Klimapolitik Rusland på vej til at underskrive Kyoto?
I dag har Friends of the Earth grupper (1) gennemført vellykkede aktioner foran russiske ambassader over hele Europa (2). NOAH aktionerede foran den Russiske ambassade på Østerbro, og klokken fem minutter i tolv overbragte NOAH et brev til Ruslands Ambassadør i Danmark, Dmitriy Borisovich Ryurikov med opfordring til hurtig russisk ratifikation af Kyotoprotokollen, der reducerer udslippet af klimagasser - først og fremmest CO2.
"Det er i 11. time, hvis Kyotoprotokollen og det globale klima skal reddes - og Rusland holder nøglen til protokollens ikrafttrædelse" udtaler Kim Ejlertsen fra NOAH's Energigruppe.
Med Ruslands ratifikation vil protokollens krav om, at de underskrivende lande skal stå for mindst 55% af industrilandenes udledninger af CO2, være opfyldt.
Ambassadørens repræsentant sagde i forbindelse med overrækkelsen, at det blandt diplomater forlyder, at Rusland snart vil ratificere Kyotoprotokollen. Hertil svarede Kim Ejlertsen: "Det er vi glade for at høre, men gennem hele sidste samling i Dumaen hørte vi lignende meldinger. Nu mangler vi at se det konkrete forslag, og håber De vil bringe vores krav videre til højeste sted i den russiske regering. Vi ser også frem til konferencen om klimaændringer, der skal afholdes i Moskva 29/9-3/10 2003 - her kunne præsident Putin passende annoncere de omtalte forlydender".
Ambassadørens repræsentant lovede at viderebringe brevet og takkede for NOAH´s interesse.
Læs brevet til Ambassadøren her.
Kontakt: Sekretariatsleder Kim Ejlertsen, NOAH´s Energigruppe tel. 35361212, noah@noah.dk
(1) Friends of the Earth (FoE) er verdens største sammenslutning af miljøorganisationer med 69 medlemslande. Kun én organisation fra hvert land kan være medlem. I Danmark er det miljøbevægelsen NOAH.
(2) Italien, Tyskland, Holland, Norge, Luxemburg og England og i mange andre lande har russiske ambassadører modtaget skriftlige henvendelser med opfordring til hurtig ratifikation.