En ny opera skal placeres stationsnært- uden parkeringspladser

Indsigelse af 12. september 2001 vedrørende
lokalplan for Dokøen med Opera og andet byggeri sendt til
Bygge- og Teknikforvaltningen
Plan & Arkitektur

 

Vedrørende lokalplanforslag for "HOLMEN II"

Lokalplanforslaget lægger op til at tillade bygning af i alt 71.500 kvadratmeter mere nybyggeri på

Holmen – herunder et operabyggeri på 35.000 kvadratmeter. NOAH-trafik vil primært vurdere lokalplanen ud fra en trafikal vinkel.

Overordnet set er byggeplanerne fuldkommen i strid med alle tanker om at placere nybyggeri stationsnært for at søge at forhindre en yderligere trafikal belastning af byen.

Lokalplanforslaget lægger op til bygning af én parkeringsplads for hver 100 kvadratmeter etageareal. Eftersom operabygningen skal være på 35.000 kvadratmeter etageareal og andet byggeri på 36.500 kvadratmeter etageareal lægges der op til bygning af mere end 700 parkeringspladser ved operaen og det påtænkte øvrige byggeri. Når først parkeringspladser er anlagt vil der automatisk blive et pres for at udnytte parkeringspladserne mest muligt i løbet af døgnet. 700 parkeringspladser vil formentlig skabe et dagligt antal bilkørsler på omkring 4.200.

Til sammenligning kører der ca. 8.200 i Store Kongensgade, 13.600 biler i Stormgade og 21.200 i Torvegade på hverdage fra 6-18.

NOAH –trafik har vurderet lokalforslaget ud fra ønsket om:

  1. at København Kommune skal leve op til sine ambitioner i forbindelse med at kommunen har udnævnt sig selv til Europas miljøhovedstad samt at kommunen har tilsluttet sig "car-free.cities"
  2. at Københavns Borgerrepræsentation beslutning fra januar 1997 om, at biltrafikniveauet i København ikke må overstige 1996-niveauet skal efterleves. Det bemærkes, at Københavns kommune i annonce i anledning af den kommende Trafikmiljøuge erkender, at biltrafikken trods beslutningen fra 1997 alligevel er steget med 12 % de seneste 5 år. Det skyldes bl.a. at Københavns Kommune konsekvent modarbejder beslutningen om stop for mere biltrafik ved at kræve store parkeringsanlæg ved alt nybyggeri. Derved stimuleres bilbrug i unødig grad.

Nye bygningsanlæg skaber trafik, men det er af afgørende betydning om denne trafik er med cykel,gang,bus,tog, Metro, sporvogn eller med privatbil. Parkeringspolitikken i forbindelse med nybyggeri er af afgørende betydning for hvordan trafikkens sammensætning bliver.

Hvis man bygger mange parkeringspladser kommer der mange biler. Hvis man ikke bygger parkeringspladser og klart melder ud, at der ingen parkeringsmuligheder er så lader folk bilen blive hjemme. Metropolitan-operaen i New York har således ingen egne parkeringspladser. Alligevel kommer operagæsterne.

For at leve op til ovennævnte 2 målsætninger må København undlade at kræve og ej heller tillade anlæg af parkerinsgpladser til andet end handicappede bilister og vare/lasttrafik ved operabyggeriet og det øvrige byggeri omfattet af lokalplanforslaget.

Hvis kommunen fastholder planerne må operagæsterne og andre brugere af de nye bygninger tilbydes andre transportmuligheder til området. Det kunne f.eks. være tilslutning til metrostationen på Christianshavns Torv med en sporvognslinie, "Operabåd" fra bunden af Nyhavn nær metrostationen på Kongens Nytorv og direkte til operaens indgang, cykel/gangbro over havnen.

Nej til parkeringsanlæg ved Kvæsthusbroen eller andre steder i Indre By

I lokalplanforslaget nævnes bygning af et parkeringsanlæg med ca. 500 pladser på Kvæsthusbroen til at betjene både et kommende skuespilhus samt operaen. Berlingske Tidende skrev den 22. juni 2001 følgende om disse parkeringspladser: "Københavns Kommune har desuden garanteret at ville sikre de trafikale forhold i forbindelse med operahuset – herunder at sørge for 500 ekstra parkeringspladser understregede kulturministeren i går".

Det er fuldkommen uacceptabelt at bygge flere parkeringspladser i Indre by. Borgerne har gennem den voldsomme modstand mod et parkeringsanlæg under Kongens Nytorv klart tilkendegivet at man ikke ønske flere trafikskabende parkeringsanlæg i de centrale bykvarterer.

500 ekstra parkeringspladser på Kvæsthusbroen vil skabe omkring 3.000 ekstra daglige kørsler i det i forvejen stærkt belastede bykvarter samt på vejene til og fra Indre By. I Bredgade kører i forvejen ca. 13.000 biler fra 6-18.

Konklusion: En godkendelse af den foreliggende lokalplan for DOKØEN vil være ødelæggende for alle ønsker om at gøre København til en by med mindre trafikbelastning – med mindre man konsekvent beslutter at byggeriet alene skal betjenes af kollektive trafikmidler og man derfor ikke anlægger parkeringspladser til andre end handicappede bilister og vare/lasttrafik. Nybyggeri bør generelt placeres nær stationer for at det så let som muligt at efterleve kravet om at biltrafikken ikke må stige. NOAH må derfor kraftigt opfordre kommunen til at finde en stationsnær placering af en opera og det andet påtænkte byggeri.

Med venlig hilsen

NOAH-TRAFIK

 

Ivan Lund Pedersen