Tilbage til forsiden Hvad er Noah?Nyt fra NOAH Bliv aktiv i NOAH NOAHs tidsskrift Miljøsk NOAHs forlag Links til miljøsider Søg på NOAHs hjemmesider Skriv eller spørg NOAH
[Trafikgruppens forside] [www.trafikbogen.dk] [Om NOAH-Trafik] [Skriv til NOAH-Trafik]

NOAH-trafik

29. januar 2005

Til pressen

Anders Fogh bagatelliserer frygten for globale klimaændringer – det ”fejrer” hans trafikminister ved at love nye/bredere motorveje.

På et vælgermøde i Holstebro d. 28.1. gav statsminister Anders Fogh udtryk for, at eftersom klodens temperatur tidligere har bevæget sig op og ned, så er frygten for global opvarmning

overdreven. Det samme er udsigten til omfattende oversvømmelser. Helt sikker er Fogh dog ikke, så han forsikrer ”at vi skal gøre alt for at modvirke den globale opvarmning”.

Hans udtalelse kommer bl.a. efter at forskere har advaret om at klimaændringerne for alvor vil begynde at slå igennem om en halv snes år, og at den globale opvarmning (iflg. det videnskabelige tidsskrift Nature) kan blive langt værre, end hidtil antaget. I værste fald kan de stige med op til 11 grader som følge af den forøgede drivhuseffekt.

Fogh plejer jo nok at have styr på det meste. Derfor er det uheldigt for ham, at samtidig med at han på bedste Lomborg-vis bagatelliserer klimaproblemerne, og lover ”at regeringen vil gøre alt”, så fortæller hans trafikminister, at der nu vil blive sat turbo på udbygningen af motorvejen Odense-Middelfart fra 4 til 6 spor. Fl. Hansen fastslår, ”at da vejtrafikken skal fremskrives med 3% om året,

er en udvidelse af Odense-Middelfart-motorvejen nødvendig”. Som om ”fremskrivninger”s af vej-trafikken var en naturlov, der ikke stod til at ændre!

Den motorvejsglade trafikminister ofrer imidlertid ikke et eneste ord på den stærkt trafikerede jern-bane mellem Odense og Middelfart, der i årtier har trængt til at blive udvidet med flere spor. De mange forsinkelser i øst-vest-togtrafikken på grund af sidste års skinnebrud ved Tommerup, og den forventede stigning i togtrafikken når DSB igangsætter Gode Tog til Alle, er åbenbart ikke nok til at trafikministeren forstår, at det haster med at tilvejebringe troværdige alternativer til den eksplosivt voksende vejtrafik.

Der er mere endnu. Få dage før valget blev udskrevet, ”overtog” regeringen motorvejsfidusen Sønderborg-Tinglev (med 8-17.000 daglige biler) fra Sønderjyllands amt. Projektet anlægges som et Offentligt-Privat-Partnerskabsprojekt (OPP), hvilket i det aktuelle tilfælde vil betyde en fordobling af anlægsomkostningerne.

Trafikministerens redningsaktion kom samme dag som taksterne i den kollektive trafik blev sat i vejret, og kun få dage efter at Det Europæiske Miljøagentur havde givet Danmark dumpekarakter for den manglende indsats med at nedbringe CO2-udslippet. Iflg. rapporten vil Danmark i 2010 udlede 31% mere drivhusgas, end vi har forpligtet os til - også når man tager regeringens initiativer for at nedbringe udslippet med i regnestykket.

Dette bekymrer hverken stats- eller trafikministeren – motorveje skal der til! De efterhånden mange advarende røster – såmænd også fra regeringen eget miljøministerium - fejes af bordet. Dermed fortsætter statsministeren én at sit parties stolteste traditioner: ”Hvis det er fakta, så benægter A’ fakta”.

Yderligere oplysninger:

Arne Lund

49 16 22 50