Tilbage til forsidenHvad er Noah?Nyt fra NOAHBliv aktiv i NOAHNOAHs tidsskrift MiljøskNOAHs forlagLinks til miljøsiderSøg på NOAHs hjemmesiderSkriv eller spørg NOAH
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik]
Farten skal ned i ny hastighedsplan for København
København den 22. september 2000

Åbent brev til Københavns Borgerrepræsentation

Vedrørende høring om "Hastighedsplan for København"

Det er beskæmmende at Europas (selvudnævnte) miljøhovedstad kun sigter mod en reduktion af ulykker med personskader med 7 % når Sverige har en 0-vision og Færdelssikkerhedskommissionens målsætning er en reduktion på 40%. 12 sekunders ekstra køretid i bil fra kommunegrænsen til centrum er for lidt til at sikre Københavns befolkning mod trafikdrab og kvæstelser.

Bygge- og Teknikforvaltningen har udarbejdet en hastighedsplan, som efter behandling i Bygge- og Teknikudvalget den 30. august 2000, er sendt til høring hos bydelsforvaltninger, lokalråd og trafikorganisationer herunder NOAH. Der er ikke enighed om planen.

Planen foreslår nedsættelse af hastighederne fra 50 km/t til 40 km/t i store dele af byens boligområder og på en lang række lokalgader. Tillige foreslås enkelte nedsættelser af hastighedsgrænserne fra 70 km/t til 60 km/t og fra 60 km/t til 50 km /t på andre vejtyper.

Først må det siges, at det er et godt at København Kommune i det hele taget tager initiativ til at få dæmpet hastighederne. Dernæst må det desværre tilføjes, at der er tale om alt for beskedne forslag, der ikke vil have nogen større effekt på de høje ulykkestal og stort set ingen effekt på trafikstøjen. Den forventede reduktion af ulykkestallene vurderes da også af København kommune til kun at være ca. 7 %. Dette mål står i skærende kontrast til, at Færdselssikkerhedskommissionen netop i år har opstillet en målsætning om reduktion af personskaderne i trafikken med 40 % inden år 2012. Selv dette mål er beskedent, idet det kun vil betyde, at Danmark til den tid komme ned på det ulykkesniveau, som England allerede har i dag.

Forslagene er så nøjsomme, at de kun betyder at bilister skal ofre 12 sekunder ekstra på trafiksikkerhedens alter på at komme helt fra kommunegrænsen til centrum. Dette beskedne initiativ afslører, at man fortsat vil vægte sekunders ekstra tidsforbrug højere end hensynet til at spare liv og lemmer hos fodgængere og cyklister, som udgør 2/3 af alle de dræbte og kvæstede i trafikken i København.

Udgangspunktet for København burde som minimum være at få reduceret ulykkestallene svarende til målsætningen fra Færdselssikkerhedskommissionen og helst indenfor en kortede tidsramme. København har udnævnt sig selv til Københavns miljøhovedstad og burde vise et godt eksempel og fastsætte endnu højere miljø- og trafiksikkerhedsmål. København kunne således tage ved lære af den 0-vision for trafikulykker, som Rigsdagen har vedtaget i Sverige.

Når målene var fastsat kunne man så bruge de gennemprøvede og effektive midler, som bl.a. hastighedsdæmpninger for at opnå målet. Erfarne trafikteknikere ved nøjagtigt hvilke midler der kan bruges.

Bilister komme generelt meget hurtigt frem i København, idet hastighedsgrænserne, helevejsystemet og signalstyringen er målrettet mod størst mulig fremkommelighed for biltrafikken. Det er derfor hensynsløst at kommunen ikke i forslaget til hastighedsplan alvorligt vil ændre på den trafikale prioritering således at liv og lemmer kan reddes, trygheden stige og trafikstøjen kan dæmpes. De høje hastigheder gør det meget attraktivt at tage bilen med til byen frem for at benytte andre transportmidler. Derved forstærkes trafikpresset. Ved at tillade hastigheder over 50 km/t i København spilles der hasard med trafiksikkerheden og trygheden og befolkningen påføres unødigt store støjgener og andre miljøbelastninger.

Når hastighedsgrænserne er høje betyder det tilmed i praksis, at trafikanterne tillægger sig en ekstra margin og derfor kører endnu hurtigere. Dertil kommer en afsmittende effekt på alle andre veje. Det er tankevækkende, at det kun er ved kødannelser, at hastigheden kommer ned på et mere rimeligt niveau, hvorved risikoen for personskader falder markant.

Eftersom den generelle øvre byhastighedsgrænse ifølge Færdselsloven siden 1985 har været 50 km/t må Københavns Kommune og Københavns Politi derfor ophøre med alligevel at sætte hastighedsgrænserne op over denne grænse. Det sker ofte, som det fremgår af kortet nedenfor. Den omhandlede hastighedsplan ændrer kun marginalt på dette forhold. På gaderne med de højere hastigheder er ulykkestallene høje og støjbelastningen også unødig høj.

NOAH vil opfordre alle borgere til at lægge pres på kommunen og Københavns Politi således at hastighedsgrænserne sættes kraftigt ned i hele byen. Over 80 % af ulykkerne med lette trafikanter sker i byerne. Alene en nedsættelse af hastigheden fra 60 km/t til 50 km/t vil ifølge Rådet for Større Færdselsikkerhed betyder følgende: Hvis en bilist, der kører 50 km/t lige når at standse, når et barn krydser vejen, vil en bilist, der kører 60 km/t ramme barnet med en livstruende hastighed på 44 km/t.

Bilernes hastighed er af afgørende betydning både for ulykkestallet og alvorligheden af den enkelte ulykke. Vicepolitidirektør Jens Kaasgaard, Københavns Politi, har i en artikel, "Lavere fart - færre dræbte" i Jyllandsposten den 29. september 1997 skåret problemstillingen ud i pap. Han skrev bl.a. : "Det antages således, at hvis gennemsnitshastigheden reduceres med 10 % vil dødsulykkerne falde med 30-40 % og personskadeulykker med mellem 20 og 27 %.

Det er derfor uacceptabelt at prioritere sekunder hos nogle trafikanter så højt, at det betyder død og lemlæstelse for andre trafikanter. Det er ikke et samfund værdigt, der gerne vil skilte med at være humant.

NOAH foreslår, at hastigheden nedsættes til 30 km/t i alle boligområder. Til sammenligning kan oplyses, at der er 30 kilometers hastighedsgrænse på 70 % af alle gaderne i Berlin. Vi foreslår tillige, at ingen veje i København må have højere hastighedsgrænse end den lovbefalede generelle øvre byhastighedsgrænse på 50 km/t. På alle gader uden cykelstier må hastighedsgrænsen ikke overstige 30 km/t. Samtidig skal der sættes kraftigt ind for at få overholdt hastighedsgrænserne.

Med venlig hilsen
NOAH-TRAFIK
Ivan Lund Pedersen

Bilag: Kort over de veje i København, hvor hastighedsgrænsen er sat til over den lovbestemte byhastighedsgrænse på 50 km/timen. (obs: 293 KB)

--
Yderligere oplysninger:
Ivan Lund Pedersen

NOAH
Friends of the Earth Denmark
Nørrebrogade 39, 1. tv
DK 2200 København N
Tlf.: 35 36 12 12 Fax: 35 36 12 17