Tilbage til forsidenHvad er Noah?Nyt fra NOAHBliv aktiv i NOAHNOAHs tidsskrift MiljøskNOAHs forlagLinks til miljøsiderSøg på NOAHs hjemmesiderSkriv eller spørg NOAH
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik]

NOAH-trafik

Til pressen 30. juni 2002

Uambitiøs dansk indsats på trafikområdet under EU-formandsskabet

Trafikministeriet holder lav profil under EU-formandskabet. Dels figurerer ministeriet ikke som "vært" ved formandsskabsmøder og hvad arbejdsområder angår, er dagsordenen meget tynd.

I "Èt Europa" er der fem punkter på dagsordenen om trafikpolitiske initiativer. To er selvindlysende: bedre passagersikkerhed og bedre forhold for søtransporten til/fra Europa. Andre kan være mere problematiske: reformer af lufttrafikken i det europæiske luftrum. Skal sikkerheden styrkes? Skal der være plads til flere fly? Bedre fremkommelighed? Nye kommunikationssystemer? Er det priserne der skal ned, eller skal der åbnes op for flere liberaliseringer? Regeringen er jo glad for konkurrence, så mon ikke det sidste vil få høj prioritet?

Problematisk er det også, at der varsles nye retningslinier for de transeuropæiske netværk (TEN), der som bekendt halter på grund af manglende finansiering. Staterne fattes penge og de private investorer holder sig væk, hvis de da overhovedet er interesseret (jvfr. Fehmarn Bælt). Der er grund til at forvente at "nye retningslinier" vil komme til at handle om hvordan man kan lokke de private investorer eller fx få div. EU-fonde til at betale for prestigeprojekterne.

Også ønsket om en liberalisering af det europæiske jernbanemarked, giver grund til bekymring Arriva-udliciteringen in mente. Regeringen og dens bagland har ikke lagt skjul på at man gerne ser de statslige baneselskaber afviklet for at give plads til private aktører. Med de dyrekøbte erfaringer fra Sverige og England, kan man vente det værste hvis disse modeller kommer på bordet.

Hertil komme en stribe vage hensigtserklæringer om "opfyldelse af Kyoto-aftalen", "styrke en bæredygtig udvikling". Det hele syltes grundigt sammen med skattepolitik, Det Indre Marked etc.

Løfterigt kunne det være "at transportsektorens eksterne omkostninger bedre skal afspejle de reelle omkostninger for samfundet". Det skal man dog ikke tage bogstaveligt da trafikminister Fl. Hansen har bebudet at han vil tage de tyske lastbilafgifter op under formandsskabet "for det kan ikke være rimeligt, at Danmark som udkantsområde, skal rammes særlig hårdt". Altså: lave forbrugerpriser er vigtigere end miljøhensyn eller transportens "reelle omkostninger for samfundet".

EU-Kommissionen har i det sidste års tid fremsat positive udsagn om fx ulykker, mere gods på skinner eller letbaner hvorom det i transporthvidbogen hedder "at de et værdsat, rentabelt og populært transportmiddel…Byer hvor der letbaner har gjort klare fremskridt i omstillingen mellem de forskellige transportformer, har bremset brugen af biler …og har vist at andelen af biler kan reduceres med 1% om året, mens biltrafikken i byer, der mere eller mindre lod stå til, er steget".

Hvorfor bakker trafikministeren ikke op om Kommissionens positive holdning til letbaner i stedet for at forfølge ideologiske mål, der ikke alene er ineffektive, men også er rygende upopulære blandt de rejsende. Måske er forklaringen at ministeren ikke ønsker at bringe Danmark i vanry, ved at udstille for alverden, at vi er et af de sidste lande i Europa (sammen med Albanien og Island), der ikke har letbaner og at det er fordi vi - i modsætning til alle andre - ikke tror at de kan løbe rundt!

Yderligere oplysninger:

Arne Lund
Tlf 49 16 22 50
e-post:
arne@lund.gs