|
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik] |
Bryd rutinen - Nej til krav om nye p-pladserKøbenhavn den 25. november 1999 Til
Vedrørende nye parkeringsanlæg på Christianshavn og parkeringspolitikken generelt NOAH-TRAFIK retter denne henvendelse i anledning af at Københavns Kommune rutinemæssigt kræver anlæg af miljøforringende parkeringsanlæg i lokalplaner uden sammenhæng med den trafikpolitiske målsætning om at biltrafikken ikke må stige. Dette til trods for at sådanne parkeringsanlæg påfører byen store trafik- og miljøbelastninger. På Christianshavn i området afgrænset af Torvegade, Christianshavns kanal og havnen er der for øjeblikket en kraftig byggeaktivitet og der er en igangværende nabohøring angående dispensationer fra lokalplanen hvad angår antallet af etager og antal kvadratmeter til beboeraktiviteter og institutioner. Der skal ialt bygges omkring 100.000 kvadratmeter nybyggeri i nævnte område. Af dette byggeri bliver omkring 66.000 kvadratmeter kontorbyggeri - resten boliger. Byggeriet ligger "et stenkast" fra metrostationen på Christianshavns Torv, der forventes at åbne om få år. Der vil da komme tog med plads til 300 personer med intervaller på omkring 2 minutter. Fra sommeren 2000 vil bådbusser sejle fra Nordre Toldbod til Christians Brygge, bl.a. med stop på Asiatisk Plads på Christianshavn. Dertil kommer at Christianshavn allerede nu har en relativ god busbetjening og der er nogenlunde pæne cykelforhold. Til trods for at nybyggeriet på Christianshavn i løbet af få år vil have formentlig Danmarks bedste tilgængelighed med kollektive trafikmidler har Københavns Kommune i lokalplanen for området krævet anlæg af 1.030 nye parkeringspladser. Byggeri af sådanne parkeringspladser kræves helt rutinemæssigt. Dette til trods for at nævnte antal parkeringspladser formentlig vil bevirke 3-5.000 ekstra bilkørsler til og fra dette område i Københavns centrum. Parkeringspolitikken er et meget stærkt styringsmiddel, hvis man ønsker at begrænse trafikbelastningen. Det gælder således om at begrænse udbuddet af f.eks. pendlerparkering, hvis man vil reducere bilpendlingen. Det er derfor helt urimeligt at Københavns kommune uden tanke for de miljømæssige og trafikale konsekvenser normalt kræver 1 parkeringsplads pr. 100 kvadratmeter nybyggeri. Begrundelse var fra gammel tid, at ellers vil folk parkere på de offentlige gader. Efter indførelse af ordninger med beboerparkering og betaling for anden gadeparkering kan gadeparkeringen begrænses hvis taksten sættes tilstrækkeligt højt. Derfor gælder den gamle begrundelse ikke mere. Københavns Borgerrepræsentation vedtog i 1997 at der skulle iværksættes foranstaltninger der skulle sikre at biltrafikken ikke stiger i kommunen. Denne beslutning er fastholdt ved det nylige budgetforlig. De 1.030 parkeringspladser, som Københavns kommune har krævet i nævnte byggeri vil udgøre en alvorlig trussel mod det nære miljø på Christianshavn og bevirke mere trafík gennem mange af byens andre kvarterer og på indfaldsvejene. Det er grotesk, at flere parkeringspladser nærmest "kommer af sig selv" fordi de kræves af kommunen, mens miljøforbedringer i form af færre parkeringspladser kræver dispensation for lokalplaner. I forbindelse med den igangværende nabohøring om ændringer i lokalplanen er det nævnt at der senere i forbindelse med byggeandragende vedrørende en anden karré vil blive søgt dispensation til ikke at opføre 200 parkeringspladser ud af de 1.030. 200 færre vil naturligvis være et skridt i den rigtige retning, men der kommer altså alligevel 830 nye pladser, som for størstedelens vedkommende til blive brugt af bilpendlere. Alene UNIBANK får 335 parkeringspladser. Det er meningsløst i betragtning af den fremragende kollektive trafik, som er under anlæg. I anledning af ovennævnte vil
NOAH-TRAFIK derfor opfordre Københavns kommune til at ændre
politik. Kommunen bør for fremtiden ikke kræve og heller ikke
tillade anlæg af nye parkeringspladser i tætte bykvarterer
bortset fra til handicappede bilister, evt. beboere og vare/service-parkering.
Det vil give en stor miljøforbedring og medvirke til at styre trafikkens
omfang.
Yderligere oplysninger:
NOAH
|