Certificering af soja er symptombehandling – skær ned på det animalske landbrug
Dette er den uredigerede version af et debatindlæg på Solidaritet.
Danmark importerer hvert år 1,7 millioner ton soja til at fodre de cirka 31 millioner svin, vi producerer årligt. En stor del af den soja kommer fra det sydlige Sydamerika. Mange har hørt om afskovningen i det brasilianske Amazonas og Cerrado, men færre har hørt om konsekvenserne i Paraguay. I det for mange mindre kendte sydamerikanske land, oplever mennesker i dag madmangel, menneskerettighedsbrud og miljøproblemer på grund af det industrielle landbrugs ekspansion. En ekspansion, der er drevet af det Globale Nords efterspørgsel på landbrugsvarer som soja og majs.
Danmarks enorme kødproduktion og import af soja til svinefoder fra Sydamerika medfører store ødelæggelser for mennesker og miljø i landene, der producerer soja. I Paraguay er agroindustrien skyldig i voldelig fordrivelse af og drab på småbønder og oprindelige folk og forurening af jord, oprindelige såsæd og drikkevand. Derudover driver agroindustrien i sin konstante jagt på mere land en enorm afskovning: Siden år 2000, har det sydamerikanske land mistet en tredjedel af den oprindelige regnskov, 5,2 millioner hektar. Det er et areal dobbelt så stort som Schweiz. Agroindustriens ekspansion i stadig nye områder er med til at drive uligheden, usikkerheden om mad og fattigdommen op i et land, hvor en lille elite på 1,6 procent allerede ejer 77 procent af jorden i landet. Cirka 300.000 småbondefamilier har ikke adgang til jord overhovedet.
Paraguay, verdens mest ulige land, når det kommer til jord
For at forstå, hvordan dette forhold hænger sammen, skal vi tilbage til 1998, da general Alfredo Stroessners militærdiktatur faldt. Gennem det 35 år lange militærdiktatur gav Stroessner store landområder, såkaldte “tierras mal habidas”, til politisk allierede, mens den oprindelig befolkning og småbønder, der havde boet der i årtier eller generationer, blev fordrevet. Ifølge landets Sandhedskommission, der blev nedsat efter diktaturets ophør, er der tale om mere end 6,7 millioner hektar, der blev taget fra den oprindelige befolkning og småbønder gennem en jordreform, der officielt skulle give småbønder adgang til jord. Men dette landtyveri (land grabbing) er ikke stoppet efter diktaturet. Til trods for at Sandhedskommissionen dokumenterede de enorme landtyverier under diktaturet, har de, der mistede jorden, aldrig fået nogen genoprejsning eller kompensation. Tværtimod, landtyverierne er fortsat, og 15 år efter diktaturets fald i 2003 havde det totale tal for stjålet land passeret 7,8 millioner hektar eller 19,3 procent af Paraguays areal.
I de seneste tyve år er udviklingen fortsat den gale vej. Der har ikke været nogen jordreform, der gør op med den enorme ulighed i jordejerskab og landtyverierne under diktaturet, i stedet har man set en øget koncentration i jordejerskabet. Et korrupt politisk system gør, at de ansvarlige for landtyveri ikke bliver stillet til ansvar, og selv i de tilfælde hvor sager om jordejerskab ender i retten, er det typisk den part, der har økonomisk og politisk magt, der vinder. Denne historiske og aktuelle udvikling resulterer i, at Paraguays gini-koefficient for jordkoncentration i dag er 0,97 - verdens mest ulige jordfordeling.
Landbruget har magten, folk sulter
De seneste 25 år er store virksomheder inden for landbrugsindustrien gået massivt ind i Paraguay og har brændt enorme områder af Paraguays skov ned for at producere kvæg og/eller soja. Sojabønner til dyrefoder er Paraguays absolut største eksportvare, og landet er således verdens femte største eksportør af soja. Den storindustrielle sojaproduktion er kun intensiveret mere og mere i løbet af de seneste år, og antallet af marker er derfor nærmest også eksploderet. Det anslås blandt andet, at 94 procent af al landbrugsjord i landets østlige Chaco-region, der grænser op til Brasilien, udelukkende bruges til at dyrke soja til eksport (2019-tal). Landbrugsindustrien, der har ansvaret for afskovning og fordrivelse af småbønder og den oprindelige befolkning, er uløseligt filtret sammen med landets politiske elite og nyder derfor i høj grad straffrihed for sine overgreb.
“Paraguays forfatning blev reformeret i 1992, og den inkluderer et kapitel om jordreform, der blandt andet tæller en række tiltag for at støtte småbønder og give dem adgang til jord og politisk deltagelse, særlig til kvindelige småbønder. Men i praksis har dette mandat været et dødt papir for skiftende regeringer. Regeringerne har i stedet prioriteret at give jord til den paraguayanske elite og udenlandske investorer.” Det fortæller Inés Francescelli fra NOAHs samarbejdspartner i Paraguay, Heñói. Heñói arbejder sammen med grupper af småbønder for at gøre op med den enorme uretfærdighed i Paraguays jordfordeling og for at fremme madsuverænitet og småbønders rettigheder.
Selv de småbønder, der har papir på den jord, de ejer, er ikke fritaget for landbrugsindustriens jordtyverier.
”I Paraguay er der mange eksempler på dobbelte skøder, ofte findes der et i navnet på de småbønder, der har boet der i årtier, og et andet i navnet på en stor jordejer eller en virksomhed. Og når der opstår en konflikt, ser vi, at det er jordejeren eller bedriften med kapital, der kan betale dommerne, for at de vinder en eventuel retssag. Der er ingen retssikkerhed for almindelige folk,” fortæller Inés.
Landbrugsindustriens overgreb er et strukturelt problem, der ikke kan løses medmindre efterspørgslen efter soja reduceres, fortæller Inés. Så længe, der er så meget at tjene på at producere monokulturelle afgrøder til eksport, vil der være aktører, primært multinationale virksomheder, der er villige til at fordrive småbønder med vold og forgifte jorden og vandet med brug af pesticider, der er ulovlige i EU, fortæller hun videre. Det har det absurde resultat, at mens Paraguay er på verdenstoppen i sojaeksport, lever over en fjerdedel af befolkningen uden tilstrækkelig mad, en situation, der kun er blevet værre siden covid 19-pandemien. Det er nødvendigt at stoppe landbrugsindustriens enorme magt over vores madproduktion og skabe et madsystem, der er bygget på den viden og de behov, Paraguays småbønder har, afslutter hun.
Kriminalisering af småbønder og deres modstand
Siden diktaturets fald er mindst 124 småbønder blevet dræbt for deres arbejde for jordreformer og retten til jord. Til trods for at Paraguays grundlov tillader, at enhver kan besætte og dyrke ”ubrugt” jordbrugsland, bliver repressionen og kriminaliseringen af småbønder stadig hårdere. I 2021 blev strafferammen for ”ulovlig jordbesættelse” øget til op til 10 års fængsel. Det rammer bondebevægelsen hårdt, eftersom termen ”ulovlig jordbesættelse” tolkes bredt af den paraguayanske stat. Konsekvensen er, at småbønder og den oprindelige befolkning bliver fordrevet fra deres landsbyer ved brug af vold, enten fra politistyrker eller fra private, paramilitære styrker, der ”rydder landet”, før virksomheder går ind og planter soja eller andre monokulturer til eksport.
Der er i dag 19 oprindelige befolkningsgrupper i Paraguay. Som resultat af diskriminering og jordtyveri, lever 75 procent af den oprindelige befolkning i ekstrem fattigdom. De udgør en stor andel af de 300.000 småbønder, der ikke har adgang til jord. En del har været tvunget til at migrere til hovedstaden Asunción i jagt på en indkomst. Her lever mange i slumområder, der bliver oversvømmet, hver gang regntiden indtræder. Kampen for retten til jord er derfor helt central i den oprindelige befolknings kamp for sine rettigheder.
Bondebevægelsen i Paraguay står på frontlinjen mod landbrugsindustriens vold. Federación Nacional Campesina (FNA) organiserer småbønder i hele Paraguay, og et af deres virkemidler er jordbesættelser. Til trods for repressalier er de lykkedes med at vinde flere territorier gennem jordbesættelser. Et af dem er Crescencio Gonzales i det nordlige Paraguay. Området på 5.000 hektar er opkaldt efter en af de bønder, der blev dræbt af politiet under et forsøg på at fordrive bondefamilierne fra området tilbage i år 2000. Til trods for at staten svarede med vold på småbøndernes jordbesættelse, og over hundrede bønder blev såret og arresteret, blev FNA ved med at protestere. Til sidst måtte myndighederne give efter og indgik en aftale med FNA om at købe 10.000 hektar jord og oprette to områder, asentamientos, hvor bondefamilierne kunne leve. I dag bor der 270 familier i Crescencio Gonzales. Her dyrker de jorden agroøkologisk, og området er blevet et vigtigt sted for at organisere småbønder.
Dansk sojaimport: certificerer og grønvasker
Dansk landbrug, herunder Landbrug og Fødevarer, spiller en vigtig rolle i den stigende efterspørgsel efter soja fra Paraguay til foder til landbrugsdyr, herunder de cirka 31 millioner svin, der produceres hvert år i danske svinestalde.
Som svar på kritik fra NOAH og Global Aktion skrev Landbrug og Fødevarer i 2022, at ”Vi handler på ansvarlig soja” og henviste til brancheorganisationens målsætning om, at 100 procent af den importerede soja skal være certificeret eller verificeret ansvarlig senest i 2025. Disse metoder har imidlertid alvorlige begrænsninger, forklarer Diogo Vallim, varekædeforsker på CBS: “Det er en udfordring at sikre, at certificeret soja er bæredygtig, fordi det er svært at spore forsendelser tilbage til deres oprindelsessted. Langs forsyningskæden samles sojabønner i regionale siloer, havne og eksportskibe. Forsendelser, der ankommer til de købende lande, indeholder ofte sojabønner fra flere kilder. Selv om forhandlere har udviklet systemer, kriterier og modeller til at håndtere disse sporingsbegrænsninger, har de alle smuthuller. Selv når produktionen fra et bestemt område er bæredygtig, er der stadig en betydelig risiko for, at den bliver blandet med produkter fra andre regioner, som er problematiske.” Diogo Vallim fortsætter: “Problemet forstærkes af, hvordan ejendomsretssystemerne i de producerende lande fungerer. Begrænsninger skabt af certificeringssystemer kan omgås af producenter, der ejer flere ejendomme - hvilket ofte er tilfældet - ved at mærke og sælge produkter fra ejendomme, der ikke overholder reglerne, som om de kom fra en ejendom, der overholder reglerne. Det faktum, at producenterne er i stand til at opretholde denne praksis og stadig få adgang til markederne, er et yderligere incitament til skovrydning og ulovlig land tyveri”. Altså er det nærmest umuligt at vide, hvor den soja, der ender i de danske svinestalde, kommer fra.
Videre har de fleste certificeringsskemaer et krav om, at sojaen ikke må komme fra områder, der er afskovet indenfor de seneste år. Årstallet varierer med de forskellige certificeringsordninger, nogle sætter år 2004, andre år 2008 som grænse for, hvor sent jorden kan være blevet “konverteret” til landbrug. Men da afskovning i mange tilfælde først sker ved at hugge/brænde skoven ned og derefter sætte kvæg på området, vil certificeringsordningen ikke opfange afskovning, der går længere tilbage i tid.
Sidst, men ikke mindst, er certificeringsordninger frivillige initiativer fra landbrugsindustrien selv. De største certificeringsordninger i Danmark for soja fra Sydamerika er Roundtable for Responsible Soy (RTRS) og ProTerra, der i lighed med andre certificeringsordninger er indført af branchen selv. Der er derfor grund til at være kritisk over for, hvorvidt branchen er neutral, når den udarbejder kriterierne for at opnå certificering, og hvor fuldstændige og uafhængige kontrollerne er. Der er mange eksempler på, at de kriterier der sættes, reflekterer magtforhold mellem aktørerne, der er med i certificeringsordningen, frem for objektive kilder. Dette kan blandt andet forklares med, at selv om civilsamfundsorganisationer er med i nogle certificeringsordninger, er agroindustrien repræsenteret med mange flere medlemmer.
EU har forsøgt at gøre noget ved dette med indførelsen af EUs Afskovningsforordning (EUDR). Den ordning skal sikre, at varer som soja, gummi, tømmer og kaffe ikke kommer fra områder, der er afskovet på ulovlig vis. I henhold til EUDR kræves det, at al soja, der eksporteres til EU, skal være fra områder, der ikke er afskovet efter år 2020. Der er imidlertid knyttet stor usikkerhed til, om disse regler kan fjerne problemet med menneskerettighedsbrud og mindske afskovningen på grund af ekstensiv sojaproduktion. For det første vil forordningen ikke løse problemet med manglende sporbarhed af soja - altså oprindelsen. Til trods for at det vil føre til, at enkelte områder, hvor sojaen er dyrket efter afskovning, vil blive sortlistet, er der stor usikkerhed knyttet til, hvordan dette vil blive håndhævet i praksis. Derudover løser det ikke problemet med soja fra områder, der er afskovet længere tilbage i tid, for eksempel til kvægproduktion.
I dag presser højrefløjen i Europaparlamentet på for både at udskyde og udvande EUDR. Implementeringen er allerede blevet udskudt et år til 30. december 2025, og der er bekymring for, at forordningen vil blive yderligere udvandet inden den tid. Der er derfor knyttet stor usikkerhed til forordningens konsekvenser i lande, der eksporterer produkter, der er forbundet med afskovning. Stine Krøijer, lektor ved Københavns Universitet, der p.t. er i gang med et forskningsprojekt om afskovning, sojaforsyningskæder og skovbrandenes politiske effekter i Amazonas, forklarer: “EUs nye cut off-grænse for afskovning, år 2020, kommer til at legitimere den afskovning, der er sket mellem år 2007 og år 2020. I Brasiliens tilfælde bliver det simpelthen muligt at handle 'afskovningsfri' soja fra områder, der er fældet i den periode. På sin vis underløber EUDR altså Brasiliens eget sojamoratorium” Stine Krøijer fortsætter: “Derudover er de certificerings- og tilsynsmekanismer, man foreslår fra EUs side, ikke tilstrækkelige. Der er for mange smuthuller, som gør det muligt for producenterne at 'hvidvaske' soja fra afskovede områder. Man skal forestille sig en situation, hvor alt fra registrering af jordejerskab, sporing af produkter, til efterforskning og retsforfølgelse af miljøkriminalitet halter gevaldigt. Vi hører gentagne gange om en praksis, hvor 'små fisk' tager bøder for afskovning på vegne af større producenter. Dertil kommer som nævnt muligheden for handel og transport af soja mellem certificerede og ikke-certificerede marker. Jeg kan ikke se, hvordan man - før sojaen bliver pakket - vil kunne registrere, hvor produktet kommer fra. Soja fra afskovede områder vil fortsat komme på markedet - også med EUDR”.
Inés Francescelli fra Heñói er enig i Krøijers analyse: “Så længe der ikke sker ændringer i det europæiske landbrug og Europas enorme animalske produktion, vil tiltag som EUDR og certificeringer kun være utilstrækkelig symptombehandling og en måde at grønvaske de store virksomheders rovdrift på jorden på. Vi i Danmark og Europa i det hele taget er nødt til at forandre vores måde at drive landbrug på fundamentalt, så vi dyrker og producerer mad til mennesker på en måde, der ikke skader miljøet og har lokalbefolkningens behov og ønsker i centrum”, afslutter hun.
I NOAH samarbejder vi med Heñói i arbejdet mod svinefabrikker og sojaimport til Danmark. NOAH støtter også Heñóis arbejde med at organisere småbønder i Paraguay og dokumentere de menneskerettighedsbrud, der begås mod Paraguays småbønder og miljøforkæmpere. Du kan læse mere om Heñói’s arbejde (på spansk) her.
Andre kilder:
https://globalforestcoalition.org/paraguay-cas-photo-essay/
https://documents.worldbank.org/en/publication/documents-reports/documentlist?count_key=82511
https://landportal.org/news/2020/03/no-land-paraguay
https://www.earthsight.org.uk/news/investigation-analysis-paraguays-looted-lands#article
https://elsurti.com/oligarquia/especial/los-invasores-vip-del-paraguay
https://www.biodiversidadla.org/Documentos/Las-tierras-mal-habidas-de-Paraguay