Tilbage til forsidenHvad er Noah?Nyt fra NOAHBliv aktiv i NOAHNOAHs tidsskrift MiljøskNOAHs forlagLinks til miljøsiderSøg på NOAHs hjemmesiderSkriv eller spørg NOAH
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik]

Meningsløst at bygge motorvej fra Esbjerg til grænsen

NOAH-trafik

6. april 2002

Til pressen

Trafikministeriet ønsker at anlægge en motor(trafik)vej fra Tønder grænse til Ribe - og nægter samtidig togpassagererne i Vestjylland den nødvendige myldretidstrafik.

I et internt notat til Miljøministeriet, anbefaler Trafikministeriet, at der anlægges en motor(trafik)vej fra grænsen til Ribe for "at kunne klare presset sydfra, når Hamburg-Heide-motorvejen forlænges frem til den danske grænse efter 2015". Anbefalingen hilses velkommen af lokale kommunal- og amtspolitikere, der glæder sig over at staten vil betale for endnu flere halvtomme asfaltstriber.

Et besøg på trafikministeriernes hjemmesider i Kiel og Berlin, viser imidlertid at tyskerne ikke har planer om en motorvej på strækningen. Tværtimod understreges det i investeringsoversigten, at øst-vest-trafikken har absolut højeste prioritet i det centrale Tyskland hvorimod der ikke er penge til vejprojekter i de , men ikke de perifere områder. I Schleswig-Holsten er det eneste projekt Østersø motorvejen fra den polske grænse til Lûbeck og Bremen via Elben.

Årsdøgntrafikken fra grænsen til Ribe er 4-7.000 biler. Men pas på! Tallene snyder, de er påvirket af ferietrafikken i maj-august og især af "skiftedagen" dvs. lørdag hvor de nye feriegæster kommer og de gamle rejser hjem. På disse lørdage, kommer trafikken op på 10-14.000 biler - resten af tiden er der selvsagt færre biler.

Til glæde for dette beskedne antal bilister, og på en strækning hvor trafikulykkerne ligger ca. 10% under landsgennemsnittet, ønsker Trafikministeriet at anlægge en motor(trafik)vej til 1 mia kr.

Vi må forstå, at det her drejer sig om én af samfundets kerneydelser, der er så vigtig for såvel den lokale udvikling som for samfundsøkonomien, at det kun er rimeligt, at pengene til projektet findes ved at skære ned på lokal kollektiv trafik, miljø, u-landsbistand, undervisning og kultur.

Når der skal anlægges en motor(trafik)vej til så få biler som her, er det fordi Trafikministeriet bakker op om Venstres Svend Heiselberg når han siger "at (ganske vist) er der andre steder i landet hvor der er mere trafik…men skal vi alene gå efter det, så vil udkantsområderne aldrig komme i betragtning når der skal foretages offentlige investeringer …løsningen er ikke at udsulte de svageste områder, men at sætte mere skub i udbygningen af infrastrukturen". (december 2001).

Planerne fremkommer kort tid efter at Trafikministeriet dels har accepteret markante forringelse i Arrivas køreplaner for Midt- og Vestjylland og dels efter at trafikminister Fl. Hansen. har afvist at indsætte sammenhængende togforbindelser fra Tønder til Thisted fordi Arriva ikke disponerer over tilstrækkeligt med togsæt. En udbygning af togdriften i området (højere fart, overhalingsspor, nye tog) vil være et miljøvenligt og billigt alternativ til den halvtomme motor(trafik)vej. Eller at der i sommertiden indsættes ferietog mellem tyske byer direkte til ferieområderne langs Vesterhavet. Herved ville mange turister få et alternativ til den benzinslugende autocamper, men sådan tænkes der ikke i Trafikministeriet.

Nu får vi så en motor(trafik)vej, der vil være en kraftig belastning for det sårbare marsklandskab, som vil ødelægge de talrige ådale, afskære dyrenes vandringer samt ødelægge et enestående og uspoleret landskab - blot for at bilisterne kan komme et par minutter hurtigere frem.

Yderligere oplysninger:
Arne Lund
Tlf: 49 16 22 50