Tilbage til forsiden Hvad er Noah?Nyt fra NOAH Bliv aktiv i NOAH NOAHs tidsskrift Miljøsk NOAHs forlag Links til miljøsider Søg på NOAHs hjemmesider Skriv eller spørg NOAH
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik]

Ren luft i byerne

København den 7. November 1999

Åbent brev:

NOAH-TRAFIK: REN LUFT I VORE BYER - JA TAK. DEN VOLDSOMME BYTRAFIK MED BILER MED ÈN PERSON I HVER MÅ BL.A. BEGRÆNSES FOR AT SIKRE DETTE MÅL.

Regeringen og Københavns Borgerrepræsentation og andre myndigheder må vågne op og sikre ren luft i de store danske byer.

Københavnerne indånder 30-40 millioner farlige sodpartikler fra bilers udstødning hver gang de trækker vejret på visse gader i København. Det er sådanne alarmerende oplysninger, som på det seneste er kommet frem, bl.a. fra Danmarks Miljøundersøgelser. Partiklerne kommer både fra benzin- og dieselkøretøjer. Dertil kommer alle de andre forureningskomponenter. Luftsvineriet er totalt set helt urimeligt. Derfor opfordrer NOAH-TRAFIK regeringen og de lokale myndigheder til vågne op af deres dvale og gennemføre en trafikpolitik, der kan tæmme den vildtvoksende trafik. En væsentlig grund til trafikeksplosionen er at udgiften til benzin fra 1980 til 1998 faldt med 82 % og bilprisen med 50 % - set i forhold til danskernes disponible realindkomst. Registreringsafgiften pr. bil er således nedsat med ca. 40.000 kr. Markant dyrere bilkørsel, nedlæggelse af parkeringspladser, miljøafgift for kørsel i de store byer, massiv forbedring af den kollektive trafik vil være effektive tiltag til begrænsning af luftforureningen. Mindre støj, større færdselssikkerhed og bedre forhold for andre trafikanter opnås samtidig.

Vi mener, at ren luft er en livsnødvendighed på linie med rent vand og fødevarer uden giftstoffer. Trods dette fyldes de danske byboeres indåndingsluft dagligt med giftstoffer i massevis. Svenske undersøgelser viser således, at biludstødningen indeholder omkring 1000 forskellige stoffer.

Det er trafikken der skaber næsten al luftforureningen i byerne. Hver gang et køretøj bruger 1 liter benzin kommer der ca. 9.000 liter snavset luft ud af udstødningsrøret. På de københavnske veje kører motorkøretøjer dagligt omkring 4,3 millioner kilometer. Derved forbrændes omkring 500.000 liter benzin og dieselolie på gaderne. 4.500.000.000 liter udstødning pulser derfor dagligt ud af udstødningsrørene i hovedet på beboere og trafikanter. Det meste kommer fra privatbiler med kun én person i hver. Ofte fra bilister der er flyttet væk fra byens trafikos og støj til fredelige og rene omgivelser. Omkring 636.000 køretøjer krydser Københavns bygrænse i døgnet på hverdage (tilsammen begge retninger).

68 % af pendlerne kommer heldigvis uden bil til arbejdspladserne beliggende i Københavns Kommune. Det er de 32 % bilpendlere, der er ansvarlig for størstedelen af luftsvineriet i myldretiden. Samtidig forsinker bilpendlerne buspassagerer og cyklister. Det skyldes, at bilpendlerne fylder så meget på vejene og at de får "grøn bølge" i signalanlæggene hvilket næsten altid betyder "rød bølge" for busser og cyklister.

Kilde: Københavnernes grønne regnskab, 1998 Udsendt af Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen i Københavns kommune.

HVAD BØR DER GØRES ?

På trafikområdet er det let for den enkelte borger at stoppe tilsviningen af den fælles luft. Hver gang en biltur droppes til fordel for gang, cykel eller en tur i den kollektive trafik bliver luften renere.

For at få nogenlunde ren byluft skal biltrafikken i byerne reduceres kraftigt. Nyttetransporten - forstået som den transport, der kun vanskeligt kan udføres uden bil - udgør maksimalt 25% af den nuværende biltrafik i København. De 75 % af den nuværende biltrafik kunne altså erstattes med kørsel på cykel og med kollektive transportmidler. Her er nogle forslag til effektive foranstaltninger mod luftforureningen i København:

Nedlæggelse af alle pendlerparkeringspladser i København bortset fra handicapparkering. Stop for anlæg af nye veje og parkeringspladser. Kun beboerparkering, handicapparkering og serviceparkering indenfor søerne, "Søsnittet".

Miljøafgift på 40 kr. pr. bil for kørsel over kommunegrænsen til København. Pengene skal bruges til en massiv udbygning af den kollektive trafik og lavere takster. Hurtig indførelse af moderne sporvejsdrift i København. Indtil da massiv satsning på gasbusser, der skal køre med ganske korte intervaller.

Afskaffelse af befordringsfradrag for bilkørsel når der er rimelige kollektive befordringsmidler til rådighed.

Ændring af signalstyringen således at bustrafikken og cykeltrafikken får optimale vilkår med "grønne bølger".

Lavere hastigheder. Effektiv håndhævelse af forbuddet mod tomgang i mere end 1 minut og hastighedsgrænserne. Bedre udnyttelse af kapaciteten i vare/lastvogne og brug af renest mulige motorer.

Med venlig hilsen
NOAH-TRAFIK
v/ Ivan Lund Pedersen

--

Yderligere oplysninger:
Ivan Lund Pedersen

NOAH
Friends of the Earth Denmark
Nørrebrogade 39, 1. tv
DK 2200 København N
Tlf.: 35 36 12 12 Fax: 35 36 12 17