København den 2. august 1998
Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen
Amagerfælledvej 56
2300 Kbh. S
Vedrørende reklamekampagnen "LYT TIL DYRET I DIG SELV" for VW GOLF GTI.
Med opfordringer til at glemme de pæne manerer og udsagn som "fornuften har rådet længe nok" løber der for tiden en kampagne for VW med store plakater i byerne, på togstationer og i skrevne medier.
NOAH-Trafik vil herved gøre opmærksom på kampagnen.
Annonceteksten er sådan - gengivet fra månedsbladet IN,
juli 1998:
LYT TIL DYRET I DIG SELV
Psst.....det er mig dyret.
Blev du fanget af billedet ? Det tænkte jeg nok. Kan du se dig selv krybe ned i det dybe Recaro-sæde, sætte nøglen i tændingslåsen og blive sparket fra 0 til 100 km i timen, før dine med trafikanter overhovedet når at finde gearstangen ?
Kan du føje nærkontakten med vejen, den sænkede undervogn, turboen og de 150 HK? Kan du høre lyden Og kan du mærke den kriblende fornemmelse i maven når trivialiteten og kedsomheden og alle de pæne manerer forsvinder op gennem det el-drevne soltag? Fornuften, siger du ? Nu skal jeg sige dig en ting. Fornuften har rådet længe nok. Nu er det min tur. Desuden kan du hilse fornuften og sige, at en Golf GTI er født med sikkerhedskabine, fire airbags, ABS med elektronisk bremsefordeling og elektronisk differentialspærre. Og at der næppe findes nogen anden bil, der holder sin værdi så godt som en Golf GTI. Hvor længe vil du blive ved med at drømme? Årene går. Var det ikke på tide, at du fik gjort alvor af det.
Golf GTI VW
NOAH-TRAFIK vil herved opfordre til at der skrides ind overfor kampagnen, der anmasende og kynisk opfordrer til mere hensynsløs adfærd i trafikken. Vi mener ikke, at der er tale om god markedsføringsskik.
NOAH-TRAFIK synes, at annoncen er utiltalende i sin talen til egoismen og hensynsløsheden på trafikområdet, der har så stor betydning for sikkerhed og tryghed i dagligdagen for størstedelen af befolkningen. Den lægger op til at jungleloven i endnu højere grad skal herske i trafikken - den der glemmer fornuften og de pæne manerer skal herske. Samtidig postulerer den, at bilisten selv - selvom dyret slippes løst - er sikret usårlighed ved, at bilen er udstyret med de i annoncen nævnte sikkerhedsforanstaltninger - hvis sikkerhedseffekter iøvrigt kan diskuteres. Der er ikke antydning af opfordring til at tage hensyn til andre trafikanter - herunder alle de bløde trafikanter.
Man må i den forbindelse ikke glemme, at det i bysamfund, hvor størstedelen af befolkningen bor og de fleste ulykker sker, som oftest er personer udenfor bilerne der kommer til skade eller bliver dræbt. Deres kroppe er ikke sikret mod biler udstyret med nok så mange foranstaltninger til sikring af bilisten. Der er tilmed stor risiko for, at bilister føler sig tryggere når biler er udstyret med meget sikkerhedsudstyr og derfor kører stærkere - det kaldes, at de foretager "kompenserende adfærd". Den omhandlede annonce gør sit til at stimulere til mere hurtig og aggressiv kørsel - netop under henvisning til sikkerhedsudstyret.
Bilernes hastighed er af afgørende betydning for ulykkestallet og alvorligheden af den enkelte ulykke. Vicepolitidirektør Jens Kaasgaard, Københavns Politi, har i en artikel, "Lavere fart - færre dræbte" i Jyllandsposten den 29. september 1997 skåret problemstillingen ud i pap. Han skrev bl.a. :
"Det antages således, at hvis gennemsnitshastigheden reduceres med 10 % vil dødsulykkerne falde med 30-40 % og personskadeulykker med mellem 20 og 27 %. Det er altså uhyggeligt høje tal vi taler om, og hvis vi tager hele EU, har man fremhævet, at hvis gennemsnitshastigheden reduceres med blot 5 km/t vil antallet af dødsuheld i EU kunne nedbringes med 11.000 og personskadeuheld med 180.000 om året. Det er så svimlende store tal, at det næsten ikke er til at forholde sig til. Det samlede antal tabte leveår ved trafikulykker er større end ved de mest udbredte sygdomme som for eksempel kræft eller hjerte- og karsygdomme. Det skyldes, at trafikulykker rammer så mange børn og unge. (...) I Danmark er der siden 1970 dræbt ca. 20.000 i trafikken. (...) Man ved således, hvad hastigheden betyder for ulykkestallene, og samtidig ved man, at på trods af kampagner kører to ud af tre bilister stadigvæk for stærkt."
Muligheden for at fange fartsyndere er meget begrænset, idet politiet kun har ganske få effektive tekniske apparater til formålet. I hele 1996 optog Rigspolitiet således kun ca. 70.000 rapporter for overskridelse af hastighedsgrænserne. I lyset af, at to ud af tre bilister ifølge nævnte artikel kører for skærkt, svarer det vel til de krænkelser af hastighedsgrænserne, der sker på ganske få minutter én enkelt dag. Risikoen for at få en bøde er derfor minimal.
Rådet for Større Færdelssikkerhed har også meget begrænsede midler til rådighed for at lave fartkampagner. Fra tid til anden ser man deres små plakater på usolide masoniteplader langs vejene med opfordring til at holde hastighedsgrænserne. Det nytter ikke meget.
Aktiviteten for at få folk til at køre fornuftigt kommer derfor fuldkommen til kort overfor massive salgskampagner fra bilfabrikkerne som den omhandlede.
I denne uge slutter skoleferien og tusinder af skolebørn skal igen - eller for første gang - ud på den ofte farefulde skolevej. På skolevejen og i deres øvrige færden i trafikken er vore børn udsat for stor risiko. At opfordre til adfærd, der forøger denne risiko, burde ikke indgå i massive salgskampagner. VW har tilsyneladende ikke skelet til at andre dele af erhvervslivet opererer med "etiske regnskaber".
Vi håber, at Forbrugerombudsmanden vil gribe ind overfor denne kampagne og iøvrigt holde et vågent øje med andre tilsvarende kampagner.
Ifølge EU Grønbogen "Mod fair og effektiv prissætning på transportområdet" bliver omkring 48.000 mennesker dræbt og 3.300.000 kommer til skade (politiregistrerede - det reelle tal for tilskadekomne er langt større) i vejtrafikken i EU-landene årligt. Disse enorme menneskelige tragedier burde mane til eftertanke og EU burde i lyset heraf forbyde bilreklamer ligesom man har forbudt tobaksreklamer. Reklamer som de omhandlede er med til at fastholde det høje ulykkestal.
Med venlig hilsen
NOAH-TRAFIK
Arne Lund
Ivan Lund Pedersen
NOAH
Friends of the Earth Denmark
Nørrebrogade 39, 1. tv
DK 2200 København N
Tlf.: 35 36 12 12 Fax: 35 36 12 17
noah@noah.dk