Foråret er på vej og det samme er en ny sejlsæson.  Snart vil sejlerfolket som vanligt påbegynde klargøringen af deres både – en klargøring der typisk afsluttes med en omgang maling. Denne sejlsæson vil dog ikke blive som tidligere idet sejlerne fra i år må klare sig uden ”vidundermidlerne” biociderne Irgarol og Diuron, der nu er forbudt for lystbåde og erhvervsfartøjer under 25 meter. Disse biocider har indgået som aktive stoffer i bundmaling til skibe hvor deres funktion har været at dræbe dyr og alger der fæstede til bådens overflade. Imidlertid har sejlfolkets massive forbrug af giftige malinger gennem en årrække afstedkommet forurening i havne og kystnære områder over hele landet til skade for flora og fauna.

Således er alvorlige effekter af brugen af biocidholdige bundmalinger belyst gennem diverse videnskabelige undersøgelser der blandt andet rapporterer om akkumulering af kemikalier i organismer og sediment, samt alvorlige deformiteter i reproduktionsapparatet hos visse arter af bløddyr. Senest er der fundet rester fra giftige bundmalinger i blandt andet havfugle og fisk.
Flere af ovenstående effekter har været kendt siden 1980´erne, hvor organotinbaserede bundmalingers miljøbelastning blev diskuteret. Disse diskussioner resulterede i et forbud mod brug af organotinbaseret bundmaling på skibe under 25 meter i 1991. Her blot ni år efter gentages historien altså med forbudet af de organotinbaserede bundmalingers afløsere.

Dansk sejlunion hævder at disse stærkt miljøskadelige midler er nødvendige da dyr og planter i vandet ellers vil hæfte til bunden hvorved fremdrifts hastigheden nedsættes. Dette argument kan og vil NOAH’s vandgruppe ikke acceptere. Fremdrifts hastighed kan ikke være en primær parameter når der er tale om rekreativ sejlads – især ikke når målet nås på bekostning af havets beboere og i værste fald kan ramme organismer øverst i fødekæderne.

I ”Ny Viden fra Miljøstyrelsen” fra januar 2000 gennemgås resultaterne af en undersøgelse udført af J. C. Hempel’s skibsfarvefabrik A/S og Dansk sejlunion. I undersøgelsen vurderes de alternativer til de nu forbudte giftmalinger der reelt er til stede: nemlig mekanisk rensning, hvor båden hejses på land, to malingtyper der ikke indeholder giftige biocider, men som i stedet er baseret på dels en glat overflade hvor dyr og planter skulle have sværere ved at hæfte dels en mere robust maling der kan tåle mere hårdfør rensning uden at forsvinde. Ligeledes vurderes malingproducenternes to bedste bud på ”miljøvenlige” biocidholdige bundmalinger – Sea-NineTM 211 og Zinkpyrithion. Ikke overraskende er malingproducenten, Dansk sejlunion samt adspurgte sejlere enige om at de biocidholdige malinger er de mest effektive mens de to biocidfrie malingtyper og den mekaniske rensning var ”uacceptable” for sejlerne.
NOAH’s vandgruppe vil i det følgende påpege et par forhold som, efter vores mening, bør uddybes og præciseres.

Biociderne i de to testmalinger er begge udviklet for år tilbage, men har stået i ”skyggen” af endnu giftigere malingtyper. I undersøgelsen karakteriseres Sea-Nine, der i øvrigt er forbudt i Sverige, og Zinkpyrithion af producenter og sejlunion som bundmalinger der ”formentlig belaster miljøet mindre end de typer maling, man tidligere har brugt” og senere i samme publikation som ” de nye og mindre miljøskadelige bundmalinger ”. Disse skudsmål følges op i en undersøgelse udført af VKI, under ledelse af J. C. Hempel’s skibsfarvefabrik A/S, hvor bl.a. halveringstiden for Sea-Nine og Zinkpyrithion i miljøet estimeres. Halveringstiden er for begge biocider forbløffende hurtig – meget hurtigere end de 3-6 måneder der tidligere er publiceret for Sea-Nine men også i skærende kontrast til at Zinkpyrithion i miljøprojekt nr. 384 (1998) vurderes til ”ikke at kunne betegnes som let bionedbrydeligt”. En væsentlig årsag til de lave halveringstider kan tilskrives at biocidernes nedbrydning kun er undersøgt ved høje temperaturer (> 15?C) hvor bl.a. den mikrobielle aktivitet er på sit højeste. Ved at undlade at undersøge nedbrydningshastigheden ved lave temperaturer, der jo optræder en betydelig del af året, opnås en betydelig underestimering af halveringstiden og dermed et meget upræcist resultat. På baggrund af de lave halveringstidsestimater vurderes det i undersøgelsen at Sea-Nine og Zinkpyrithion ikke ophobes i vandmiljøet, idet man forventer biociderne elimineres i den periode bådende er på land (typisk oktober til april). Alligevel konstateres det i undersøgelsen at ”på baggrund af undersøgelsens resultater vurderes det, at der er risiko for kroniske effekter på dyr og planter, der lever i lystbådehavnen” hvorimod det uden for lystbådehavnen vurderes ”at der kun er en lav risiko for, at disse stoffer har en effekt på dyr og planter, der lever her”.

NOAH’s vandgruppe finder det vanskeligt at dele producenternes og sejlunionens begejstring over Sea-Nine og Zinkpyrithion. Vi vil ikke accepterer flere lappeløsninger hvor nye ”vidundermidlers” miljøpåvirkning vurderes på et alt for spinkelt grundlag blot for at tilfredsstille producenternes krav til indtjening samt sejlunionens krav til magelighed og trang til fart på de enkelte sejleres vegne. Lykkeligvis tyder det på at et stadigt stigende antal sejlere deler denne opfattelse og at de er indstillede på at ændre ved traditioner for miljøets skyld. Mange sejlere er således indstillede på at økologi kan være lidt mere besværligt og koste lidt flere penge - det være sig i supermarkedet eller på vandet.
 
Det er paradoksalt at producenter og sejlunionens top kan enes om at tale miljøets sag når det gælder om at undgå mekanisk rensning af sejlbåde, mens de tilsyneladende er istand til at lukke af for fornuften når det gælder direkte udledning af gift til vandmiljøet. Det virker uforståeligt at sejlunionen så ensidigt tager malingproducenternes parti i stedet for, som forbund, at støtte alle tiltag der kan fremme miljøvenlige alternativer til giftige biocider. Nogle kunne måske ligefrem få den tanke at tilførslen af reklamekroner til annoncer i diverse medlemsblade kan være med til mindske sejlunionens åbenhed overfor disse alternativer.
NOAH’s vandgruppe finder det således yderst tankevækkende at sejlunionens top kan forbinde deres fritidsinteresse for sejlads med positive naturoplevelser, når man samtidig afstedkommer alvorlig forurening med konsekvenser der kan vise sig at være helt uoverskuelige.

Det af miljøstyrelsen varslede stop for brug af biocider fra år 2003 eller når brugbare alternativer er
udviklet skal efter NOAH’s vandgruppes mening implementeres med omgående virkning. Maling producenterne har, trods det faktum at problemerne har eksisteret i op mod tyve år, endnu ikke formået at udvikle miljøvenlige malingtyper. I stedet er i der flere omgange lanceret nye produkter der, på grund af utilstrækkelige forudgående undersøgelser, senere har vist sig særdeles miljøskadelige. Derfor fremstår mekanisk rensning - det være sig hvor båden hejses på land eller ved hjælp af bådvaskemaskiner som firmaet KBK Boatcleaners ventes at lancere i nær fremtid - reelt som eneste andet alternativ.

Der er ingen tvivl om at et forbud her og nu vil stimulere forskningsaktiviteten hos maling producenterne mod udvikling af skibsmalinger der reelt er miljøvenlige til glæde for både miljøet, sejlere og malingindustrien selv. Det rigtige produkt der også vil kunne bruges på både over 25 meter vil således kunne sikre udvikleren store indtægter. Et forbud mod biocider vil utvivlsomt gøre livet som sejler mere besværligt på kort sigt – men forhåbentligt kan det forhold, at en ren og ubegroet skibsbund er ensbetydende med ekstra arbejde, bringe sejlerne til at overveje om det nu også er så vigtigt om båden sejler med 6 eller 4 knob.

For yderligere information kontakt Thomas Flarup Sørensen, flarup@post12.tele.dk