Tilbage til forsiden Hvad er Noah?Nyt fra NOAH Bliv aktiv i NOAH NOAHs tidsskrift Miljøsk NOAHs forlag Links til miljøsider Søg på NOAHs hjemmesider Skriv eller spørg NOAH
[Trafikgruppens forside] [Trafik links] [Om NOAH-Trafik] [Pressemeddelelser mv.] [Skriv til NOAH-Trafik]

Hensynsløs snerydning i København

København den 15. december 1999

Til Københavns Kommune
Bygge- og teknikudvalget

NU MÅ I ÆNDRE PÅ PRIORITERINGEN AF INDSATSEN MOD SNE OG IS

Cyklister, fodgængere og buspassagerer, der har størst sikkerhedsrisiko ved sne og glatte veje kommer i sidste række efter at enorme vejarealer til biltrafikken er ryddet.

Det seneste døgns snefald har igen afsløret en hensynsløs prioritering af snerydningsindsatsen i Københavns Kommune. De store bilveje er ryddet ved massiv indsats af særlige køretøjer, store traktorer og masser af salt, men der er praktisk taget endnu ikke foretaget nogen rydning/saltning af den cyklende trafiks sparsomme arealer. Cyklisterne kører derfor med livet i hænderne. Kommunen råder kun over ganske få køretøjer til at rydde cykelstier, mens man straks sætter ind med massiv indsats på vejarealerne, idet man ud over egne køretøjer har faste aftaler med mange vognmænd og landmænd fra omegnen. Det burde være sådan, at man satte mest ind hvor sikkerhedsrisikoen er størst. Det er for cyklister og gående. For bilister, der sidder trygt og godt i velpolstrede sæder med sikkerhedsseler, er det normalt kun et spørgsmål om at køre lidt langsommere. En "hvid vinter" er erfaringsmæssigt langt sikrere for bilister end en "grå vinter" fordi hastighederne er lavere når vinteren kan ses.

Ved stoppestederne er den kun enkelte steder ryddet en smule. Sne ved stoppestederne betyder, at buspassagerne får sne med ind på busgulvene med den følge, at gulvene bliver så glatte, som var de belagt med brun sæbe. Dette kombineret med at bustrafikken forsinkes kraftigt på grund af de mange biler gør det endnu mere ubehageligt at være buspassager. Busserne er ofte forsinkede og derfor stopfyldte fordi de ikke kan komme gennem bilmasserne. De farlige forhold for cyklister gør også at mange i stedet tager busserne, hvorfor disse bliver endnu mere overfyldte.

Der er tale om en meningsløs prioritering af den kommunale indsats al den stund én person i en bil i gennemsnit bruger ca. 28 gange så megen vejplads til kørsel end en person i en bus. Jo mere du fylder, sviner , støjer og oser - jo bedre behandles du i den Københavnske trafik. Det er hensynsløst. Hvis der ikke var så mange biler på gaden ville busserne kunne komme frem uden det store besvær trods snefaldet og kapaciteten i bussystemet kunne udnyttes fuldt ud. Det er urimeligt, at cyklister og buspassagerne skal lide ekstra meget. De trafikanter, der som cyklister og buspassagerer skåner byen for miljøbelastninger behandles ringe af Københavns kommune til dagligt. Disse ringe forhold forstærkes yderligere når sneen lægger sig over byen. Kommunen topforkæler til gengæld den udenbys biltrafik både med vejplads, snerydning og grøntider i signalstyringen

Med venlig hilsen
NOAH-TRAFIK
Ivan Lund Pedersen

--

Yderligere oplysninger:
Ivan Lund Pedersen

NOAH
Friends of the Earth Denmark
Nørrebrogade 39, 1. tv
DK 2200 København N
Tlf.: 35 36 12 12 Fax: 35 36 12 17