Svinevalg og Svineramt: Et oprør - også fra landet?
Kom og hør Helene Meden, formand i Landsforeningen mod svinefabrikker, og Emil Brix, projektleder i NOAH og bestyrelsesmedlem i Landsforeningen mod svinefabrikker, fortælle om hvordan folketingsvalget blev til et "svinevalg" og om den nye udgivelse "Svineramt", der indeholder 12 forskellige fortællinger fra naboer til svinefabrikker.
For flere måneder siden lod det til at Danmark - igen, igen - skulle opleve endnu et udlændingevalg.
Men i stedet for et kapløb om at træde ud af internationale konventioner fik vi noget helt andet.
Vi fik nemlig sat Danmarks grænseløse svineproduktion på sendefladen.
Og det var ikke bare de mere progressive medier såsom Dagbladet Information og Politiken, som i længere tid har sat fokus på emnet. Weekendavisen skrev i en leder at det var det mest fængende emne i hele valgkampen, Ekstra Bladet krævede ganske enkelt et svinevalg og Berlingske Tidende skrev den måske mest kritiske artikel om svineindustrien under hele valgkampen.
Det hele startede med Svinestopmødet på Christiansborg den Mette Frederiksen annoncerede valgdatoen samt dannelsen af en alliance mellem grønne NGO'er/bevægelse og venstrefløjspartierne + Radikale venstre - og alt hvad der er sket siden vil gå over i historien om Folketingsvalget 2026.
Men historien stopper ikke her.
For svinevalgets komme er ikke tilfældigt. Danmark er nemlig det land i verden, som har flest svin per indbyggere og det viser sig i dagligdagen for folk på landet.
Både pga de åbenlyse lugt og støj gener, den faldende friværdi, forurening af drikkevand og tab af lokal natur. Men også mindre diskuterede emner som MRSA-smitte og manglen på jobs, ikke mindst gode jobs, i en industri karakteriseret af enorm mekanisering og løndumping.
Det samlede billede er landdistrikter præget af affolkning og forfald.
Det er de historier som Landsforeningen mod svinefabrikker har samlet i udgivelsen "Svineramt", som NOAH også har været inde over.
Historier fra naboerne til de store svinefabrikker, som sætter et ansigt på de vanvittige tal fra svineindustrien. Personlige beretninger fra landbrugets industrizoner.
