|
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik] |
|
|
|
|
| |
|
Kbh. 21. juni 2002 PRESSEMEDDELELSE Miljøminister Hans Chr. Schmidt vil ikke lade Miljøloven omfatte støj- og luftforurening fra vejanlæg. Borgerne vil derfor fortsat være retsløse på dette vigtige velfærdsområde Den 3. april 2002 sendte NOAH-TRAFIK et brev til Miljøminister Hans Chr. Schmidt med forslag om at regeringen sikrede naboerne til store veje bedre rettigheder. Derfor foreslog vi bl.a., at Miljøbeskyttelsesloven (Miljøloven) blev ændret således at den kom til at omfatte "vejvirksomhed" på linie med andre virksomheder fra pølsevogne til store fabrikker. Vi foreslog tillige at hastighedsgrænserne på motorveje nær boliger blev nedsat til 80 km/t samt at den af regeringen bortsparede støjsikringspulje blev genoprettet. Se hele brevet på http://www.noah.dk/trafik/vejtrafikundermiljoeloven2002.html Trods rykkere har Miljøministeren først svaret nu. Svaret er gengivet som bilag 1) Ministeren vil, som det fremgår af brevet, ikke arbejde for at vejtrafikken kommer under miljøloven. De tiltag som miljøministeren nævner i brevet er betydningsløse set i forhold til kravet om at borgerne skal have rettigheder efter miljøloven. NOAH-TRAFIK finder det rystende, at regeringen ikke vil hjælpe de mange parcelhusejere og lejere, som får deres liv mere eller mindre ødelagt af støj og luftforurening fra store veje. Husejere og lejere bliver stavnsbundne til ejendomme, der bliver mere og mere plagede af støj og forurening. Situationen er i dag sådan, at borgerne er udstyret med rettigheder efter Miljøloven, hvis virksomheder udsender støj og os m.v.. Man kan altså få miljømyndighederne i aktion hvis man generes af pølsevognen, men ikke hvis støj og os fra veje ødelægger livsvilkårene for naboerne til de store veje. Borgerne er derfor fuldkommen magtesløse overfor belastninger som støj og luftforening fra vejanlæg. Det bliver tilmed værre i fremtiden med regeringens nye tiltag på trafikområdet.
Der er således lagt op til en umådelig trist og miljøfjendtlig udvikling bl.a. for de mange borgere, der bor nær store vejanlæg. Regeringen handler hensynsløst ved at lade alle disse borgere i stikken - tilsyneladende for at tækkes interessegrupper, der er interesseret i flest mulige veje og trafik. Med venlig hilsen
Bilag 1) MILJØMINISTERIET NOAH Den 17. juni 2002 Tak for brev den 3. april 2002, hvor NOAH foreslår, at miljøbeskyttelsesloven i højere grad burde omfatte støj og luftforurening fra vejtrafikken. Spørgsmålet om regulering af støj og luftforurening fra trafikken rummer en kompleks problemstilling og involverer mange aktører. Derfor er det væsentligt at integrere miljøhensyn i andre sektorer, f.eks. ved at integrere hensyn til støj og luftforurening i Trafikministeriets lovgivning. Et vellykket eksempel på dette er implementering af EU-krav om støj og emissioner fra motorkøretøjer i Trafikministeriets lovgivning, som især på luftforureningsområdet har givet en række miljøgevinster de seneste år. Der er dog fortsat enkelte områder, som reguleres med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Det gælder således fastsættelse af brændstofkvalitet og luftforurening fra non-road (ikke vejgående) køretøjer. Et andet godt eksempel på miljøregulering gennem færdselsloven er lovændringen af færdselsloven i 2000, som giver hjemmel til – efter anmodning fra amt eller kommune – at tillade tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, herunder f.eks. forsøg med etablering af miljøzoner. Med denne lovændring er miljøzoner bragt på banen som et virkemiddel til reduktion af miljøbelastningen i byerne. Det er også vigtigt at udnytte de muligheder, som findes i planloven. Kommunerne og amterne har via deres kommune- og regionplanlægning mulighed for at regulere trafikken, og kommunerne skal f.eks. ved opførsel af nye boligområder sørge for, at Miljøstyrelsens grænseværdier for støj overholdes. Jeg mener således, at den nuværende lovgivning på en række områder giver mulighed for en fremtidsorienteret regulering af trafikken. Der for nylig er vedtaget et EU-direktiv om vurdering og styring af ekstern støj, som jeg forventer får stor betydning for arbejdet med vejtrafikstøj fremover. I henhold til direktivet skal støjbelastningen hvert 5. år kortlægges for de store byer, store veje og jernbanestrækninger. Efterfølgende skal der for de udvalgte områder udarbejdes handlingsplaner. Der er således mange initiativer i gang, og jeg finder derfor ikke, at der på nuværende tidspunkt er behov for yderligere lovgivnings initiativer. Med venlig hilsen Underskrevet af Hans Chr. Schmidt | |