|
Regeringen vil fremskynde bygningen af en bro over Fehmarn Bælt - men hvor skal pengene komme fra?
NOAH-TRAFIK udsendte denne pressemeddelse den 6. december:
Regeringen vil fremskynde bygningen af en bro over Fehmarn Bælt - men hvor skal pengene komme fra?
Trafikminister Fl. Hansen stiller sig nu op i rækken af regerings-julemænd og lover vennerne i vejlobbyen, at der "snart" kommer gang i byggeriet af en fast forbindelse over Østersøen. Ikke alene regner han med, at han kan få en aftale på plads med den tyske regering til næste år, men også at byggeriet kan gå i gang allerede i 2003.
Meddelelsen skal tjene til at berolige de hjemlige brotilhængere om at den nye regering skam tænker på dem, men i sit hastværk "glemmer" trafikministeren dog at flere forhold forhindrer, at broen kan bygges i det tempo, han forestiller sig:
- Den tyske økonomi har det dårligt, udgifterne til genopbygningen af ex-DDR tynger hårdt. At tro, at den tyske regering vil skyde penge i en tvivlsom bro til et sekundært naboland, er naivt.
- Troen på at "private investorer" vil klare opgaven er grundløs og trods gentagne udsagn fra div. trafikministre og fra Sund & Bælt, har kun få meldt sig til interessetilkendegivelsesrunden - bortset fra entreprenørerne, der åbenbart skal finansiere sig selv! Pensionskasserne må ikke, de er forpligtiget til at søge det størst mulige afkast af deres investeringer, mens banker og private - belært af de dårlige erfaringer fra den engelske kanal - holder sig langt væk. Tilbage er der EU, der ganske vist har sagt ja til at yde 20% i støtte, men hvad med resten?
- Også entreprenørerne presser på "og ønsker at fastholde den ekspertise, der blev oparbejdet på Store Bælt og Øresund". Må det være tilladt, at spørge hvad der i givet fald skal ske med denne ekspertise, når/hvis Fehmarn Bælt-broen er færdig? Hvilke projekter skal iværksættes af hensyn til "ekspertisen"? Bro til Samsø og Mols? Lolland-Langeland?
- Endelig er der de landanlæg, som brotilhængerne bekvemt ser bort fra, men som dog er en forudsætning for at broen kan fungere effektivt. Landanlæggene omfatter ny bane Puttgarten-Lubeck, et ekstra spor fra Vordingborg til Rødby samt elektrificering Hamburg-Ringsted - alt dette kan nemt få den samlede regning til at løbe op i nærheden af 50-60 mia kr.
- Oveni kommer så det som Folketingets Jyllandsparti vil forlange for at stemme for projektet. Ingen tvivl om at vil sælge deres stemme så dyrt som muligt og bl.a. kræve motorveje på flg. strækninger: Hanstholm- Århus, Vejle-Holstebro, Ribe-Tønder, Vejle-Billund m.fl.
I sin glædesrus over at have erobret magten, strør regeringen om sig med ufinansierede julegaver. Det er ikke alene skadeligt for landets økonomi, her er det også til ugunst for miljøet og er så langt fra fornuftig trafikplanlægning, at der er grund til at tvivle på regeringens ædruelighed.
Yderligere oplysninger:
NOAH-trafik
Arne Lund
Tlf/fax: 49 16 22 50
e-post: arne@lund.gs
|