Regnvand til toiletskyl og tøjvask er en rigtig god ide. Det regnvand vi bruger i husholdningerne spares på den i forvejen overudnyttede grundvandsressource.
Regeringen er i gang med lovændringer, der vil gøre det muligt at bruge regnvand til toiletskyl og tøjvask. Dette er et initiativ NOAHs vandgruppe hilser meget velkomment. Det er nemlig ikke så lidt, der er at spare, hvis man på landsplan udnytter regnvandsressourcen til ovennævnte formål. Beregninger fra Boligministeriet og Miljø- og Energiministeriet viser, at 22% af det nuværende vandforbrug i husholdningerne vil kunne erstattes af regnvand.
Der er allerede i Danmark blevet lukket adskillige vandboringer på grund af forurening, og ingen ved, hvor mange der i de kommende år vil blive lukket. Den optimale løsning på grundvandsproblemet er selvfølgelig helt at stoppe udledningen til vandmiljøet, men selvom dette blev effektueret fra dags dato, er der ingen der ved, hvor meget forurening, der allerede ligger i jorden, og som i løbet af nogle år vil sive ned til vores drikkevand. Vi er nødt til at tage mange vandspareforanstaltninger i brug for også i fremtiden at have rent drikkevand - og regnvandsopsamling skal være en af dem.
Udover at spare på grundvandsressourcen er der andre miljømæssige fordele ved brug af regnvand: Regnvand er mindre hårdt end drikkevand pga. lavere kalkindhold. Man behøver derfor ikke at bruge så meget vaskepulver ved tøjvask, som man plejer. Desuden vil mængden af regnvand, der skal afledes gennem kloaksystemet, mindskes, så man undgår overløb ved kraftige regnskyl, hvor spildevand løber urenset ud i vandløb eller søer.
Der er tidlige i pressen i forbindelse med opsamling af regnvand til brug i husholdningerne blevet rejst spørgsmål om hygiejne. Regnvand indeholder bakterier og mikroorganismer, der ikke findes i drikkevand, men smitterisikoen vurderes at være lille. En undersøgelse fra Boligministeriet og Miljø- og Energiministeriet har sammenlignet indholdet af E.coli bakterier i regnvand og i badevand. Denne viser, at regnvand er renere end det vand, vi bader i ved stranden, og i forbindelse med toiletskyl og tøjvask er mennesker ikke udsat for samme eksponering, som når de bader. Der er allerede nu over hundrede forsøgsanlæg i Danmark og omkring tusind anlæg i Hamborg, og der har ikke vist sig tegn på sygdom.
Man har desuden været bange for, at regnvandet i husene vil kunne blande sig med det rene drikkevand i rørforbindelserne og dermed forårsage smittefare. Dette problem viser netop vigtigheden af, at der fra regeringens side kommer klare retningslinjer for installering og brug, så man undgår, at folk selv sætter deres regnvandsanlæg op. Regnvandsopsamling er en så indlysende god ide, at mange måske vil forsøge sig med et anlæg, selvom det ikke er tilladt.
Der er altså mange gode grunde til at bruge regnvand til toiletskyl og tøjvask. Men en langt række andre formål kunne også komme i betragtning, herunder mark- og golfbanevanding, bilvask, i gartnerier m.v.
NOAH-vandgruppe
Signe
For yderligere information kontakt Signe Månsson, Wongsgrill@hotmail.com