion. Det betyder, at mange metalkomponenter, inklusive reaktorbeholderen, skal skiftes ud hver femte år. I maj 2025 påviste NOAH desuden, at hverken Copenhagen Atomics eller Saltfoss Energys forsøgsreaktorer var tilstrækkeligt udviklede til, at de kunne opnå en sikkerhedsvurdering fra Sundhedsstyrelsen/SIS.
”Sammenkædning af private og offentlige interesser er altid betænkelig, når politiske partier fører klientpolitik i forhold til bestemte virksomheder”, udtaler Palle Bendsen fra NOAH. ”På trods af et underskud på 35 millioner kr. i 2025 planlægger Copenhagen Atomics at lade sig børsnotere i USA i forventning om en værdiansættelse på op mod 20 milliarder dollars. Det er kun i aritmetik, at to minusser giver plus og kombinationen af de to bobler – SMR og AI – kan ende som en katastrofe for investorer, elkunder og skatteydere. Hvorfor danske politikere involverer sig i finansielle pyramidespil er uforståeligt”.
I stedet for at modarbejde den grønne omstilling burde politikerne fokusere på det radioaktive affald. I Norge forventes håndteringen og deponeringen af affaldet, der ligesom i Danmark hovedsageligt stammer fra dekommissionering af forsøgsreaktorer, at beløbe sig til op imod 57 milliarder norske kroner. I Danmark foreligger der endnu ingen overslag over, hvad slutdeponeringen vil koste.
”Man kan spørge sig selv, hvorfor skatteyderne skal betale i omegnen af hundrede millioner kr. for forskning i ny atomkraft, når problemet med slutdeponeringen af det radioaktive affald ikke er løst”, udtaler Niels Henrik Hooge fra NOAH. ”Et dansk slutdepot kan sagtens komme til at koste det samme som det norske og hvis der lægges affald fra SMRer oveni, vil udgifterne eksplodere. Baseret på alle hidtidige erfaringer er det fremtidens skatteydere, som bliver efterladt med regningen. I stedet for at finansiere forskning i noget, der ud fra en samfundsmæssige målestok ikke giver nogen mening, burde pengene bruges til øget dansk deltagelse i europæiske og internationale forskningsprojekter, der skaffer større viden om atomaffaldshåndtering og slutdeponering af affaldet. Som det er nu, bruger staten kun en brøkdel af det, som det koster at forske i ny atomkraft”.
For yderligere oplysninger, kontakt:
NOAH Friends of the Earth Denmark: Niels Henrik Hooge, Tlf.: 21 83 79 94, E-mail: nielshenrik(at)noah.dk Palle Bendsen, Tlf.: 30 13 76 95, E-mail: pnb(at)ydun.net og Henning Bo Madsen, tlf.: 71 75 08 16, e-mail: henningbomadsen(at)gmail.com
