København den 18. september 1998
ÅBENT BREV TIL KØBENHAVNS BORGERREPRÆSENTATION
PARKERINGSANLÆG UNDER KONGENS NYTORV - DET GLADE VANVID.
HELE PLADSEN VIL BL.A. VÆRE ØDELAGT I OMKRING
6 ÅR.
Et flertal i Borgerrepræsentationen har ifølge City-Avisen
den 15. september besluttet at der skal anlægges en kæmpe
parkeringskælder med plads til 870 biler under hele Kongens
Nytorv.
Et parkeringsanlæg på Kongens Nytorv til forøge/fastholde
det voldsomme bilpres fremover og ødelægge pladsen
i omkring 6 år inden byggeriet kan være færdigt.
Beslutningen er ødelæggende for miljøet i
den del af Indre by og den blokerer for den nedsættelse
af bilbelastningen i byen, som er bydende nødvendig. De
biler, som kører til Indre bys 30.000 parkeringspladser
belaster også de øvrige kvarterer ved kørsel
til disse p-pladser.
Opgravningen til minimetrostationen foran Magasin er et minibyggeri
i forhold til anlæg af parkeringskælder. Hele den
centrale plads skal graves op i omkring 5 år - ifølge
kommunens egen vurdering. Dertil kommer den forberedende fase.
Det vil være ødelæggende for byens image, beboere,
forretningsliv og turistliv.
Disse voldsomme miljøbelastninger var en bedre sag værdig.
Transportopgaverne kan nemlig let løses på anden
måde. De 1.040 personer, som 870 parkeringspladser skaffer
til Kgs. Nytorv ad gangen svarer til hvad 3-4 minimetrotog,
21 busser eller 1040 cykler kan præstere. Minimetroen skal
køre med intervaller på ned til 1,5 minutter. På
få minutter kan den altså løse samme transportopgave,
som parkeringskælderen og vel at mærke uden miljøbelastning
af betydning.
At ødelægge Kongens Nytorv for at stimulere bilister
til ikke at bruge minimetro, busser eller cykler forekommer
mildest talt uforstandigt. 19 ud af 20 besøgende til Indre
By kommer for øjeblikket uden bil. Der er ingen rimelighed
i at forkæle bilisterne på andres bekostning.
Omkring 450.000 gode danske kroner vil hver parkeringsplads koste.
Det svarer til prisen for en mindre ejerlejlighed. Uanset financieringsformen
vil en stor del af udgiften til et parkeringsanlæg blive
kastet over på skatteborgerne, idet firmaer der lejer parkeringspladser
vil trække omkostningerne fra i deres regnskab og derved
nedsætte deres skat.
Denne tegning over opgravningsområdet viser tydeligt hvilket
voldsomt indgreb, der er tale om.

NOAH-TRAFIK vil opfordre alle gode borgere til at tilslutte sig
protesten mod denne skrækkelige plan.
Med venlig hilsen
NOAH-TRAFIK
v/ Ivan Lund Pedersen
NOAH
Friends of the Earth Denmark
Nørrebrogade 39, 1. tv
DK 2200 København N
Tlf.: 35 36 12 12 Fax: 35 36 12 17
noah@noah.dk