Stop lynetteholm
Foto: stoplynetteholm.dk

Lynetteholmerklæring Stands planlægningen

En række organisationer, der er modstandere af Lynetteholm projektet, opfordrer Folketinget og Københavns Kommune til at standse planlægningen af projektet

4. juni 2021 · Kl. 10:36 Nyhed

Lynetteholm er resultatet af en politisk aftale mellem Københavns Kommune og Regeringen (V, LA, K) om at anlægge en kunstig ø ud for Københavns Havn. Projektet er beskrevet som et ”Kinderæg”, der kan løse mange problemer på samme tid: Øen påstås at kunne bidrage til at sikre København mod stormflod, tjene som deponi for overskydende jord fra byggeprojekter i København, sikre nye arealer til boliger for en voksende københavnsk befolkning samt skaffe den nødvendige finansiering til fremtidige infrastrukturprojekter (Metro og omfartsvej øst om København).

Erklæring

Udemokratisk proces: Lynetteholm hastes igennem Folketinget i en proces, hvor sædvanlige krav til dokumentation, analyser og høringsprocesser tilsidesættes, og enhver protest overhøres.

Regering, Folketing og Københavns Borgerrepræsentation har låst hinanden i en aftale uden borgerinddragelse. Der har aldrig været en reel drøftelse af, OM Lynetteholm er den rigtige løsning på de udfordringer, Lynetteholm påstås at løse.

Friluftsliv: Lynetteholm vil påføre fritidssejlere, sejlerturismen, fiskere og andre, der anvender havnen og havet rekreativt, væsentlige gener og risici, når alle skal passere gennem et langt smalt sejlløb ind og ud af København. Lynetteholm forringer sejladsmulighederne ud for København og afskærer helt brugerne af Margretheholm Havn for adgangen til Øresund

Havmiljø: Lynetteholm vil med lukningen af Kongedybet udgøre en prop i Øresund, der mindsker gennemstrømningen af iltholdigt vand og salt til Østersøen – til skade for vandkvaliteten i Østersøen, som i forvejen er særdeles sårbar.

Afgravningen af forurenet havbund, dumpning i Køge Bugt og opfyldning af forurenet jord til Lynetteholm medfører forurening af Øresund og påfører havet og havbunden væsentlige skader.

Miljø på land: Jordkørslen med 350 lastbiler i døgnet, som skal både til og fra Lynetteholm, vil påføre væsentlige støv-, støj- og trafikgener for beboerne i indre by, på Christianshavn og Amager i 30-50 år.

Anlæg af Lynetteholm vil medføre en meget stor klimabelastning og forhindre København i at nå målet om klimaneutralitet i 2025. Projektet vil desuden være i modstrid med kommunens overordnede trafikmål om at reducere biltrafikken.

Byudvikling: Lynetteholm og den påtænkte udvikling på Refshaleøen skal huse mere end 100.000 beboere og arbejdspladser. Lynetteholm er ikke et resultat af den overordnede planlægning af Hovedstadsregionen, og samspillet med den øvrige del af Sjælland er ikke er tænkt ind i projektet. Lynetteholm medvirker derfor til en øget skævhed mellem København og den øvrige del af landet.

I forlængelse af ovenstående opfordrer Lynetteholm Rådet til, at Lynetteholm projektet stoppes, fordi:

  • Lynetteholm er resultatet af en udemokratisk og alt for forhastet proces.
  • Lynetteholm hviler på forkerte præmisser, idet de udfordringer, som projektet skal løse, enten ikke er reelle eller bedre kan løses på anden måde.
  • Lynetteholm vil forringe mulighederne for de blå fritidsinteresser, turismen, fiskere og andre, der anvender havnen og havet rekreativt
  • Lynetteholm vil afskære københavnerne fra direkte adgang til Øresund, både visuelt og fysisk.
  • Lynetteholm vil destruere et havområde, der rummer væsentlige dele af Danmarkshistorien.
  • Miljøvurderingen strider mod EU-retten, fordi projektet ikke miljøvurderes i sin helhed, men kun den del der omfatter anlæg af et jorddepot i Øresund ud for København.
  • Anlæg af Lynetteholm vil medføre en uacceptabel forurening af Øresund og Køge Bugt, som vil gå ud over den eksisterende unikke biodiversitet. Øresund er et meget vigtigt opvækstområde for torsk og rummer væsentlige bestande af marsvin, spættet sæl og gråsæl. Specielt Østersø marsvinet og gråsælen er truede arter.
  • Der er risiko for, at Natura 2000 området ved Saltholm skades på grund af forureningen. Saltholm og farvandet omkring øen spiller en stor rolle for gråsæl og en række truede fuglearter som ederfugl, brushane og en række ternearter som fjordterne, dværgterne, rovterne og havterne. Området er derfor strengt beskyttet, og Danmark har forpligtiget sig til at passe særligt godt på området.
  • Lynetteholm vil blokere Kongedybet og påvirke gennemstrømningen i Øresund til skade for havmiljøet i Østersøen.
  • Jordkørslen med 350 lastbiler i døgnet, som skal både til og fra Lynetteholm, vil være en væsentlig partikel-, støj- og trafikbelastning af indre by, Christianshavn og Amager i 30+ år.
  • Det økonomiske grundlag for anlæg af Lynetteholm er udokumenteret. Det gælder både anlæg og drift af jorddepotet og salg af byggeretter, som skal finansiere en Østlig Ringvej og en ny metro.
  • Der er behov for at få undersøgt alternativer, før der træffes beslutning!
  • Det er ikke nødvendigt at bygge by på jordopfyld i havet. Der er plads på land i Københavns omegn og på resten af Sjælland. Der er brug for infrastruktur til gavn for hele Hovedstadsregionen og ikke en ny by på Lynetteholm. Lynetteholm lægger ikke blot afstand mellem København og den øvrige del af Hovedstadsregionen. Set i et landsplanperspektiv lægges der yderligere afstand til kommunerne i resten af landet

Bag Lynetteholm Rådet står følgende organisationer:

Danmarks Naturfrednings Forening, Dansk Forening for Rosport, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Sejlunion, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, NOAH, Rådet for Bæredygtig Trafik og STOP Lynetteholm

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!