uddannelse for bæredygtig udvikling

KV17 Sådan kan kommunerne fremme uddannelse for bæredygtig udvikling

​Mange børn vokser op fjernt fra naturen og uden at lære, hvordan de kan deltage i den grønne omstilling. Vi giver her nogle konkrete eksempler på, hvad kommunalpolitikkere kan gøre for at fremme uddannelse for bæredygtig udvikling i deres lokalområde.​

7. november 2017 · Kl. 10:09 Nyhed

NOAHs sider om kommunalvalget 2017​Mennesker kappes om at komme først - mod det helt forkert mål. Årtiers konkurrencementalitet og brug og smid væk-kultur har tæret hårdt på naturens ressourcer men også på vores menneskelige ressourcer. Hvis vi ønsker et samfund med sunde borgere og et miljø i balance, skal vi stoppe vores kapløb mod mere materiel vækst og konkurrence og drastisk ændre kurs hen mod en bæredygtig udvikling til gavn for både mennesker og miljø. 

Vi må sætte farten ned og turde tænke anderledes

For at en bæredygtig omstilling kan lykkes, skal vi udvikle evnen til at forstå sammenhængene mellem ubalancer i økonomien, ubalancer i miljø og klima, den sociale sammenhængskraft, arbejde, vores egen sundhed og trivsel mv. Vi har brug for at udvikle et tættere forhold til naturen, f.eks. gennem bedre forståelse for, hvor vores mad kommer fra. Vi må (gen)finde vores praktiske håndelag og tillid til vores egen evner til at finde løsninger på problemerne. Vi skal udvikle vores empati, den demokratiske samtale og evner til at skabe løsninger i fællesskab med andre. Og vi skal kunne drømme og udvikle reelle utopier for fremtidens samfund.

Forslag til hvad kommunalpolitikere kan gøre ved to problematikker: 

1) De nuværende børn og unge vokser op indendøre med digitale medier over alt, afkoblet fra den natur, som de er afhængig af for at kunne overleve. Denne afkobling resulterer i psykiske og sociale problemer (jf. bl.a. hjerneforsker Kjeld Fredens, Ph.d. og lektor Niels Ejbye-Ernst og professor Karen Wistoft, se f.eks. artiklen Naturen lærer ikke bare fra sig). Samtidig har denne afkobling store konsekvenser for samfundet og for miljøet, fordi disse generationer vokser op uden en forståelse for, hvordan de selv er forbundet til og afhængig af naturen. 

Vi foreslår derfor, at de kommunale politikere

  • sætter udeskole på skemaet, så børn oplever, at naturen ikke er noget, vi ‘besøger’, men noget vi kan færdes i ligeså hjemmevandt som i vores dagligstue.
  • bakker op om de mange skolehaveprojekter, der i disse år popper op og tilbyder undervisning i og med naturen for skoleklasser, så børn på egen krop kan opleve, hvordan deres mad produceres, og opdage hvilke andre naturlige kredsløb, de selv er en del af. 

2) Danske skoleelever - og især elever på ungdomsuddannelserne - får læring ind i hjernen, men oplever den som afkoblet fra deres krop og virkeligheden omkring dem. Hvis vi skal danne næste generation til at tage del i den grønne omstilling, skal vores børn og unge både i teori og praksis lære at forstå og håndtere både de fysiske, mentale og sociale ressourcer, der omgiver dem.  

Vi foreslår derfor, at de kommunale politikere

  • prioriterer de praktiske fag i skolen så som håndværk, design og madkundskab samt øger muligheden for flere praktiske elementer i undervisningen ved f.eks. at prioritere flere temadage på tværs af fag med fokus på praktisk arbejde.
  • sætter flere penge af til initiativer som Åben Skole, hvor eleverne kan få besøg af folk fra “den virkelige verden” eller arbejder med problematikker, der er koblet til virkeligheden uden for skolen.

Det er vigtigt at vores børn og unge lærer, at vi ikke kan fortsætte den ubæredygtige livsstil, som dominerer vores samfund i dag, men også at de bliver trænet i at tænke i alternativer og i at gøre noget aktivt for at ændre det. Dette kalder vi uddannelse for bæredygtig udvikling.

Kommunalpolitikerne har en unik mulighed for at fremme uddannelse for bæredygtig udvikling, så de, samtidig med at de sparer på ressourcerne, får uddannet en ny generation, som tænker over deres forbrug og kan hjælpe den grønne omstilling videre i kommunen og på nationalt og globalt plan.

Tilbage til NOAHs hjemmeside om kommunalvalget 2017

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!