|
NOAH-TRAFIK
Til Redaktionen
Kbh. 12. september 2003
Urimeligt og spild af skatteborgernes penge, at regeringen vil forøge bevillingen til vejudvidelser og nye motorveje voldsomt (f.eks. fordobling i forhold til 2001), mens den kollektive trafik ødelægges med nedskæringer og takstforhøjelser. Større motorveje - såsom indfaldsveje til København - vil tilmed bevirke yderligere trafikkaos. NOAH-TRAFIK opfordrer Folketinget til at indføre et stop for flere statsveje og bruge pengene til opretning af den forsømte og miljøvenlige kollektive trafik. Derved får man tilmed mere miljø for pengene.
De statslige veje er under konstant udbygning til trods for at der kun er 1,17 person i hver bil i myldretiden og naboer til motorveje må lide under mere støj og luftforurening. Regeringen vil tilmed, som det kan ses af disse tal fra Finanslovsforslaget 2004, sætte investeringerne i nye statsveje kraftigt op.
Vejdirektoratets anlægsudgifter i mio. Kr. til nye statsveje
1998: 757
1999: 792
2000: 774
2001: 614
2002: 749
2003: 1.025
2004: 1.227
2005: 1.360
Som det kan se var anlægsudgiften til nye statsveje f.eks. 614 millioner i 2001 og finanslovsforslaget for 2004 udviser en udgift på 1227 millioner - altså en fordobling i løbende priser set i forhold til 2001.
Dette til trods for at Danmark stort set i forvejen har verdens mest udbyggede vejsystem i forhold til trafikmængden. Yderligere vejbyggeri vil kun skabe endnu større trafikbelastninger f.eks. ved udvidelser af indfaldsvejene mod København.
Samtidig må den kollektive trafik lide under voldsomme takstforhøjelser og indskrænkninger af bustrafikken samt forsømmelse af jernbanenettet med manglende dobbeltspor og nødvendig opgradering.
NOAH-trafik opfordrer regeringen til at indføre et moratorium for vejbyggeri og i stedet bruge pengene både til lavere takster og forhøjelse af serviceniveauet i den kollektive trafik.
Men venlig hilsen
NOAH-TRAFIK
|