|
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik] |
Nye veje for 3,6 mia. er hinsides al fornuftKøbenhavn den 28. april 1999. Kære partier i Folketinget NOAH retter denne henvendelse i anledning af dagens 1. behandling af lovforslag nr. L 223 (Odense - Svendborg) , L 224 (Herning N- Brande og Herning Ø-Snejbjerg) og L 225 (Holbæk-Vig). Lovforslagene drejer sig om motorveje/motortrafikveje for op til 3,6 milliarder kr. Sådanne nye store veje er ikke velbegrundede, idet Danmarks vejnet i forvejen igennem de seneste 50 år udbygget så kraftigt, at vi nu har det mest udbyggede vejnet i hele EU. Yderligere veje må derfor mere ses som en ofte højtråbende vejlobbys ønske om at få snabelen ned i statskassen. Hvis der ikke var tale om statsveje er det hævet over enhver tvivl at hverken amter eller kommuner ville bruge penge på disse veje. En bygning af de nævnte veje vil primært betyde, at nogle bilpendlere, der iøvrigt kører alene i biler med 3-4 tomme siddepladser, kan spare nogle minutter, idet de vil kunne køre hurtigere på de nye veje. Denne meget energi- og pladskrævende pendling er ironisk nok tilmed financieret med massiv samfundsstøtte gennem befordringsfradragene. At anvende så store skattemidler for at sætte hastighederne i vejret er hinsides al fornuft og helt i modstrid med Folketingets egen målsætning om at spare på energien og nedsætte udslippet af CO2. De tre store vejanlæg forventes ifølge lovforslaget således at forøge CO2-udslippet med omkring 6.880 tons om året. At bruge 3,6 milliarder skattekroner for at at vinde de nævne minutter er også en hån mod de kollektive trafikanter, som dagligt må finde sig i lange intervaller mellem afgangene, at stå stuvet sammen i busser og tog, nedslidt materiel, enkeltsporede banestrækninger og høje takster. Det kan nævnes at man for samme pris, som de 3 vejanlæg vil koste, vil kunne mere end fordoble det samlede antal IC3 tog i Danmark eller indkøbe 2000 busser - det er dobbelt så mange som HT råder over i dag til. Hvis Folketinget derfor brugte de 3,6 milliarder kroner til den kollektive trafik kunne det give masser af mennesker over hele landet en markant forbedring af servicen med hyppigere afgange og med siddepladser frem for ståpladser. De kollektive trafikanter ville iøvrigt spare langt mere tid end de få bilister, der er på de strækninger, hvor man vil bygge motorveje/motortrafikveje. En sådan investering i den kollektive trafik ville tilmed være i overensstemmelse med den erklærede overordnede trafikpolitik. Med venlig hilsen
--
NOAH
|