Aktion

TTIP Skatteydere betaler for EU’s handelsaftaler

16. december 2014 · Kl. 12:01 Pressemeddelelse

Ny rapport afslører, at europæiske skatteydere allerede har betalt mindst kr. 26.000.000.000 til private investorer gennem en mekanisme i internationale handelsaftaler. Mekanismen – kendt som investor-stat tvistbilæggelse (ISDS) – vil blive mere udbredt, hvis EU’s handelsaftaler med Canada og USA går igennem som planlagt.

En ny analyse fra Friends of the Earth Europe viser, i hvilket omfang særlige rettigheder til investorer i handelsaftaler har tilladt virksomheder at sagsøge europæiske regeringer ved hemmelige domstole. Dette fænomen risikerer at vokse dramatisk med EU’s handelsaftaler med Canada (CETA) og USA (TTIP). Med TTIP vil 47.000 nye amerikanske firmaer få mulighed for at bruge ISDS – 81 % af dem vil kunne bruge ISDS gennem CETA gennem datterselskaber 1.

Investor-stat tvistbilæggelse (ISDS) giver virksomheder mulighed for at søge erstatning fra regeringer, hvis nye love kommer i vejen for det forventede afkast af deres investeringer. Polen har udbetalt de største summer efter at have indgået forlig for knap kr. 15.000.000.000 med Eureko, et hollandsk forsikringsselskab.

Samtidig er miljølovning den oftest udfordrede lovgivning og tegner sig for to tredjedele af de kendte sager. Rapporten har gennemgået 127 sager fra bilaterale investeringsaftaler, men på grund af ISDS’s hemmelighedsfulde karakter er mange oplysninger ikke tilgængelige.

Nanna L. Clifforth fra NOAH – Friends of the Earth Denmark forklarer:“Hemmelighedskræmmeriet omkring ISDS betyder, at tallene i rapporten højst sandsynligt bare er toppen af isbjerget. De enorme summer, der betales, efterlader ingen tvivl om, hvilken uacceptabel byrde en sådan VIP-behandling af udenlandske investorer er for skatteyderne. Hvis EU’s handelsaftaler med Canada og USA går igennem som planlagt, forventer vi at se en stigning i milliarderstatninger, hvor borgerne tvinges til at betale regningen – især fordi 20 % af alle tidligere ISDS-sager er blevet indledt af amerikanske firmaer, som i mange tilfælde vil kunne bruge både TTIP og CETA.”

De vigtigste resultater i rapporten er:

– Der er indledt 127 kendte ISDS-sager mod 20 EU-lande siden 1994.

– Oplysninger om udenlandske investorers ansøgte kompensation er offentlig tilgængelig i kun 62 ud af de 127 sager (48 %) og udgør kr. 223 milliarder, hvor af der er udbetalt mindst kr. 26 milliarder.

– Det størst kendte udbetalte beløb svarende til over kr. 15.000.000.000, blev udbetalt af Polen i et forlig med Eureko, et hollandsk forsikringsselskab.

– 59 % af sagerne (75 ud af 127) vedrører miljørelateret lovgivning.

Nanna L. Clifforth fortsætter: “Disse særlige privilegier for investorer udfordrer vores demokratisk besluttet lovgivning, som beskytter mennesker og miljø. Handelsaftalerne mellem EU og USA og EU og Canada er trojanske heste, der bliver præsenteret som gaver af regeringen, men som i virkeligheden vil skade demokrati, borgerrettigheder og miljø.”

Der er udbredt folkelig modstand mod særlige rettigheder til investorer. Som følge af kritikken af ISDS, blev EU-Kommissionen tvunget til at afholde en offentlig høring tidligere på året, hvor op mod 140.000 af de 150.000 besvarelser udtrykte et klart nej til ISDS. Det endelige resultat af høringen er endnu ikke offentliggjort af EU-Kommissionen.

_____________________________________________________________

Find databasen med de 127 sager her.

Kontakt:

Nanna L. Clifforth: 5151 7724, nanna@noah.dk

1 Public Citizen: Tens of Thousands of U.S. Firms Would Obtain New Powers to Launch Investor-State Attacks against European Policies via CETA and TTIP.

ISDS_i_EU.pdf (2.83 MB)

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!