Tilbage til forsiden Hvad er Noah?Nyt fra NOAH Bliv aktiv i NOAH NOAHs tidsskrift Miljøsk NOAHs forlag Links til miljøsider Søg på NOAHs hjemmesider Skriv eller spørg NOAH
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik]

Trafik på gale veje – transport i en globaliseret verden

2. juli 2006

NOAH ønsker med dette debathæfte at sætte transporten ind i et samfundsmæssigt og miljømæssigt perspektiv, der relaterer sig til både det lokale og det globale. Hæftet er udgivet med støtte fra Undervisningsministeriet og kan anvendes som undervisningsmateriale i grundskolens ældste klasser, gymnasier, HF, tekniske skoler, højskoler mv. Hæftet kan desuden læses af alle, som har lyst til at få et overblik over de miljømæssige problemer, der er forbundet med transport – samt nogle bud på løsninger.

I forarbejdet med hæftet har vi været i kontakt med elever, der har givet udtryk for, at de mangler viden om disse emner – og at de generelt opfatter samfundsdebatten om problemstillinger, der har at gøre med klima, natur og ressourceforbrug, som yderst mangelfuld. Eleverne efterspørger handlinger, der for alvor tager hånd om problemerne – og de er indstillede på selv at gøre noget!

Ved at belyse de samfundsmæssige drivkræfter og transportens negative følgevirkninger fra mange sider er det vores håb, at eleverne får en bred og dybdegående indsigt i de væsentlige problemstillinger, som transport er årsag til og indlejret i. Ved at afslutte med at beskrive bæredygtig transport og pege på nogle alternativer, er det vores håb, at eleverne får lyst til at engagere sig i løsningen af problemerne såvel på det tekniske og planlægningsmæssige/politiske niveau som på det personlige niveau.

Trafikhæftet i relation til undervisningen i gymnasier, tekniske skoler, HF, handelsskoler mv.:

Debathæftet kan anvendes i samfundsfag som et indlæg, der kan bidrage til at belyse interessekonflikter og dermed støtte elevernes evne til aktivt at indgå i demokratiske processer. Det vil ligeledes kunne indgå i geografi, fysik/kemi eller gymnasiets naturvidenskabelige grundforløb, hvor især afsnittene om klimaforandringer, ressource- og naturforbrug samt anvendelsen af modeller i trafikplanlægningen kan bruges til at perspektivere undervisningen.

Trafikhæftet i relation til grundskolens fag og folkeskolen fælles mål:

Debathæftet kan indgå i emnearbejde/emneuger evt. som tværfagligt tema som et indlæg, der med en tydelig afsender kan bidrage til ”elevernes alsidige personlige udvikling”, ”udvikling af evnen til aktivt at indgå i demokratiske processer” samt ”udvikling af evnen til at lede og samarbejde ansvarligt” (fra folkeskolens fælles mål).

Udover geografi og samfundsfag vil det være relevant at arbejde med hæftet i fysik/kemi, historie, matematik, idræt og hjemkundskab som valgfag. Vi vil derfor håbe, at I får lyst til at arbejde med dette hæfte og evt. at inddrage jeres kolleger fra disse andre fag i et tværfagligt samarbejde.

Samfundsfag: Hæftet kan bidrage til at eleverne ”udvikler lyst og evne til at forstå hverdagslivet i et samfundsmæssigt perspektiv og til aktiv medleven i et demokratisk samfund”.

Historie: Hæftet bidrager til at vise at mennesker er historieskabte såvel som historieskabende.

Geografi: Hæftet behandler udnyttelsen af naturgrundlaget (globalt, nationalt og lokalt) i forhold til transport, og forholder sig til de miljømæssige konsekvenser af samfundets forbrugsmønstre og udnyttelsen af naturgrundlaget.

Fysik/kemi: Hæftet bidrager til at forklare, hvordan indgreb i naturens stofkredsløb kan påvirke miljøet. Desuden kan det indgå i en beskrivelse og diskussion af forhold, hvor udviklingen af teknologi er tæt forbundet med kemisk og fysisk viden.

Matematik: Hæftet kan bidrage til at forstå og anvende matematik i sammenhænge, der vedrører dagligliv, samfundsliv og naturforhold.

Idræt: Hæftet kan bidrage til at udvikle forudsætninger for at forstå betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og samfund.

Hjemkundskab som valgfag: Hæftet kan her bidrage med indsigt i anvendelsen af ressourcer til transport af fødevarer og dermed samspillet mellem fødevarevalg, natur, kultur og samfund.

I arbejdet kan indgå:

  • beskrivelse af forskellige livsformer ifht. transportvalg i såvel et nutidigt perspektiv (forskelle i nutiden) som et historisk perspektiv (før, nu og fremtid) (samfundsfag, historie)
  • undersøgelse af transportforhold og -muligheder i lokalsamfundet (samfundsfag)
  • undersøgelser af hvordan hverdagen præges af globaliseringen i forskellige typer af samfund (samfundsfag, hjemkundskab som valgfag)
  • beskrivelse af naturen som ressource med eksempler på naturforvaltning og positive og negative reaktioner fra borgerne (samfundsfag, geografi, fysik)
  • redegørelse for menneskers brug af naturen og for hvordan det enkelte individ kan øve indflydelse på disse ting (samfundsfag, geografi, fysik)
  • undersøgelse af energiomsætning samt stofkredsløb for brændstoffer, metaller og andre stoffer i forbindelse med transport (fysik)
  • diskussioner af interessekonflikterne mellem forskellige dele af samfundet og den indre konflikt det enkelte menneske kan have (samfundsfag, historie)
  • diskussioner af hvordan den viden om klima og energi, vi har i dag, kan bringes i anvendelse (fysik, historie)
  • spørgeskemaundersøgelser eller interviews af politikere, forældre, lærere og/eller elever (samfundsfag)
  • udadrettede aktiviteter, der tager sigte på at påvirke (lokal)samfundet, f.eks. henvendelse til politikere på lokalt, nationalt eller EU-niveau (samfundsfag)
  • undersøgelser af årsager og følger af immigration, mobilitet og kolonisering (samfundsfag, historie)
  • undersøgelser af forskellige politiske ideologiers forklaringer på forholdet mellem produktion, forbrug og ressourcer (historie)
  • tidstypiske problemer i relation til handel over grænser og menneskerettigheder (historie)
  • nyhedsmediers betydning og vurderinger (samfundsfag, historie)
  • undersøgelse af rejser fra A til B i forhold til pris og miljø (fysik, matematik, samfundsfag)
  • undersøge kurver og tabeller, der beskriver forskellige aspekter af transport (matematik, samfundsfag)
  • undersøge sammenhængen mellem forudsætninger og resultater i transportmodeller (matematik, samfundsfag)
  • undersøge hvordan planlægning og transport påvirker vilkår for sundhed og kropskultur (idræt, samfundsfag)